Holde fast på troen selv når livet synes at “falde fra hinanden”

Okay, så dette er min historie – en historie om tro. En historie i hvilken jeg engang talte i tro om, hvordan mit liv kom til at være. Og en historie der ender helt ligesom jeg sagde, den ville.

Et vidnesbyrd om tro

Jeg var i et vendepunkt i mit liv. For så længe som jeg kan huske, havde jeg altid haft en stor kærlighed til Gud, men jeg følte, jeg kom til kort i næsten ethvert aspekt af min kristenliv. Så, da jeg blev 18, fik jeg muligheden til at flytte langt væk hjemmefra. Jeg oplevede et godt år i et samfund med mange andre troende og mennesker som elskede Gud af hele deres hjerte. Dette gjorde et dybt indtryk på mig, og som tiden gik, blev jeg dybt påvirket af de liv, jeg så dem leve og vidste, at jeg ønskede det samme – et liv i fred og hvile og fuld af glæde i alle livets omstændigheder.

Så en dag på møde hørte vi om Guds tanker om os (Jeremias' Bog 29:11). Vi blev opfordret til at komme op og tale i tro – profetisk – om hvordan det skulle gå i vore liv fra nu af (Ezekiels Bog 37:1-14). Jeg rystede, mine hænder svedte, og jeg var bange for at gå op og vidne. Men dybt nede i mig fortalte noget kraftigt mig, at ikke at vidne ville være det samme som ikke at tro – og hvordan ville tingene så komme til at se ud? Så, rystende gik jeg op for at vidne og sagde i tro: “Lige meget hvad der kommer på vor vej, vil jeg altid stole på Gud. Han vil forvandle mit liv, og lige meget hvad der sker, vil jeg blive i Guds levende menighed.”

Disse var stærke ord, men de var ord givet af Gud i det øjeblik, så jeg havde tro på, at de var sande.

En prøvet tro

Ikke længe efter det skulle jeg flytte til en anden by. Der gik ikke lang tid, før det kom hårde prøver. Depression ramte mig meget hårdt. Jeg tilbragte måned efter måned med meget få sociale interaktioner og udover dette blev min familiesituation meget vanskelig. Jeg skulle igennem mange oplevelser som gav mig meget smerte.

Som dagene gik, virkede tingene ikke til at gå bedre, og jeg ramte bunden. Men det var der, når “jeg lå med munden i støvet”, at jeg fandt lidt håb (Klagesangene 3:29). Midt i det hele, vælger jeg at tro. Jeg følte mig ikke godt tilpas, men jeg elskede Gud så meget, at jeg i sandhed troede på ham og at “alle ting virker til mit bedste” (Romerne 8:28). Så til trods for det faktum, at jeg havde det forfærdeligt med min situation, tog jeg den bevidste beslutning, at jeg ville vælge tro og håb, selv når det virkede som om, der ikke var nogen (Romerne 4:18).

Lidt tid efter blev en ven klar over min situation, og han hjalp mig. I en af de kristne forsamlinger vi kom i, hørte jeg noget som var spot on. De talte om profetiens ånd, og hvor kraftig den er. Så inviterede de os til at vidne i den ånd. I det øjeblik huskede jeg, hvad jeg engang havde vidnet om. Jeg vidste, jeg skulle gå op og vidne igen, fordi det gik op for mig at indtil det øjeblik, havde Gud opfyldt, det jeg engang profeterede! Jeg troede i sandhed på, at alle de ting jeg gik igennem var en del af Guds plan for at forvandle mig.

Mere og mere viste han mig, at mine ydre omstændigheder ikke længere betød noget, så længe jeg tog tingene på den rigtige måde. At det var mine egne tanker om, hvordan livet skulle være, jeg skulle sejre over og stole på at Guds vej for mit liv er perfekt. Så lærte jeg at takke for alt, at bede uden ophør, ikke at klage og ikke ønske efter eller ville have bedre ydre situationer, i forestilling om at det ville gøre mig lykkelig. Og når jeg tager ham på ordet, så modtager jeg det liv, jeg engang længtes efter. Et liv med indre glæde og fred – Kristi liv. Det var den forvandling, han gjorde. Så jeg gik op og talte igen i troens ånd.

“Da vi har den troens ånd, der står skrevet om: »Jeg troede, derfor talte jeg,« så tror vi, og derfor taler vi også.” Andet Brev til Korintherne 4:13.

En levende tro

Jeg opdagede at tro ikke betyder, at jeg skal føle mig godt tilpas. Tro er ganske enkelt en beslutning, jeg tager, når jeg bliver fristet – det er at tro på Guds ord og ikke på mine egne evner, følelser og fornuft. Det er en handling. En som fører mig til hvile og fred. Det har ingenting med gode følelser at gøre. Mange gange havde jeg det dårligt, og min sjæl var urolig (Salmernes Bog 6:3; Johannesevangeliet 12:27). Jeg blev brudt ned og måtte udelukkende stole på Gud om hjælp. I mange dage og nætter kunne jeg ikke engang sove. Men jeg stoppede aldrig med at tro. Jeg blev stærkt fristet til at tvivle, men jeg gav ikke efter. Når jeg for eksempel blev fristet til tanker med misundelse, fortvivlelse eller at klage, råbte jeg til Gud, og han gav mig kraft til at tage disse tanker til fange og ikke lade dem bestemme min fremtid.

“Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Romerne 10:17. Da jeg begyndte at tage Guds ord som det står skrevet, gik det op for mig, at jeg også kunne tale tro til mig selv, når jeg var alene. Jeg behøver ikke have en taler med mig hele dagen for at høre Guds ord. Jeg har hans ord i bibelen. Så jeg kan tale hans ord højt til mig selv igen og igen, så at troen kommer ind i mit hjerte. 

Min kamp mod fortvivlelse, depression, modløshed, misundelse, selvmedlidenhed, håbløshed, osv. er ikke færdig, siden jeg først vidnede. Men jeg har fundet, at hvis jeg har mit sind i det himmelske, kan ingenting på jorden ryste min tro.

Vi kan sejre i alle ting ved Jesus og ved vort vidnesbyrds ord (Johannes' Åbenbaring 12:11). Det er sandt; det har været min oplevelse. Og fra nu af vil jeg også tale tro til mig selv på andre områder i mit liv. Først og fremmest når jeg er alene, men også når andre er sammen med mig.