Helligånden vs. tidsånden: hvem styrer dig?

Mennesket skal være herre i eget liv – men den seneste årrække synes vi at have fået materielle udfordrere til denne magt.

Vi lever i en efterhånden grænseløs verden med tekniske værktøjer i alskens udformninger. Teknologien har over den sidste dekade taget os med storm og tilført materielle goder som vi nu anser som uundværlige for vore liv. Men udviklingen har naturligvis også en påvirkning på vores adfærd, hvor manglende nærvær i sociale sammenhænge synes at være et tiltagende debatemne i medierne. Mange ting kan altså optage vor tid og tanker, men hvad må man her være opmærksom på?

Jeg læste fornylig en tekst af Brunstad Christian Church's grundlægger, Johan Oscar Smith, som gav mig et nyt syn på den verden jeg lever i (“Indre kamp”, Skjulte Skatter, februar 1912):

Indre liv og indre fjender at bekæmpe, besejre og tilintetgøre. Vort indre livs fjender er de kræfter, som vil adsprede sindet ved at lede opmærksomheden udad. Disse fjender er derfor begærligheder af alle slags, som søger at splitte det koncentrerede sind for at få det til at hænge fast ved ting udad, ting som skal forgå. Og netop heri ligger fortabelsen, da det, som hjertet forlod sig på, går til grunde, mens det selv som evigt væsen bliver tilbage med tomheden, som burde være fyldt af Gud selv. Derfor er det nu om for Gud at få sindet bort fra alt udad, det som skal forgå, og vendt indad mod livets ophav, det som skal vedblive ligesom sjælen vedbliver, så glæde og usigelig fryd kan fylde os ud over forgængelighedens tidsperiode og ind i de ukendte evigheder. Må Herren dygtiggøre os dertil.

Tidsånden versus Helligånden

Denne magt, som vil få sindet til at hænge fast i de ydre ting, er tidsånden. Den vandrer man i, når man lader sig styre af denne verden; det er den ånd som er virksom i vantroens børn (Efeserbrevet 2:2). I stærk kontrast til denne er Helligånden, som er Guds talerør til mennesket. Tidsånden arbejder altså direkte imod den Hellige Ånd og har til formål at fylde os med ting som skal forgå – i stedet for at blive fyldt af Guds Ånd.

Hvordan ser vi det i tiden? Det er en tendens at mange unge har problemer med at koncentrere sig – de søger konstant underholdning, og ingen underviser menes at være dygtig nok til at fastholde deres opmærksomhed. Tidsånden handler bl.a. om dette at iscenesætte sig selv. Men som kristen må jeg være opmærksom på, hvilken ånd jeg fylder mig med, og hvad baggrunden er for mine handlinger.

”Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig” (Første Korinterbrev 6:12).

Med henblik på evigheden er det nok ikke tiden på selviscenesættelsesbølgen der gavner mig mest. Gud har altid noget at sige til mig gennem den Hellige Ånd. Han har opskriften på et lykkeligt liv, hvis jeg bare hører efter hans stemme og handler derefter. Men det kræver at jeg er stille og lydhør, for den letteste udvej er altid at slukke Guds tale ved konsekvent at give efter for et akut underholdningsbehov.

Et bevidst fokus på det indre liv

Der er så meget mere i denne verden, end hvad det almene menneske ser og hører. Der er en usynlig verden, som dog tydeligt ses af den troende (Hebræerbrevet 11:1). Derfor har den troende en vished om, at denne verdens tidsånd vil erstatte glæden med en følelse af tomhed, mens den Hellige Ånd vil hjælpe os frem til at få de samme dyder som Jesus havde. Det er dette, Gud vil at jeg skal bruge mit liv på. Har jeg fokus på det indre liv i stedet for det ydre, vil tanken om hvordan jeg tager mig ud i øjeblikket erstattes med, hvad jeg kan gøre for at vinde værdi i den evighed, som venter mig sammen med alle, der har kæmpet de samme kampe.

Har jeg fokus på det indre liv i stedet for det ydre, vil tanken om hvordan jeg tager mig ud i øjeblikket erstattes med, hvad jeg kan gøre for at vinde værdi i evigheden.

Selvom vort ydre menneske går til grunde, kan vort indre menneske fornyes dag for dag, skriver Paulus (Andet Korinterbrev 4:16-18). Når jeg lader mig føre af Helligånden gennem dagen og udfører de mindelser Gud giver mig, får jeg hver dag en større fylde af Kristi dyder i min ånd. Misundelse og hovmod kan blive erstattet af godhed, barmhjertighed og tålmodighed, og disse dyder kan blive en integreret del af mig. Disse er evige værdier som knyttes til min ånd og ikke til mit midlertidige jordiske legeme.

Guldkorn som disse af Smith er skrevet for over hundrede år siden, men derfor ikke mindre aktuelle. Det er ord jeg kan bruge i min hverdag – som kan flytte mit livsperspektiv til at fokusere på min evighed frem for mere eller mindre meningsløse opdrag. Det gør at jeg bevidst prioriterer at fylde mig med Guds ord, og det himmelske syn jeg får derved bliver bagvedliggende for alle mine hverdagslige gøremål.

Når min ånd fornyes dag for dag, vil det sige at jeg bliver et nyt menneske hver dag! Hvilket spændende liv at leve i en sådan stadig udvikling!