Hvad betyder det egentlig at være sagtmodig?

Ordet «sagtmodig» har ofte negative bibetydninger. Mange tror, at sagtmodighed betyder, at man er som en dørmåtte, som andre bare træder på. Men Jesus beskriver sig selv som sagtmodig, og vi ved, at den mand som trodsede farisæerne, væltede pengevekslernes borde i templet og aldrig undgik at bruge sandheden som et tveægget sværd, aldrig kunne beskrives som en «dørmåtte». Hvis vi efter Jesu ord vil arve jorden, skal vi altså lære at forstå, hvad det egentlig betyder at være sagtmodig.

I denne artikel påpeger Elias Aslaksen den store forskel mellem at være sagtmodig og at være forsagt, og hvorfor det ene er en dyd, og det andet er en last:

Jesus sagde: «Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.» Matthæusevangeliet 5,5, og: «Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.» Matthæusevangeliet 11,29.

«Sagtmodig» og «forsagt» er modsætninger

Sagtmodig og stille ånd hører sammen (Første Petersbrev 3,4), men må ikke forveksles med en forsagt og stille ånd, for det er noget helt andet! Forsagthedens ånd er stikmodsat af sagtmodighedens ånd! Den stilhed som ledsager sagtmodighed, kommer af tillid til Herren, mens forsagthedens stilhed kommer af mangel på tillid.

Ej heller skal det forstås sådan, at den sagtmodige ånd altid er stille. Han er stille, når han skal være stille: han bliver udskældt eller krænket, når andre taber hovedet, når andre sladrer om alt muligt, når man slås om fordele og vinding, osv., men ikke når han skal trænge sig ind på Gud med høje skrig og nødråb, ikke når han skal råbe til Gud dag og nat, eller når han skal opløfte sin røst som en basun og forkynde Guds folk deres overtrædelser (Esajas' Bog 58,1), eller når han skal forsvare evangeliets sandheder offentligt, eller når han skal rive lammet ud af løvens gab.

Den guddommelige natur er dobbelt. Den er stille, når det passer at være stille, og den kan både tordne og lyne – når det passer! Den syndige natur er også dobbelt. Den larmer, når den skulle være stille, og så er den stille og forsagt, når der burde råbes af fuld hals.

Sagtmodighed fører til frelse

«Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.» Fjerde Mosebog 12,3; men da han så guldkalven og dansen om den, da kastede han lovens tavler fra sig og slog dem i stykker (Anden Mosebog 32,19). Og Jesus, som bad os lære sagtmodighed af sig, han brændte af nidkærhed, så han væltede pengevekslerens bord og drev dem ud af templet med en tamp (Johannesevangeliet 2,13-17). Man skal ikke spørge efter sagtmodighed i sådanne situationer. Den er nok til stede hos åndelige personer; men så er det andre guddommelige egenskaber, som er de fremtrædende, netop fordi det passer bedst!

Vi skal med sagtmodighed modtage de ord som er indplantet i os (Jakobsbrevet 1,21). Når ordet dømmer og irettesætter os, når det kløver sjæl og ånd, led og marv, når det sønderslår os og ydmyger os, når det ribber og afklæder os, så gælder det om at være stille og sagtmodig, give ordet ret og lægge hånden på munden i stedet for at gengælde, forsvare og undskylde sig. Så skal vi ledes frem på livets vej, blive smykket med mere og mere frelse, skridt for skridt.

Denne artikel blev først publiceret som et kapitel i bogen «Guds veje til himmelen» i januar 1935, og er redigeret og tilpasset dette format.

© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag