Gå til indhold

Hvad jeg lærte om irritation i løbet af en weekend

Hvem eller hvad bestemmer, om jeg bliver irriteret på de andre omkring mig?

At være fri fra irritation er nok noget, vi alle ønsker. Vi vil vise godhed, venlighed og tålmodighed mod andre, selvom de ikke nødvendigvis har været søde imod os. Men dette er ikke altid så let. Vi kan tænke, at vi har irritation under kontrol, indtil der pludselig sker noget, der får det til at tippe over for os.

Da jeg voksede op, havde jeg et iltert temperament. Jeg havde nul tolerance, når andre ikke handlede, sådan som jeg ville. Et fejltrin af en af mine søskende, og så var jeg i gang.

I Jakobsbrevet 1,19-20 står der: «Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud Her er det klart; at irritere sig over andre er modsat af Guds retfærdighed. Det fører til strid og bitterhed.

Jeg begyndte at arbejde med at blive mere bevidst om, hvordan irritation bare fløj op i mig, fordi jeg begyndte at blive klar over resultaterne af mine skarpe reaktioner og min kritik. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte med at være årsag til disse ting.

Og jeg troede, at jeg var blevet god til at vise tålmodighed og forståelse indtil en weekend, hvor lyset skinnede meget klart for mig og viste mig, hvor meget der var tilbage.

En serie af uheldige hændelser

Jeg var på weekendtur sammen med en gruppe af mennesker, og i løbet af kun én dag gik det næsten så galt, som det kunne gå. Og det var næsten som om, det eneste jeg kunne gøre var at skyde skylden på de andre for alt der gik galt.

I stedet for at svare med tålmodighed og godhed, delte jeg kolde kommentarer og skarpe bemærkninger ud. Det eneste jeg kunne tænke på var, at de andre var ansvarlige for alt det, der var gået galt. Hvordan kunne de være så nærsynede? Hvorfor kunne det ikke have været mere gennemtænkt? De, de, de, de.

Men så, når jeg sidst på dagen tog mig tid til at tænke over det, faldt der noget på plads. Hvorfor kunne jeg ikke gøre noget med mine egne reaktioner? Hvorfor kunne jeg ikke vise godhed, selv midt i en vanskelig situation?

Jeg var irriteret, fordi jeg havde forventninger til de andre. Jeg blev sur, når de ikke handlede, sådan som jeg ville. Der var ingen kærlighed i mig.

Kærlighedens kendetegn

Første Korintherbrev 13,4-7 beskriver, hvad det betyder at vise kærlighed: «Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt

I løbet af meget kort tid havde jeg været skyldig i at gå imod omtrent alt i verset ovenfor. Det blev utroligt klart, at mine handlinger var så modsat af kærligheden, som man kan komme.

Den første del af verset lyder: «Kærligheden er tålmodig, er mild Der findes ingen undtagelser fra dette. Der står ikke: «Kærligheden er tålmodig med mindre …» Hvis jeg ikke svarer med tålmodighed og godhed, viser jeg ikke kærlighed.

Lysten der frister mig, bor i mig

I Jakobsbrevet 1,14-15 står der: «Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død Andre kan sikkert gøre ting, der vækker lysten til at blive irriteret, fordi lysten bor i mig. Men jeg kan ikke være tilfreds med at give efter. Jeg skal gøre noget for at bryde den onde cirkel.

Da jeg indså, at jeg havde givet efter for min irritation i løbet af weekenden, bestemte jeg mig for at tage en kamp op imod den – at ændre holdningen mod de andre omkring mig fra anklage til taknemlighed. Jeg blev stadig fristet nådeløst til irritation i løbet af weekenden, men nu var det anderledes. Jeg forstod, at jeg ikke var nødt til at lade det herske over mig. Jeg kunne svare med tålmodighed. Med langmodighed. Følgerne var, at resten af weekenden var meget fredeligere og hyggeligere.

Hvordan kan jeg blive færdig med irritation?

Det kan virke, som om folk kan gøre mærkelige ting nogle gange. Når nogen gør noget, der pirrer mig til at blive sur, kan jeg komme ind i en vane, hvor jeg tænker, «Årh, hvis han bare handlede sådan og sådan, ville det være lettere at forholde sig til ham.» Men tænk på det: Er min åndelige udvikling afhængig af mine egne eller de andres handlinger?

Jeg kan kun styre mit eget liv – jeg vælger, om jeg viser venlighed eller irritation, når der opstår situationer i livet. At vente på at andre skal forandre sig, og sige at jeg skal blive en bedre person, efter at de er blevet bedre, er ganske enkelt latterligt.

Vi kan også blive fristet til at bruge undskyldningen, at «Jeg er bare vred af natur. Jeg bliver let irriteret.» Måske er dette sandt nu, men skal det være sandt i morgen? Har jeg et mål om at blive færdig med det, eller er jeg tilfreds med at være en slave af irritation?

«Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.» Efeserbrevet 4,31-32.

Godhed. Barmhjertighed. Tilgivelse. Det er vort mål. Det handler om at jage efter målet, selvom vi har haft en weekend hvor alt ikke går som planlagt.

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os