Gud – min far og personlige ven

«Hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt.» (Første Johannesbrev 3,20)

Dette vers har ofte været et redningsanker for mig, når jeg ikke har vidst hverken ud eller ind angående mig selv. Først og fremmest i tider med depresioner, der kom sammen med absolut mørke og nagende tvangstanker. Tider som jeg gerne vil have lagt bag mig for altid. Med lige præcis i disse tider lærte jeg Gud at kende, som min personlige far og ven. En ven, der altid er hos mig, og som altid ved hvordan jeg har det lige nu. Gud vidste hvilke tanker, der pinede mig igen og igen. Tanker der var svære at udtrykke med ord, fordi jeg frygtede at de ville chokere andre – eller til og med mig selv.

«Gud ledede mig til at modtage hjælp»

«Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke.» (Salmernes Bog 139, 1-2)

Denne vished, at Gud kender mine tanker, oplevede jeg som en enorm aflastning, og ved det mærkede jeg allerede en indre fred. «Bagfra og forfra indeslutter du mig …» (Vers 5)

Dette vers gav mig tryghed og sikkerhed, med det samme jeg læste det. Det var som om en god ven/veninde omfavnede mig. Og sådan har det jo også været. Nu kunne jeg tro, at Gud tager imod mig, helt ligesom jeg er. Men han tog mig også i hånden for at føre mig ud af mørket – skridt for skridt. Han gjorde det sådan, at jeg ledte efter hjælp, tog imod hjælp fra gode venner og også fra en speciallæge og mediciner. Ved Guds hjælp forstod jeg, at jeg måtte helomvende mit tankeliv, og den indstilling jeg havde til mig selv. Gud skabte dette ønske i mig, at selv tage styringen over mit liv for aktivt at bidrage til bedring af depresionerne. Sådan som en ægte ven ville have gjort det. En ven der glæder sig, når jeg udvikler mig videre, og som ikke bare har ondt af mig, når jeg slikker mine sår.

En ven der aldrig mere forlader mig

Denne fortælling byder i første omgang ikke på nogen typisk «happy ending». Det er ikke sådan, at depresionerne er blæst væk. Jeg skal stadigvæk tage medicin, og også i årenene der kommer. Hver tredje måned skal jeg til kontrol hos psykologen. Af og til oplever jeg stadigvæk nedture. Men jeg har vundet en ven, der aldrig mere forlader mig, en ven som jeg til enhver tid kan bede om hjælp og råd, og som også har hjulpet mig med at finde andre værdifulde venner, som jeg kan stole 100 % på.

Jeg ønsker af hjertet, at hvert menneske har eller må finde en sådan ven.
Så for mig opleves dette alligevel virkelig som en «happy ending» …