Gudsfrygt: En velsignelse på alle mulige måder

«Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker.» Andet Korintherbrev 5,11.

Apostlene tjente Herren under forvirring og ærefrygt. De havde set ind i Jesu storhed og godhed, hans hellighed og renhed. De havde lært hans glødende had mod synden at kende i alle skikkelser, og hans brændende kærlighed til menneskene for at få løst dem ud af syndens magt. De vidste, at det var en blodig kamp Jesus førte, og at han ikke sparede sig noget helt ind i døden for menneskenes frelse.

Nu var Jesus oprykket, og de skulle fortsætte hans gerning og liv blandt menneskene, og der kom stor frygt over dem. Deres opgave var at vinde menneskenes hjerter fuldt og helt for Kristus til troens lydighed ved selv at være gode forbilleder i tale, i færd, i kærlighed og renhed. Ligesom faderen havde udsendt Jesus til verden, så havde Jesus udsendt dem til verden. De skulle lade sit lys skinne for menneskene, så de kunne se deres gode gerninger og prise deres fader i himmelen (Matthæusevangeliet 5,16). Derfor havde de denne frygt for Herren.

Jesu stedfortredere

De var Jesu stedfortredere midt i en ond og vantro verden, og de følte ansvar og frygt. De skulle føre Kristi sag frem til sejr og tage vare på, hvad han ville have varetaget. De skulle lære menneskene at holde, hvad Jesus havde befalet, så de ved det kunne fremstilles hellige og ulastelige for Guds åsyn.

De havde været vidne til Herrens vredes dom i forbindelse med Ananias og Saffira, da stor frygt kom over hele menigheden. De forkyndte også derfor med kraft, at «stræbe efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.» Hebræerbrevet 12,14. «Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden!» Efeserbrevet 4,25. «Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!» Apostlenes Gerninger 2,40. Når de talte, så talte de som Guds ord med ånds og krafts bevis, under stor frygt og bæven. Deres tro var ikke grundet på menneskelig visdom, men på Guds kraft (Første Petersbrev 4,11; Første Korintherbrev 2,1-5). De forfalskede ikke Guds ord for vinding og ære, men ved at kundgøre sandheden anbefalede de sig til alle menneskers samvittighed for Guds åsyn. De vidste, at menneskelige ord var tomhed og at kun korsets rene og uforfalskede ord var en Guds kraft til frelse fra synden.

Nu lever vi i vor tid, som Jesu stedfortredere og udsendinger til at føre Guds sag frem til sejr og til at forherlige Jesu navn blandt menneskene. Hvert menneske har kostet Jesus hans dyre blod, så lad os ikke være ligegyldige for deres sjæls frelse. Vor opgave er som apostlenes, at vinde menneskenes hjerter fuldt og helt for Kristus, for sandheden, retfærdigheden, kærligheden, tålmodigheden, ydmygheden osv., ved at vi selv er gode forbilleder. Lad os have denne Herrens frygt i vore egne hjerter!

Gør Herrens gerninger

Må vi føle frygt og ansvar, så vi varetager Herrens gerninger, hvor vi er placeret i livet. Må vi aldrig komme sammen ligegyldige, men komme som forbedere, der føler ansvar for at alt kan blive til Jesu Kristi ære.

Herrens frygt er omtrent forsvundet fra jorden, og der er få som arbejder på sin egen og andres frelse med frygt og bæven. Herrens frygt virker til velsignelse på alle måder. Foruden det, at den driver os til at vinde mennesker, så er den et stærkt værn og en livets kilde (Ordsprogenes Bog 14,26-27). Den er ren og varer til evig tid (Salmernes Bog 19,10). Den virker had til alt ondt, stolt og overmodigt (Ordsprogenes Bog 8,13). Den giver visdom og forlænger livet (Jobs Bog 28,28; Salmernes Bog 11,10; Ordsprogenes Bog 10,27). De som frygter Herren, bliver optegnet i Guds mindebog, og på den dag Herren skaber, skal de være hans ejendom, og retfærdighedens sol skal gå op over dem med lægedom under sine vinger (Malakias Bog 3,16 og 4,2)

Dette er en redigeret version af en artikel der først blev publiceret med titlen «Frygten for Herren» i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i september 1944.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag