Har jeg virkelig brug for Gud?

Jeg er kristen. Jeg er ung. Jeg tror på Gud. Jeg tror på bibelen. Jeg tror at ved at leve efter Guds ord, sådan som jeg læser i bibelen, vil jeg opleve forvandling. Men af og til stopper jeg op og tænker mig om. Skal der findes en Gud?

Hvad hvis der aldrig har været nogen Gud? Jeg tænker, at så ville jeg alligevel ikke have følt at mit liv var bortkastet, for jeg vil jo alligevel leve et godt liv, Gud eller ikke Gud. Så må jeg spørge mig selv, «kan man så ikke leve efter bibelen og budskabet der, uden at tro på Gud?»

Når jeg for eksempel bliver uretfærdigt behandlet, kan jeg vel selv klare at tage det på den rigtige måde? Og når jeg bliver fristet til at sige noget nedladende om andre, kan jeg vælge ikke at gøre det. Jeg vil heller ikke lade dårlige tanker om andre få lov til at drive rundt i mit hovede. Jeg vil kæmpe imod synden, der bor i mig, sådan som jeg læser om i bibelen. Det kan man sikkert klare helt selv. Der skal ikke findes nogen Gud, for at jeg kan klare det. Eller?

Kan jeg selv sætte en stopper for fristelserne?

Hvis Gud ikke findes, er der så noget mål med at leve efter bibelens ord? Ja, for det er et godt budskab alligevel. Men kan man det? Er det muligt at fornedre mig selv og ikke gøre min egen vilje? Noget bliver jeg måske meget god til at takle, andre ting bliver efterhånden en vane. Men hvad ville jeg i så fald have opnået med det? Jeg ville være blevet mere behagelig for andre at omgås. Noget mere? Kommer jeg nogen vegne? Bliver jeg nogensinde færdig med det, jeg prøver at rense mig fra? Kan jeg selv sætte en stopper for fristelserne?

«Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.» (Andet Petersbrev 1, 3-4)

Få del i guddommelig natur?

Hvis jeg tror på Gud og søger kraft hos ham, får jeg altså hjælp til at gøre det rette, det vil sige, en styrket vilje til at gøre Guds vilje og kæmpe imod synden, der bor i min natur. Men ikke kun det: jeg får også «del i guddommelig natur». Der står noget om guddommelig natur i Jakobsbrevet 1, 13: «Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen.» Hvis jeg får del i guddommelig natur, bliver jeg altså fri fra det, der tynger. Efterhånden som jeg kæmper imod min dårlige natur, får jeg mere og mere hvile og frihed fra det. Det plager mig ikke længere. Dette liv, denne frihed, som er det bibelen handler om, mærker jeg, at jeg ikke kan opnå i egen kraft. Dermed forstår jeg også, at Gud findes, for hvor kommer kraften ellers fra? Hvordan skabes et nyt liv, uden at Skaberen gør det?

«Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!» (Galaterbrevet 5, 1)

At kæmpe kampen imod kødet alene = trældom! Guddommelig natur = frihed!

Spørgsmålet er ikke længere, om Gud findes eller ikke. Spørgsmålet er, om jeg vil være byrdet med de samme rådne ting hele mit liv, eller om jeg vil blive færdig med synden en gang for alle? Trældom eller frihed? Valget er enkelt. Jeg går efter alternativ nr. 2. Jeg vælger at tro på Gud og gøre hans vilje, sådan at han kan gøre en forvandling i mig. For det er det, det handler om; forvandling!