Glæden kan være en del af mig!

Glæden kan være en del af mig!

Jeg har oplevet, at dette er muligt!

4 min. ·

Hvis jeg ikke kendte til den mulighed, at jeg kan være ”altid glad,” er det helt sikkert, at meget i mit liv så anderledes ud.

Jeg har valgt at leve mit liv i tro, altså jeg holder mig 100% til, hvad der står i bibelen. Specielt et ord er særligt vigtigt for mig. Det står i Romerbrevet 8,28: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Jeg har valgt at tro på, at jeg er kaldt og udvalgt af Gud, og så har jeg valgt at tro på, at alt hvad der møder mig igennem livet, det er godt for mig.

I hverdagen betyder det, at uanset hvilke forhold der omgiver mig, så ved jeg, at det er godt for mig. Til trods for at det ofte, ikke umiddelbart ser sådan ud. Jeg har en datter der for nyligt har fået diabetes, og det er selvfølgelig ikke sjovt. Men, når jeg tror helt på det ord, at ”alt virker sammen til gode” da er jeg fritaget fra at bekymre mig om min datter og hendes sygdom. Jeg tror på, at Gud har givet mig denne opgave, fordi han vil mig noget godt. Der er nok noget jeg skal lære. Det gælder også min datter, Gud vil hende godt. Og jeg slipper for alle de bekymringer, der kunne følge med.

Vigtigst af alt, jeg kan fortsætte med at være glad. Det har en enorm smittende effekt på børnene, hvordan jeg som mor opfører mig, og hvordan jeg reagerer i forskellige situationer. Glæden smitter. Og med glæde, vil stemningen i hjemmet være god og ubekymret.

En mor uden bekymringer?

Det er netop det, der er så vigtigt for mig, at mine børn ikke skal leve med en mor der hele tiden er bekymret. Derfor er det så befriende at kaste sorgen på Gud, og tro på at han tager sig af de ting jeg ikke selv kan tage mig af. Min opgave er at bevare glæden i mit liv og i mit hjem. Ikke bare bevare glæden, men at glæden og freden er en del af mig.

Det modsatte af glæde er b.la. uro, bekymring og at være nedtrykket. Lader jeg frit alle de følelser og sindsstemninger leve i mine tanker og lader dem styrer mine handlinger og valg, bliver jeg let fanget i noget af det. Det bliver hurtigt en ond spiral, og en total modsætning til at tro på ordet ”alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.” Glæden er langt væk! Bekymring og uro kommer straks, fx bekymringer om fremtiden – bekymringerne bliver pludselig en del af mig. Og det har også en smittende effekt på hele mit hjem.

Den elendighed kommer af, at jeg ikke tror 100% på de ord der står i bibelen. Fx ordet fra Matthæusevangeliet 10,29-31: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer selv er alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Ved tro på de ord ved jeg, at Gud er med i de ting der sker i mit liv, han ved om det, og han hjælper mig og passer på mig. Det gør mig glad.

Glæde kan spredes

At leve et liv, hvor glæden er en del af mig, kræver handling. Der har man ikke tid til at sidde og have ondt af sig selv og gruble over, hvorfor tingene er, som de er. I stedet kan man gøre gode ting for andre, først og fremmest de, som er lige omkring en selv. Når man begynder at opdage de andres behov, og hjælper med at udfylde dem, har man hjulpet sig selv på to måder. Man kommer væk fra at tænke på sig selv og sine egne forhold og man bliver utrolig glad, når man kan gøre andre glade.

Skrifsteder er taget fra bibelen.dk, den autoriserede oversættelse af bibelen 1992, med mindre andet er specificeret. Copyright © Det Danske Bibelselskab 1992.