Fra kamp for at være taknemlig til overflod af tak

Der står i Første Thessalonikerbrev 5,18, «Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.»

Når jeg læser dette, er det let at tænke, at jeg skal være taknemlig, og at jeg skal fokusere på det som er positivt og godt, sådan at jeg kan vise taknemlighed, selv når det ikke er så let og alt ikke går min vej. Så bliver det en bevidst kamp for at bevares i taknemlighed, og jeg kan bruge taknemligheden som et våben mod al utilfredshed. I begyndelsen er det nok sådan det skal være for at bekæmpe al utilfredshed og utaknemlighed.

Når jeg sætter mit liv i perspektiv, sådan at jeg kan se Guds uendelige godhed mod mig, at han faktisk tænkte på mig, før han skabte verden og udvalgte mig blandt så mange mennesker til at blive en Jesu bror, og få en uddannelse her i livet, sådan at jeg kan passe ind i en opgave, som Gud har til mig i hans evige rige, så skal jeg ikke længere kæmpe for at bevares i taknemlighed. Så strømmer det ind i hjerte og sind og overvældende tak til min skaber for hans store kærlighed til mig. Et væld af taknemlige tanker fylder mit hjerte, fordi han ledte mine skridt i min ungdomstid, da de vigtigste valg i livet skulle tages, sådan at jeg blev bevaret i hans vilje med mit liv.

Jeg bliver også fuld af tak, for at Gud har ført mig i forbindelse med andre trofaste mennesker der ønsker at gøre Guds vilje med sit liv. Så oplever jeg ægte samfund med mennesker der har fået åbenbart det glade budskab om frigørelse fra syndens magt, og som er grebet af at få del i det samme liv, som Jesus levede. Jeg fyldes også med en evig tak til min herre og mester Jesus, som elskede mig så højt, at han var villig til at give sit liv for min skyld, for at jeg skulle blive frelst, og at han udover det ville dele al sin herlighed med mig.

Jeg tænker på hvor meget egoisme, jeg er født med i mine tanker og natur, hvor jeg var optaget af min egen velvære, optaget af at andre mennesker skulle lide mig og tale godt om mig, optaget af at jeg skulle æres for det, jeg gjorde. Da blev jeg ofte skuffet over, hvordan jeg blev behandlet af andre mennesker, og jeg klagede og blev let utilfreds både med andre mennesker og med hændelser, der mødte mig i livet. Når jeg nu, ved det glade budskab, er frigjort fra disse tanker, som drejede sig om mig selv og er kommet ind i tanker om, hvad jeg kan bidrage med, og hvad jeg kan gøre for at andre mennesker skal have det godt og trives, ja, så har jeg selv oplevet ægte trivsel. «Den ene strør ud og får stadig mere.» Ordsprogenes Bog 11,25.

Når jeg selv tænker på at velsigne de andre, så vil jeg også blive mere og mere opmærksom på de som ønsker at velsigne mig, og så fyldes mit hjerte med endnu mere taknemlighed, for at jeg trives og har det så inderligt godt. Når alle disse taknemlige tanker fylder hjertet mere og mere, så vil det efterhånden flyde over af bare tak. Og det hjertet er fyldt af, flyder munden over med (Lukasevangeliet 6,45). Så kan vi sige, at vi er blevet taknemlige og ikke bare kæmper en kamp for at bevares i taknemlighed.

Det er ubeskrivelig godt at være sammen med taknemlige mennesker. De er altid tilfredse, altid glade, de spreder altid glæde, er aldrig utilfredse og har ingen klager over nogen ting! Det er et virkelig herligt liv i taknemlighed, og sådan har jeg fået det ved Guds nåde til hjælp – hjælp til at sejre over min egen egoisme (Hebræerbrevet 4,16).