Et putteritual der virker

Klokken var 21:15. En sidste episode var blevet set. Godnathistorier var blevet fortalt. Aftensnacks var blevet spist. Det var så sent, at et par stykker var klar for anden runde med aftensnacks. Vores baby var lysvågen og helt tilfreds. Og ingen ville gå i seng!

Det hjalp ikke, hvor mange gange min mand og jeg bad, gentagne gange og fastholdt, at det var sengetid, børnene blev ved med at komme nedenunder – de var tørstige, deres hud kløede, “jeg havde en dårlig drøm,” “hvad var den lyd?!” De gik ganske enkelt ikke op i seng.

Jeg vidste ikke mine levende råd. Jeg vidste, at jeg ikke var egoistisk ved at sende dem op i seng – det var to timer over nogle af deres sengetid. Det ville blive et mareridt i morgen tidlig før skole, specielt for de mindste, for ikke at tale om resten af os, hvis de ikke fik deres søvn.

Men des større blev nøden for mig, at det sidste minde om deres mor den aften, før de gik i seng, skulle være af en mor som elskede dem af hele sit hjerte. Ikke en som klikkede.

Mildhed – nøgleordet

“Kære Jesus!” bad jeg desperat, “Du skal hjælpe mig! Jeg vil ikke miste mit temperement!”

Og næsten med det samme blev jeg mindet om verset, “Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.” i Filipperbrevet 4:5.

Det var det! Jeg skulle blive ved med at gøre, det jeg gjorde, men med mildhed. Det var nøglen – at gøre det som var nødvendigt at gøre, mildt. Jeg vidste, at jeg på ingen måde kunne gøre dette af mig selv – af naturen er jeg utålmodig, kommanderende og selv direkte strid, når jeg bliver presset til mine grænser. Jeg vidste, at jeg provokerede mine børn til vrede (Efeserbrevet 6:4), og jeg hadede, at den måde jeg sagde tingene på synes at irritere mine børn. Jeg ønskede så inderligt at være lydig mod det vers, jeg var blevet mindet om. “Kære Jesus, du skal hjælpe mig!” lød den gentagne bøn i mit hjerte. “Hjælp mig til at sige sandheden i kærlighed!”

Der står i Efeserbrevet 4:29-32, “ Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det … Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.”

Et ord til handling

Det var dette, jeg skulle gøre. Mildhed er et handlingsord. Det er ikke en behagelig, blød følelse. Og det betyder heller ikke, at jeg er nem at overtale. Det er en indstilling opfulgt af ægte omsorg ved mine ord og handlinger.

Så jeg gjorde dette; først tilgav jeg mine børn af hjertet. Da jeg havde gjort det, virkede det så dumt, at jeg havde være frustreret over mine børn, bare for at være børn. Det åbnede mine øjne for at se, at de måske var usikre den aften og havde brug for en ekstra forsikring på min kærlighed.

Jeg gentog mig selv igen og igen – fast, men mildt som børnene listede op af trappen en efter en. Men jeg mærkede inde i mig, at Jesus havde mødt mig i min nød og givet mig styrke til at være mild og ømhjertet. Jeg tror også, at mine børn mærkede det. Hver og en af dem kom tilbage for at få “et kram til”, så snart der var stille.

Jeg ved, dette ikke var sidste jeg, jeg ville møde dette scenarie, men nu har jeg et våben at kæmpe mod min utålmodighed og irritation med. Jeg er så ekstremt taknemlig for Guds evangelium.