Ét ligesom faderen og sønnen

«Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.» Johannesevangeliet 17,20-23.

Hvordan er Gud og Jesus ét?

Det er et stort og højhelligt kald at blive ét som faderen og sønnen. Skal vi opnå det, skal vi efterfølge sønnen på den smalle vej som fører til livet.

«For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.» Johannesevangeliet 6,38.

«Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham …» Hebræerbrevet 5,8-9.

Her ser vi måden hvorpå faderen og sønnen blev ét. Jesus blev født ind i menneskeslægten og blev menneskesøn (Første Timotheusbrev 2,5). Som menneskesøn lærte han lydighed. Det var ikke en let vej. Han lærte det igennem lidelser, og i Esajas' Bog 53 læser vi nogle af de lidelser, hvor han lærte lydighed.

«Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham.» Esajas' Bog 53,10.

Jesus bad: «Dog, ske ikke min vilje, men din.» Lukasevangeliet 22,42. Denne «min vilje» var menneskeslægtens vilje, Jesu vilje som menneskesøn. Den skulle knuses, hvis Herrens vilje skulle have fremgang ved hans hånd. Her var Jesus et offer. Frivilligt gik han den vej. Det var en ny og levende vej, han indviede for os, for at vi skulle følge ham. På den vej hvor menneskeviljen blev knust, tog hele guddommens fylde legemlig bolig i ham (Kolossenserbrevet 1,19; Kolossenserbrevet 2,19). Ved kundskaben om ham har vi fået de største og mest dyrebare løfter, for at også vi skal få del i guddommelig natur (Andet Petersbrev 1,3-4).

Hvordan bliver vi ét som faderen og sønnen?

Hvis vi også vil være et offer, så har vi nu de samme muligheder som Jesus. Jesus blev ophav til evig frelse for de som lyder ham (Hebræerbrevet 5,9). På den vej bliver vi ét ligesom faderen og sønnen var ét.

Så vigtigt er dette, at Paulus siger, at det var derfor han fik nåde og apostelembede for at virke troens lydighed blandt hedningerne (Romerbrevet 1,5). Men at lære lydighed uden at være villig til at blive knust, går ikke. Mange kæmper for at få alle disse religiøse partier til at blive ét, men det er et meningsløst arbejde. Lederne er store i sig selv, stærke i sine meninger. Sådan også med medlemmene som tager parti. Derfor er der stadig strid og fornærmelse inde for partiene og partierne imellem. De vil ikke lade sig knuse. Mange taler om kærlighed og læser Første Korintherbrev 13, men man kan ikke få kærlighed uden at blive knust.

Der står der, hvad kærligheden ikke gør. Den misunder ikke , den praler ikke, den søger ikke sit eget, bliver ikke bitter, gemmer ikke på det onde, osv. Den som ikke lader sig knuse, han bliver bitter, han søger sit eget, og han praler. Sådanne kan aldrig blive ét. De synes stadigvæk, at de har grund til at blive fornærmet, og de bliver det, i stedet for at tage sit kors op og fornægte sig selv og dømme sin egoisme og hårdhed.

Der står også hvad kærligheden gør: Den er langmodig, den glæder sig over sandhed og udholder alt, tror alt, håber alt og tåler alt (Kolossenserbrevet 3,12-14). Når vore medmennesker bliver vanskelige og stædige, så siger de fleste: Det finder jeg mig ikke i; der må være en ende på, hvad man skal tåle. I stedet for at lade sig knuse, gør man sig hård og forsvarer sit eget «jeg og mit». I stedet for at tilgive, som Kristus har tilgivet os, så bliver man ond og taler dårligt om sin bror.

Eller hvis man har antipati mod en, man kan ikke lide ham, så er man vel høflig og smiler, men trækker sig tilbage. Man vil ikke pleje åndens samfund med ham. Ens eget store menneske kan ikke tåle den andens menneske. Man vil ikke lade sig knuse, så man får den kærlighed som tåler alt og håber alt. Nej, men man vil heller ikke strides med ham, og så holder man sig på tilbørlig afstand. Men det er ikke at blive ét ligesom faderen og sønnen er ét.

Jesu bøn om enhed blandt kristne opfyldes

Salig er de som har fået kundskab om, hvorledes sønnen var ét med faderen, og som vil følge sønnen på den nye og levende vej. På dem bliver Jesu bøn opfyldt, og de har det herligt sammen uden afbrydelser. De vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, og Jesu blod renser dem fra al synd. De har samfund med hinanden (Første Johannesbrev 1,7).

Gud være tak for denne herlige frelse, som vi, som vil være et offer har del i, og for at der stadig bliver flere og flere. I dette lysets samfund kan Satan ikke komme ind.

«Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.» Johannesevangeliet 10,27-30.

Artiklen blev først publiceret i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i marts 1964.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag