Glemsomme mig

Når jeg står op om morgenen, er mit eget spejlbillede, noget af det første jeg ser. Jeg kender ansigtet til mindste detalje og kan ikke glemme det, selvom jeg lukkede øjnene og ikke så mig i spejlet i en uge.

Det er noget andet med mit indre liv; tankelivet og mit personlige forhold til Gud i mine daglige forhold. Når jeg sidder på et møde og hører Guds ord blive talt til mig, ser jeg alt så klart. Der bliver jeg opmærksom på synd, som jeg ikke vidste, jeg lå under for. Jeg ser holdninger og interesser, som skal opgives. I øjeblikket er det svært at se den anden vej og lade som om jeg ikke forstår, men hvad sker der så snart jeg går ud og tilbage til hverdagen? Jeg har allerede glemt hvordan jeg så ud, allerede glemt hvad jeg skulle gøre.

Dagene går med de samme rutiner, i de samme omgivelser. Jeg fortrænger problemerne, tænker at jeg vil udsætte det lidt, og tage det op senere. Men efterhånden udvaskes indtrykket – bliver mindre og mindre vigtigt, og til sidst er det glemt. Hvorfor skal det være så svært at huske? Hvordan er det muligt, at det der brændte så stærkt i mit hjerte bare går ud?

At høre, men ikke at gøre

«Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud.» (Jakobsbrevet 1,23-24)

Det sker stadigvæk, og det er et problem; det at jeg venter og efterhånden faktisk glemmer at gøre noget med mine svagheder, efter at jeg er blevet bevidst om dem. Så er jeg ordets «hører» og ikke dets «gører». Der bliver ingen fremgang. Gud vil forvandle mig, sådan at jeg også kan leve et liv som Jesus. Dette forhindrer jeg, når jeg glemmer at beholde fokus! Noget så vigtigt – og så glemmer jeg det! Jeg glemmer hvordan jeg ser ud!

Jeg har søgt visdom hos Gud og tænkt på det i forvejen, så jeg er rustet og klar til at stå imod fristelsen.

For at dette ikke skal ske – for at ilden ikke skal gå ud i mit hjerte, skal jeg gøre noget. Hvis Gud skal hjælpe mig, skal jeg gøre mere end bare at høre og så glemme. Jeg skal være modtagelig for Gud hele tiden og altid have målet i tankerne, ikke bare tænke på alt muligt andet. Skal jeg så ikke hellere øve mig i at fokusere også i disse daglige forhold?

Vær forberedt

Læse, skrive ned, høre musik, snakke med nogen – ja, hvad som helst – sådan at muligheden til sejr ikke sniger sig uopdaget forbi. Når prøvelsen kommer, er jeg forberedt; jeg kan huske, at det var nu jeg skulle sejre over lige præcis den synd. Jeg har søgt visdom hos Gud og tænkt på det i forvejen, så jeg er rustet og klar til at stå imod fristelsen. Det er svært at sejre, men fordi jeg er fokuseret og bevidst, beder jeg til Gud om hjælp. Jeg får kraft til at gøre modstand imod min natur.

Her gælder det om hele tiden at være bevidst om, hvordan det ser ud inde i mig – ikke bare gå videre i uopmærksomhed, i glemsel. På samme måde som jeg husker mit eget udvendige spejlbillede, skal jeg heller ikke glemme det jeg ser i det indvendige – lade Helligånden vise mig de dårlige sider jeg gerne vil af med. På samme måde som jeg vasker et beskidt ansigt, vil jeg også rense tanker og sind. Ligesom jeg husker mit eget udvendige spejlbillede, skal jeg heller ikke glemme det indvendige. Søge sandheden, tænke på det, gøre noget med det.

«En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer…» (Johannesevangeliet 12, 35)