Gud giver den ydmyge nåde

Ydmyghed er grundloven for al frelse, og nu står det lyslevende for mig, at det i dybeste forstand ikke er nogen anden sag. Gud giver den ydmyge nåde, og hvad mennesker synes og mener om en spiller ingen rolle. Den stolte eller hovmodige eller overmodige eller selvkloge får Gud til modstander.

Frelse og ydmyghed går hånd i hånd

Det letteste begreb om ydmyghed får man ved at have ringe tanker om sig selv. Når det gør stor virkning på mig, så beviser det, at jeg får nåde. Den ydmyge får nåde (Jakobsbrevet 4,6; Første Petersbrev 5,5), og nåde er at få al den hjælp, jeg har brug for. Jeg kan gerne bede hele natten om at få kærlighed, men det hjælper ingenting, hvis jeg ikke er ydmyg, så jeg kan få nåde.

Man får nåde i samme grad, som man er ydmyg. Og når det ikke mærkes, at der er nogen fremgang overhovedet, er det fordi, man ikke har nåde. Som menneske kan man gøre meget. Man kan forsøge at erstatte manglen på nåde ved at være ivrig til forskellige ting. Man kan være dygtig og god som menneske, men det nytter ikke med noget af det som er godt og nyttigt, når Gud står en imod. Man erkender ingenting, dømmer ikke sig selv, men forsvarer sig selv.

Det vækker opsigt, når det lykkes og der bliver fremgang. De fleste er ikke ydmyge overhovedet. De forgår sig med sin mund og beder ikke om tilgivelse. Det Gud så gerne vil gøre er at forvandle os helt indvendigt. Man kan have det sådan, at man synes, man er forurettet, at man ikke er behandlet rigtigt, og så er man optaget med, hvad mennesker tror og tænker om en. Man er ikke optaget med Gud, men med hvordan man bliver behandlet af mennesker. Så er man ulykkelig og kan ikke blive lykkelig, for man har Gud til modstander.

Mange mangler rigtig meget lys. Der sker ingenting i nogens liv uden efter denne lov: Den der fornedrer sig selv – frivilligt går ned af egen drift – skal ophøjes (Matthæusevangeliet 23,12; Lukasevangeliet 14,11). Bare den lille fornuft man har som menneske, burde tilsige en, at det må være afskyeligt i Guds øjne, at man har store tanker om sig selv. Er man en lille smule ydmyg, lykkes det en lille smule, og er man ekstra ydmyg, lykkes det ekstra godt. Hvordan skulle Gud kunne velsigne en som ikke har selverkendelse, og er storsnudet? Det er en livslov. Han kan ikke velsigne en sådan person.

Selve sagen!

Det er den eneste ting, det drejer sig om, altsammen. Hvis det ikke lykkes, så er og bliver man menneskelig og sjælisk. Det er ikke bare sådan, som man har set det før, at det er rigtigt at være ydmyg, men der er ikke noget andet, det drejer sig om. Det åbner sig ikke for en, når en ikke er ydmyg. Derfor er man ikke levende interesseret i bibelen. Det er i allerhøjeste grad skæbnesvangert, når man synes, man gør det godt og ikke har noget at erkende. Og hvis man dømmer andre, så er man jo ugudelig. Men hvis man dømmer sig selv, bliver man ikke dømt.

I Jakobsbrevet 4,6 står der: «Gud står de stolte imod.» Så regner man sådan: «Jeg er ikke stolt.» Men det er det man er, når man ingen nåde får. De ydmyge giver han nåde, altid. Så er man selverkendende istedet for at dømme og kritisere andre. «Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd!» Første Petersbrev 5,6. «

Det Gud er interesseret i, er at få os grundigt frelst. Men det kommer an på hvordan vi tager det. Enhver må forstå det så godt han kan. Fornedre sig selv – det er noget som omtrent aldrig sker. Tvært imod forsvarer man sig selv. Ydmyghed er ikke bare en hovedsag, men selve sagen, altså er der bare én eneste sag. Vi vælger selv det liv, vi går til. Det er aldrig andres skyld, at det går dårligt med mig!