Hvad sker der med troen, når tragedien rammer?

Lydia og Jouni var i begyndelsen af tyverne og havde været gift i knap et år, da deres liv ændrede sig fuldstændig, og deres tro på Gud virkelig blev sat på prøve.

Det var præcis på datoen for vores første bryllupsdag, da Jouni begyndte at miste følelsen i tæerne. Vi boede i Finland den sommer, og han havde lige fået et godt arbejde som kranfører. Det var godt betalt; vi havde brug for pengene til at finansiere mit sidste år på universitetet i England.

Vi var hos lægen tre gange, men de troede ikke det var alvorligt, måske bare en nerve i klemme. Vi blev alligevel ved med at komme tilbage, fordi andre symptomer begyndte at dukke op. Til sidst, efter ca. to uger, kunne Jouni knap gå uden hjælp og fik i al hast foretaget en MR-undersøgelse. Jeg kan huske, at lægen bad os komme ind på kontoret. Han forklarede, at de havde fundet en svulst i ryggen. De vidste ikke, om den var ond- eller godartet, så vi måtte køre til et sygehus i en anden by for at få udført en biopsi.

Da vi kom til sygehuset i Tampere, konkluderede lægerne, at situationen var for alvorlig til at tage nogle prøver. Ethvert forsøg på at finde kræfttypen eller graden kunne føre til, at den ville sprede sig. Det ville være en lang og vanskelig operation, og der var ingen garanti for, at Jouni ville overleve, heller ikke for at han kunne gå igen.

Jeg kan huske, at vi sad stille sammen i lang tid. Havde lægen virkelig sagt ordet «kræft»? Det er et ord, man aldrig forventer at høre, og når man hører det, lyder det ikke virkeligt.

Men så skete der noget mærkeligt. Det var som om tiden stoppede op, og vi blev holdt oppe over altsammen. Vi kunne tydeligt mærke, at vore venner bad for os, og vi to havde godt fællesskab sammen.

«For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.»  (Matthæusevangeliet 18, 20). Dette vers var noget vi oplevede personligt. Der blev fældet tårer, men vi havde hvile i Gud – hvile som vore venner bad ind i vore hjerter. Vi fik mange opmuntrende beskeder. Jeg tror, at det som gjorde mest indtryk på mig, var at se Jouni som blev kørt ind i operationsstuen i fuldstændig hvile.

En lang helbredelsesproces

Efter operationen, da dagene gik og Jouni begyndte den lange helbredelsesproces, mødte vi mange vægge: MRSA, en ny operation – denne gang pga. infektioner i hjertet. På mange måder havde vi følt, at vi havde været igennem den store kamp og kunne næsten ikke tro, at der var endnu mere.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: «Gud giver os jo ikke mere, end vi kan håndtere, og jeg har nået grænsen nu – så kan det ikke blive værre!» Men Gud behøvede virkelig at få mig til et sted, hvor jeg kunne søge ham, uden at stole på min begrænsede menneskelige styrke. Da kunne han begynde noget helt nyt i mig!

Der var mange ting, som jeg ikke forstod, og det er vanskeligt for os mennesker at gå fremad uden at vide nøjagtigt hvorfor ting sker, eller i det mindste at have en slags plan. At gå fremad i tro i denne situation var for mig som at give Gud min hånd og lukke mine øjne.

Mange gange følte jeg, at jeg ikke kunne fortsætte, og at det var svært at stole på Gud, men så huskede jeg versene, «For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres plane.» Esajas' Bog 55:8-9.

At stole på Gud

Jeg kan enkelt trylle en idé frem om, hvad Gud ønsker at vise mig i et forhold, og hvordan han kommer til at sørge for, at alt er «ok», men hans veje og tanker er højere end mine. Jeg ved ikke, hvordan han vil bruge mig i situationen, men jeg kan være i hvile, velvidende om at hans plan er fuldkommen.

Gradvist lærer jeg at forstå Guds tanker med mig og se, at alt har med min frelse at gøre – min evighed. Jeg må tage det rigtigt, så han kan gøre det arbejde i mig.

I begyndelsen koncentrerede vi os bare om at komme igennem dagen. Det blev ikke lettere, men jeg kan huske, at nogen tidligt i forløbet sagde: «Du skal holde dit syn på Jesus, ellers synker du i vandet,» og det er sådan vi bestemte os for at komme igennem hver dag.

Når tiderne virker specielt mørke, tænker jeg ofte på et vers i Første Samuelsbog 7,12: «Så langt har Herren hjulpet os.»

Han har aldrig svigtet os; alt det han har ført os ind i, har han også ført os igennem. Det eneste alternativ er at stole helt på ham. Vi ved ikke, hvad fremtiden vil bringe. Som det ser ud nu, er Jouni lam fra livet og ned. Vi ved ikke, om han nogensinde kommer til at gå igen, men vi ved, at Gud vil bevare os og gøre det sådan, at alt virker til vort aller bedste – vor evige frelse.