Guddommelig kærlighed—er det en følelse?

“Vi ses!” råber jeg muntert, idét jeg vinker farvel fra hoveddøren. Jeg træder langsomt til side, lukker døren, og et lettelsens suk undslipper mig. Jeg får dårlig samvittighed med det samme! En sød pige, og jeg kan ikke lide at være sammen med hende—jeg ved ikke hvorfor.

“Du er sådan en hykler!” en lille stemme håner mig i mit hovede. “Kalder du dig selv kristen? Det er meningen at kristne skal elske sine fjender; det ved alle. Du elsker ikke engang dine venner!”

At forsøge at elske hjalp ikke

“Jeg har prøvet!” siger jeg højt og bestemt, i et forgæves forsøg på at få disse ubehagelige tanker til at tie stille. Det er sandt—jeg har prøvet. I lang tid har jeg virkelig gjort en indsats for oprigtigt at elske menneskene omkring mig, specielt de, som jeg føler, jeg “ikke passer sammen med”.

Jeg har ikke undgået dem, og når de har gjort eller sagt noget, der får mig til at blive irriteret, har jeg anerkendt at irritationen kommer fra mit indre og bevidst fornægtet mig selv.

Men det har ikke hjulpert mig. Sandt—måske hader jeg dem ikke, men selv efter jeg har fornægtet min irritation, er det eneste, der er tilbage neutrale ord, et tomt rum blottet for enhver slags følelse. Jeg kan ikke sige, at jeg kan lide at være sammen med dem, for slet ikke at tale om at elske dem.

Hvordan kan Jesus befale os at elske?

Jeg synker træt ned i en lænestol, og føler mig ganske nedslået. Hvorfor skal det være så svært? Endnu engang slår jeg op på de velkendte ord fra Jesu bjergprædiken, hvor han befaler os at elske vore fjender.

“I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Matthæusevngeliet 5:43-44

Når jeg ser på dette vers, er det noget der falder mig ind. Jesus giver os fire formaninger her, men de sidste tre er ting, du faktisk kan gå ud og gøre. Jeg mener, det kan være svært, men hvis nogen forbander dig, kan du velsigne dem. Det er muligt—du kan ikke sige, at det er umuligt! Det samme med de næste to, du kan fysisk gøre noget godt imod mennesker, som hader dig, og bede for mennesker som behandler dig dårligt.

Men hvordan kan Jesus befale os at elske menneskene? Jeg mener, kærlighed er en følelse. Fuldstændigt reguleret af det limbiske system i vor hjerne eller sådan noget. Hvordan kan man tvinge sig selv til at elske en anden? Man elsker dem, eller man elsker dem ikke—sådan virker det hvert fald for mig.

Kærlighed er en handling

Med tiden bestemmer jeg mig for at snakke med Bernt Stadven, en ældre kristen, som jeg respekterer og stoler meget på. Jeg forklarer mit dilemma og konkluderer med at sige, at det ikke virker retfærdigt, at Jesus befaler os at gøre ting vi ikke selv har kontrol over, som hvordan vi skal føle om andre personer.

“Nej, nej, du forstår det helt forkert!” siger han entutiastisk. “Den kærlighed Jesus snakker om her, er ikke en følelse. Det er lige så meget en handling som alle de andre ting, han befaler os at gøre.”

“Virkelig?” spørger jeg tvivlsomt. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener.

“Selvfølgelig,” svarer han. “Du ved, hvad der står skrevet i Første Korintherbrev 13, ved du ikke? Det er kapitlet, hvor apostlen Paulus beskriver, hvad guddommelig kærlighed er. Læs det grundigt—der er ikke beskrevet en eneste følelse.”

Jeg åbner lydigt min Bibel for at tjekke det. Helt rigtigt, fra vers 4 står der, “Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag…” 

“Se, det er hvad det betyder at elske en anden,” forklarer Stadven. “Hvis du er venlig imod mennesker, og god imod dem, og ikke misunder dem, og ikke er uhøflig overfor dem, så elsker du dem, og det betyder ingenting, hvad dine følelser fortæller dig. Så lyder du Jesu befaling – helt og fuldt.”

Det er som om, der bliver tændt et lys inde i mit hovede! Dette er noget, jeg kan gøre! Al denne tid har jeg ventet på følelser, der skulle komme og bevise, at jeg elsker mennesker. Jeg vil føle, at jeg elsker mennesker, før jeg er mild, langmodig, osv. Men det er omvendt! Det er de handlinger, jeg udfører, fordi jeg vil elske menneskene, der er beviset på, at jeg faktisk elsker dem.

Jeg takker Stadven med et bredt smil, og går væk med et nyt håb inde i mig. Nu ved jeg, at ligemeget hvad jeg føler, kan jeg elske hver enkelt person, jeg kender, på samme måde som Jesus gjorde.

“Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op." 
Første Korintherbrev 13:7-8