Frelst fra et tomt liv

Kan evangeliet hjælpe et menneske med at komme fri fra tomt tidsfordriv og hjælpe med at få arbejdet gjort?

Min mand blev opdraget til at følge en eksemplarisk arbejdsmoral. Han skrev lister over de ting som skulle udføres, og han udførte dem. Han organiserede sig selv og husstanden efter menighedskalenderen; vi kom til møderne til tiden, vi bidrog, han gjorde de opgaver han blev bedt om inden tidsfristen, og han udførte dem godt.

Jeg derimod havde fået en mere bohemisk opdragelse. Vi gjorde ting, hvis vi havde lyst til det, og når vi selv følte for det. Hvis de ikke blev gjort i dag, var det jo lige så fint at gøre dem i morgen. Mine forældre var afslappede; min far var ikke ambitiøs, min mor var ligeglad med rod, og børnene var dovne. Og det var fint. Vi var lykkelige.

Jeg kunne se, at min mands forretning begyndte at gå godt på grund af hans hårde arbejde. Jeg kunne se logikken i at have planer, så jeg begyndte at lave mine egne. Jeg planlagde opgaver og menuer, og jeg skrev lister og skemaer.

Når jeg holdt mig til disse skemaer var livet ryddeligt, og jeg holdt hovedet oven vande med vasketøj, madlavning, rengøring og alt det andet som mødre har at gøre. Jeg klarede det godt og havde ry for at være organiseret. Og så blev børnene større, og dagene var ikke længere fyldt op til kanten med bleer, flasker, skolekørsel og tabt nattesøvn. Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke længere behøvede at skrive lister for at holde hovedet oven vande.

Jeg var stadig den samme, dovne unge

Og efter alle disse år opdagede jeg, at jeg stadig var den samme, dovne «unge» som før.
At skrive lister og planlægge havde ikke ændret på hvem jeg var; det havde bare hjulpet mig med at takle min hektiske livsstil, og det havde holdt min dovne natur i skak. Da jeg ikke længere skulle lave lister for at mestre opgaverne, kom den dovne holdning tilbage med det samme.

I mine 40'ere og 50'ere havde jeg mere end nok tid, men jeg spildte den. Der var ting at gøre; jeg lod dem ligge. Folk at besøge; jeg blev hjemme. Bønner at bede; jeg faldt i søvn. Notater at skrive; jeg blev distraheret af iPlayer. Jeg kunne se en tv-episode fra start til slut, da der ikke var en baby at made, ingen rollinger omkring mine ben, ingen små børn der plagede om en tur i parken, ingen at hente fra skolen.

Men som en Jesu discipel havde jeg et kald om at blive fuldkommen, ligesom han er fuldkommen. At gå i hans fodspor; at gøre godt, at være ansvarlig. Mit liv er trods alt ikke mit eget, det tilhører Gud.

Og jeg læste dette:

«Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. Som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: »I skal være hellige, for jeg er hellig.» Første Petersbrev 1,13-16.

Kamp mod dovenskab

At gøre sit sind rede er en opfordring til handling, til at tænke på hvad der skal gøres, hvad Gud vil at man skal gøre. Ung og fuld af energi eller midaldrende og træt – vi opfordres alle til handling, og at forsømme dette er at frarøve Gud en arbejder i hans marker.

Jeg var stadigvæk doven inderst inde.

Jeg forstod, at det ikke havde været tilstrækkeligt at tvinge mig selv til at følge lister og holde mig til tidsskemaer, fordi jeg opdagede, at når jeg ikke længere behøvede at lave lister, havde de ikke løst roden på problemet; jeg var stadigvæk doven inderst inde. Det var den dovne holdning, som Gud ville have, at jeg skulle tage fat på, ikke at holde husstanden godt organiseret.

Og for mig, med min dovne baggrund, min letdistraherede natur, min «udsætte-det-til-i-morgen»-holdning, hvordan kunne jeg leve i ånden i en sådan grad, at jeg kunne ryste den normale måde at gøre ting på af mig, og give min tid som et offer hver dag?

Hvis jeg aktivt kæmper imod min dovenskab og tøven og beder om åndens hjælp, så dør den del af min natur, og jeg forvandles. Jeg holder det ikke bare under overfladen, men lidt efter lidt forandres min natur faktisk.

«Og når I påkalder ham som fader, der uden at gøre forskel på folk dømmer enhver efter hans gerning, skal I leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her. I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde.» 1. Peter 1:17-19.

Jeg kan blive fri fra min dårlige færd (eller tomme tidsfordriv): ikke bare dække over den ved at følge en liste. Jeg kan sidde ved computeren med fingeren klar på «play»-knappen for at se film og stille bestemme, at dette ikke er rigtigt for mig i dette øjeblik. Jeg kan i stedet vælge at høre på noget opbyggeligt, mens jeg rydder op, arkiverer papirer eller stryger tøj. Jeg har et valg.

Hver dag kan jeg tage små beslutninger som ingen andre kender til, men som stille frigør mig fra min natur. Disse beslutninger lægges der mærke til i åndeverdenen, og de har ingenting at gøre med «arbejdsmoral», men er helt enkelt et spørgsmål om lydighed mod åndens vejledning. Et liv bygget på lydighed mod åndens stille tilskyndelser bringer sejr, kraft og velsignelse, og hver dag er en sejrsdag.