Har kristne en kamp at føre?

Krigens, sværdets, kampens vej er livets vej.

Om indtagelsen af landet i den gamle pagt (som jo er et forbillede på den nye pagt) hedder det: «Der var ingen by, der sluttede fred med israelitterne … Alle erobrede de i kamp.» Josvabogen 11,19. Og i den nye pagt hedder det: «Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden.» Hebræerbrevet 12,4. Og «Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat. Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål.» Andet Timotheusbrev 2,3-4 (Se også Jobs Bog 7,1).

Mange har på dette punkt en aldeles fejlagtig (menneskelig, verdslig) forståelse af kristendommen. Netop derfor har Jesus sagt: «Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.» Matthæusevangeliet 10,34.

Om bruden, den yndige og dejlige, står der i Højsangen 6,4 og 10, at hun også er skræmmende som hærskarer med sine banner! Mod synden skal vi gå i krig, bruge sværd og være forfærdelige som hele hærskarer! Kristendom er krig mod løgn, uretfærdighed, egenkærlighed, hykleri, osv. Først mod dette i os selv, dernæst mod det samme i vore elskede medbrødre, de som selv gerne vil blive færdig med det, og endelig mod ånden som vil forsvare galskaben (at forblive i synden)!

De reneste er de forfærdeligste og dygtigste krigere. Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd, og det kløver sjæl og ånd (Hebræerbrevet 4,12). Det dræber os altså! Det dræber egenviljen, vort selvliv, og dermed synden som i ét og alt er vor bitre fjende. Hvert sværdslag er et skridt frem på vejen.

Vi kan sige, at hver synd der bliver besejret er en fæstning som bliver indtaget, og ligeså er det med hver sjæl som bliver løst.

«Fra deres struber lyder hyldest til Gud, i deres hænder har de tveæggede sværd …» Salmernes Bog 149,6. «… ved at bruge retfærdighedens våben til angreb og forsvar …» Andet Korintherbrev 6,7. «Forbandet den, der holder sværdet tilbage fra at udgyde blod!» Jeremias' Bog 48,10. I sandhed stærke ord! Det lønner sig at tage dem til indtægt. Jesus er vor «frelses høvding» (Hebræerbrevet 2,10).

«Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud …» Andet Korintherbrev 10,3-5.

Må vi alle blive så styrket i troen på sejr, at det bliver som der står i Joels Bog 3,15: «Han som er svag, skal sige: Jeg er en helt!»

Lad os efterfølge Josva og Kaleb! De troede på sejr, trods alle de andre 600,000 til 700,000 våbenføre mænd over 20 år gamle som tvivlede. Disse to (sammen med næste generation) kom virkelig ind i det lovede land, mens alle de andre døde uden at opnå dette – bare fordi de i vantro frygtede for de mægtige fjender, som var i landet (Fjerde Mosebog 13 og 14; Første Korintherbrev 9,25-27; Første Korintherbrev 10,1-11; Hebræerbrevet 3,18-19).

Det handler om til enhver tid at huske, at det er krig! At vi ikke forglemmer os, og drømmer om at vi lever i fredstid.-

Denne artikel er en redigeret version af kapitlet «Krigens vej» i bogen «Guds veje til himmelen», publiceret af Skjulte Skatters Forlag i 1935.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag