Hvad vil det sige at være en Jesu discipel – for mig?

Der står skrevet meget om Jesu disciple i det nye testamente. Det var de som var tættest på ham og de som fulgte Jesus, hvorend han gik. Definitionen på en discipel er en “personlig efterfølger af Jesus.” Jesus siger, at vi skal “opgive alt og følge mig.” Jesus er ikke længere her på jorden som person, så hvordan bliver jeg en Jesu discipel? Hvordan følger jeg ham og lever tæt på ham?

Lukasevangeliet 14:33 siger, “Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” Derfor er det modsatte også sandt: Den som giver afkald på alt sir eget kan være hans discipel. Men hvordan gør jeg det? Betyder det, at jeg skal sælge alle mine jordiske ejendele og bo et isoleret sted uden familie eller ejendele? Hvordan giver jeg afkald på alt, jeg har?

“Giv afkald på alt og efterfølg mig”

Først skal jeg finde ud af, hvad jeg har, før jeg kan give afkald på det. Jeg tænkte på mine ejendele: jeg har dem, men det ville kun kræve en brand eller katastrofe at miste det hele, så derfor kan de blive taget fra mig uden at jeg giver afkald på dem. Hvad med min familie og venner? De kan også blive taget fra mig af noget så småt som en virus eller en ulykke. Hvis det handler om mine ydre ejendele, så ville det være enkelt at give afkald på dem for at blive en discipel. Men jeg har mødt mennesker som har solgt alt og levet et isoleret sted, og de var meget ulykkelige mennesker – hvert fald ikke Jesu disciple! Så hvad er egentlig mit, som Jesus ønsker, jeg skal give afkald på, for at følge ham? Det eneste som virkelig er mit, og som ingen kan tage fra mig, uafhængigt af min ydre situation, er mine tanker og meninger.

Det går op for mig, at jeg har en tanke og mening om alt! Disse kan være meget stærke, uafhængigt af hvad jeg ejer. I Esajas’ Bog 11:3 står der skrevet om Jesus: “Han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører.” Hvis Jesus ikke dømte efter, hvad han så eller hørte, hvem tror jeg så, jeg er, når jeg har en tanke eller mening om alting, jeg ser og hører? Er jeg villig til at give afkald på mine egne meninger og høre på, hvad Jesus har at sige?

Det kunne være, at nogen gør eller siger noget ondt. Min mening er måske at rette op på situationen. Men når jeg giver afkald på min mening og lytter til min mester, som ser til hjertet og ikke dømmer efter, hvad der siges eller høres, skal jeg måske være helt stille. Måske er den persons udbrud et resultat af indre smerte eller stress. Måske er det kærlighed og tålmodighed, der skal til. Jeg kan ikke følge Jesus som “færdedes overalt og gjorde vel” og være hans discipel uden at give afkald på mine egne idéer og meninger (Apostlenes Gerninger 10:38).

Hvem leder mine skridt?

Det er en ting at forstå, at mine tanker og meninger ofte ikke er korrekte, når det gælder de andre. Men hvad når det kommer til mit eget liv? Synes jeg, jeg ved, hvad jeg har brug for, for at blive frelst? Har jeg et mål med mit liv? Synes jeg, jeg ved, hvor meget jeg kan bære, og når det bliver mere, end jeg kan bære? Synes jeg, jeg ved, hvor jeg ønsker at være om fem år, med mit liv? Det betyder ikke, at jeg ikke skal have en plan eller retning i livet, men når tingene kommer på min vej, som jeg synes er unfair eller for vanskelige, er jeg så villig til at give afkald på alt, jeg har, kender og tænker for at være en Jesu discipel? I Ordsprogenes Bog 16:9 står der, “Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt.” Så lader jeg virkelig Gud styre mine skridt, også når jeg planlægger på min måde?

Vi kan lære noget af Job, som var en “retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.” Jobs Bog 1:1. Vi kender alle til de mange katastrofer som ramte Job, og han forbandede stadig ikke Gud. I Jobs Bog 40:2, siger Gud, “Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham?” I kapitel 42 Job “angrer i støv og aske.” Han forbandede aldrig Gud højt igennem hans lidelser, men det er tydeligt, at han havde sine egne tanker og meninger om, hvad der var kommet på hans vej, eller ville han ikke have noget at angre.

Ser jeg, at det at være utaknemlig eller klage over det, Gud tillader på min livs-vej, er det samme som at rette på ham? Eller angrer jeg i støv og aske og giver afkald på mine egne idéer og tanker, for at følge Jesus og blive hans discipel? Når jeg giver afkald på mine egne tanker og forener mig med Guds tanker for mit liv, så bliver jeg lykkelig og har fred i mit indre.

Den slutning Herren ønsker

Så blev verset i Jakobs Brev 5:11 åbenbaret for mig: “Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.” Ser jeg hvilken slutning Herren ønsker i mit liv, igennem de situationer han sender på min vej? Ser jeg, at hele meningen med disse ydre situationer er, så jeg kan lære at give afkald på mine egne idéer, og at jeg i sandhed kan blive en Jesu discipel og følge ham? Ser jeg at ved at gøre dette, bliver jeg ubeskriveligt lykkelig uanset mine ydre omstændigheder, og jeg mister min frygt for fremtiden?

Det eneste der står i vejen for, at jeg bliver en discipel, bliver lykkelig og har en ubeskrivelig fred i mit indre er mine egne tanker og meninger. Hvis jeg ikke giver afkald på disse, vil jeg aldrig kunne se, hvor Jesus gik, for at følge ham. I Matthæusevangeliet 16:24, siger han, “Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.’” Nu bliver dette vers meget virkeligt i mit liv. For at følge Jesus skal jeg fornægte mine egne tanker og idéer og korsfæste dem, så de kan dø. Når jeg gør dette, ser jeg hans medfølelse og barmhjertighed, og at han i sandhed giver mig det bedste på min vej (Romerne 8:28). Så er jeg i sandhed en Jesu discipel.