Guds ord: Et forslag til et bedre liv?

Forrige weekend var jeg på et kristent stævne. Mens jeg lyttede til Guds ord som blev talt, var der specielt et skriftsted som virkelig fangede min opmærksomhed. «Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.» Matthæus 6,34.

Jeg tænkte på dette ord. «Vær da ikke bekymret for dagen i morgen.» Javel, det kunne jeg jo prøve. Jeg skal ikke bekymre mig for i morgen. Enkelt nok. Jeg tror det vil fungere fint for mig.

Et forslag eller et bud?

Vent lidt, hvad gør jeg? Tager jeg Guds ord som bare et forslag til et bedre liv? Det er jo sandt at Guds ord vil gøre mit liv bedre. Dette har jeg oplevet om og om igen i mit eget liv, og jeg har set det hos dem i min omgangskreds. Men Guds ord blev ikke skrevet som et forslag. Nej, forslag er noget man bare tager alvorligt når det lige passer. Forslag kan enten ignoreres eller tages hensyn til. Men Guds ord er en befaling fra Gud selv. Og ja, hensigten og virkningen er at mit liv bliver forbedret, men det er stadig en befaling. Dette betyder at hvis jeg vil være kristen, anser jeg det som en lov for mit liv. Jeg tager det lige så alvorligt som lovene der gælder i det land jeg bor i, som for eksempel, «ikke slå ihjel» og «ikke begå brandstiftelse». Dette er ting som er helt oplagt. Guds ord er også en lov som skal være lige så oplagt, og meningen er at det skal følges.

«Hædre din far og din mor.» 2. Mosebog 20,12; Efeserne 6,2. Dette er jo lidt umoderne, synes jeg. Jeg kan måske forstå at det var sådan før, men nu til dags er det altså ikke så populært. Men det er ikke det der står i bibelverset. Guds ord siger ikke, «Hædre din far og din mor, så længe det er populært og noget som er gængs.» Tværtimod, Guds ord er fast og urokkeligt. «Hædre din far og mor.» Intet ‘om' og ‘men'. Jeg må have disse love foran mig hver eneste dag; det er ikke noget jeg bare bruger, når det passer til min egen fordel.

Kristi sind

Hvad så med verset «Vær ikke bekymrede for noget»? Filipperne 4,6. Hvordan betragter jeg dette vers? For at være ærlig, er det let for mig at tænke sådan: «Ikke at være ængstelig for noget; det ville være godt. Jeg kan tænke mig at dette forslag ville hjælpe nogle mennesker, og det ville også være ret enkelt for dem at følge. Du ved hvem jeg mener, dem der har styr på deres liv. Dem med en fin lille familie, en blomstrende karriere, osv. osv.» Men verset er faktisk til mig! Jeg som arbejder på at finde ud af hvilken vej mit liv går, og som af naturen er bekymret for de mindste ting. Og det er ikke bare et forslag; Paulus mente virkelig at det er Guds vilje for mig aldrig at bekymre mig for noget igen!

Men hvordan kan jeg i det hele taget adlyde dette bud? Jeg blev bare født sådan. Jeg blev bare født som en bekymret person. Lad mig fortælle dig at det overhovedet ikke er meningen at jeg skal ende op præcis som jeg blev født. Nei, jeg kommer til at afslutte mit liv totalt anderledes end jeg begyndte. Gud har en plan for at forvandle hver og en af os til noget ganske andet end sådan vi blev født. Han ønsker at gøre os guddommelige. (2. Peter 1,4) Og det er kun gennem at være lydig mod budene i hans ord, at jeg kan blive forvandlet sådan som Gud ønsker det.

Fristelser til at være ængstelig eller bekymret vil selvfølgelig fortsat dukke op, før jeg er helt fri fra al bekymring i min natur. Men i 1. Peter 4,1 formanes vi til at væbne os med det samme sind som var i Kristus. Kristus, som aldrig syndede en eneste gang. Dette betyder at jeg må væbne mig med verset «Vær ikke bekymrede for noget» når jeg fristes til at være bekymret. Jeg fristes altså til at være bekymret: med andre ord, så dukker der en bekymringstanke op i mit hoved. Måske noget der har plaget mig en stund: «hvilken slags karriere skal jeg vælge? Alle mine venner har en karriere, mens jeg fortsat kæmper mig igennem et job uden fremtid.» Men når jeg væbner mig med Kristi sind, bruger jeg verset «Vær ikke bekymrede for noget!» som et våben mod fristelsen. Og jeg beder til Gud om at han vil give mig styrken til at sejre, og at han vil hjælpe mig med at finde vejen som han har for mit liv i fred og i ro.

Fri fra bekymring – fri fra synden

Disse tanker skal altså ikke plage mig mere; jeg behøver ikke at bekymre mig for det. Og så kaster jeg disse tanker ud af mit hjerte. Det er sådan Guds ord skal bruges! Det er et bud at jeg ikke skal bekymre mig. Det betyder at hvis jeg bliver fristet til bekymringstanker, og jeg lader dem fortsætte at plage mig og leve og bo i mit hjerte, så er det faktisk synd. Så er jeg ulydig, og ulydighed er synd. Så enkelt er det.

Ja, det er faktisk så enkelt. Guds ord er nu et bud for mig, ikke bare et forslag som jeg kan se på og overse og glemme. Nej, det er et bud som jeg må have med i alle situationer og forhold. Og det er ikke et tyngende bud. Ved at være lydig, bliver jeg frigjort fra synden, mit liv bliver bedre, og jeg bliver bedre rustet til at velsigne menneskene omkring mig.