Han giver de svage kraft

«Når opgaverne synes umulige, og jeg føler at al moderskærlighed er borte, beder jeg Gud om at få ny kraft i stedet for at fokusere på problemet …» Et gribende vidnesbyrd fra en ung kvinde i Ohio i USA om at gå tom for styrke, at give op, at sætte sin tillid til Guds ord og få hjælp fra ham.

De uventede øjeblikke når børnene siger eller gør noget, som får mig til at smile bredt, er nok det bedste ved at være mor. Som når jeg overhører min femårige lære min toårige hvordan man skal bede: « … Vær sød at hjælpe alle de gamle mennesker og alle de syge til at blive friske …», hvorefter den mindste gentager bønnen med sit mumlende lære-at-snakke-sprog. Eller når jeg hører den hurtige trampen af små fødder, der løber igennem huset, efterfulgt af en langsom trip-trap,trip-trap da den mindste følger efter nogle øjeblikke senere. Det er disse stunder, der gør modersrollen til det mest tilfredsstillende arbejde.

Til trods for min dybe kærlighed til mine børn, oplevede jeg at det blev mere end jeg kunne klare, når de bad om lidt mere mad, når de egentlig skulle i seng, eller om én godnat-historie til.

Men som med hvilket som helst andet arbejde, har jeg også oplevet lange og anstrengende dage som efterlod mig udslidt, både mentalt og fysisk. Til trods for min dybe kærlighed til mine børn, oplevede jeg at det blev mere end jeg kunne klare, når de bad om lidt mere mad, når de egentlig skulle i seng, eller om én godnat-historie til. Disse var øjeblikke, hvor jeg følte, at min fysiske evne til at passe på mine børn var aftagende. Jeg begyndte at bede om det. I Andet Korintherbrev 9,8 lover Gud, at jeg «altid i alle måder» har alt, hvad jeg behøver. Der står faktisk skrevet i samme vers, at han «magter at give jer(mig) al nåde i rigt mål», og at jeg skal have «overflod til at gøre godt»! Hvorfor var dette ikke en realitet i mit liv?

Så blev min bøn besvaret på en uventet måde. Min mand var på forretningsrejse, og efterhånden havde jeg ikke mange kræfter tilbage. Det svar jeg fik, kom fra Esajas' Bog 40, 29-31:

«Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke. Drenge bliver trætte og udmattede, unge mænd snubler og falder. Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.»

Jeg havde bogstavelig talt brug for at have det, som var skrevet i dette vers: «løber uden at blive trætte» og, «vandrer uden at udmattes»! Men hvad er kravet i dette afsnit? Det er, at jeg «venter på Herren». Og hvad betyder det? For mig betød det, at jeg måtte stole helt på Gud. Jeg fokuserede på min egen manglende evne til at fuldføre opgaven, i stedet for at stole på Guds evne til at hjælpe mig. I stedet for at bruge tid i mine tanker på at ønske, at ting var anderledes, måtte jeg stole på, at Gud ville give mig den styrke, jeg behøvede.

Det krævede ydmyghed for at gøre dette første gang; og hver gang skal jeg «ydmyge mig under Guds vældige hånd.» (Første Petersbrev 5,6) Gud kræver, at jeg er 100 % forsonet med hans plan for mit liv. Hvis jeg vil fortælle Gud, hvad jeg kan eller ikke kan bære, så er han ikke i stand til at give mig ny styrke. Og hvis jeg vil bede om, at forholdet forandres, så kan han ikke give «den trætte kraft».

Når jeg nu mærker, at mine begrænsninger prøver at kvæle mig, har jeg fået et nyt perspektiv. Når opgaverne synes umulige, og jeg føler at al moderskærligheden er borte, beder jeg Gud om at få ny kraft  stedet for at fokusere på problemet, sådan at jeg kan vise mine børn guddommelig kærlighed. Jeg tænker ikke på, hvordan forholdet bør ændres – at det skulle være lettere at putte børnene, eller hvis jeg dog bare havde en som kunne hjælpe mig – men jeg forsoner mig med situationen og beder Gud om hans hjælp.

Resultatet er, at jeg får «ny kraft»! I stedet for at mine børn oplever en irriteret, klagende, utilfreds og udmattet mor, ser de et forbillede som er tålmodig og sød, selv midt i modgang. Dette er blevet en befrielse for mig og mine børn, og jeg håber, at mange andre kan opleve det samme!