Hvad siger Bibelen om at tale i tunger?

Tungetale er en åndelig nådegave. Det betyder at tale med ord eller på et sprog, man ikke kender for at opbygge både sig selv og andre.

Jesus forudsagde, at man skulle tale i tunger: «Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger.» Markus 16,17. Første gang nogen talte i tunger var på pinsedagen, da Den Hellige Ånd blev udøst over apostlene, som vi kan læse i Apostlenes gerninger 2,1-12. Apostlene talte evangeliet til folket i Jerusalem, og det de sagde blev forstået af mennesker, der talte mange forskellige sprog: «… Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.» Apostlenes gerninger 2,11.

Senere skriver Paulus også om tungetale i 1. Korintherne 12 og 14. Men her skriver han, at den, der taler i tunger, ikke taler på et forståeligt sprog: «Ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.» 1. Korintherne 14, 2. Alligevel kan denne nådegave, der er blevet givet til troende være til nytte for modtagerne og bruges til at opbygge andre i kristne forsamlinger.

Hvad siger Bibelen om at tale i tunger?

Meget af det, der står i Bibelen om denne nådegave, er skrevet af Paulus til menigheden i Korint. Tilsyneladende havde mange af dem fået nådegaven, men forstod ikke rigtigt brugen af den i deres forsamlinger.

Paulus forsøgte at hjælpe dem til at forstå hensigten med tungetale: «Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.» 1. Korintherne 12,4-10.

Tungetale var en af mange forskellige nådegaver, der blev givet til troende til hjælp i opbyggelsen af Kristi legeme, som er menigheden.

Til opbyggelse

Tungetale i sig selv kan være til hjælp for et menneske. Paulus siger: «Den som taler med tunger, opbygger sig selv.» 1. Korintherne 14,4. Tungetale kan hjælpe os til at udtrykke det, som er i vor ånd, og som vi ikke kan udtrykke med ord. Paulus gør det klart, at den bedste måde at opbygge menigheden på, er at tale profetisk, med «almindelige» ord, som bygger tro og forståelse for alle, der hører talen. «Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger.» 1. Korintherne 14,18-19.

Tungetale kan derimod også være «til det som er gavnligt» i en kristen forsamling, hvis det tydes (eller tolkes) til et sprog, som dem som er i forsamlingen forstår: «Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det.» 1. Korintherne 14,26-27.

Når den bruges på denne måde, bør tungemålsgaven bruges til at understrege og støtte det åndelige budskab, og ikke fordi man føler sig bevæget i sit følelsesliv. På den måde vil andre end den, der taler i tunger også blive opbygget.

Et tegn for de vantro

Tungemålsgaven blev også givet af en anden grund: «I loven står der skrevet: Ved folk med fremmede sprog og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren. Derfor er tungetale et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke-troende, men for de troende.» 1. Korintherne 14,21-22. På den måde kan det gavne dem, der deltager i en forsamling, men som endnu ikke har forpligtet sit liv til Kristus.

Der er også tilfælde i Apostlenes gerninger hvor folk som blev døbt med Den Hellige Ånd talte i tunger samtidigt. Dette skete særligt på pinsedagen, da Den Hellige Ånds dåb blev givet for første gang, men det skete også ved andre anledninger (se Apostlenes gerninger 1 og Apostlenes gerninger 19,5-7). Men der står ingen steder at disse to altid skal ske samtidigt.

Hvem modtager denne åndelige nådegave?

Der står i Bibelen, at ikke alle troende modtager denne nådegave: «Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale?» 1. Korintherne 12,28-30. Vi ser her, at kun nogen får nådegaven til at tale i tunger, præcis ligesom kun nogen er kaldt til at være apostler, osv.

Som med alle Åndens nådegaver, er tungemålsgaven ikke nødvendigvis et tegn på åndelig modenhed. Mange af korintherne talte i tunger, men Paulus siger at de var «småbørn i Kristus». (1. Korintherne 3,1) Når nådegaven derimod bruges på en hensigtsmæssig måde, kan den bruges til at opbygge både sig selv og andre medlemmer på Kristi legeme.