Hvis bare …

Jeg kan huske, at jeg hørte min mor sige en dag: «Hvis jeg bare havde flere skabe i køkkenet, ville det ikke være så rodet». Dette var et tema der fortsatte hele livet, fordi hun ikke var så glad for at gøre husarbejde; og for at være ærlig er det jo meget lettere for os at skylde skylden på husets indretning, end at blive bedre til husarbejde.

Æblet falder ikke langt fra stammen …

Jeg blev en «hvis bare»-person. Fra ungdomstiden og frem til for ganske nyligt har det altid været: Hvis bare mit soveværelse ikke var så koldt, kunne jeg lave mine lektier; hvis jeg bare havde transport, kunne jeg skaffe mig et lørdags-arbejde; hvis bare kompostkværnen fungerede, kunne jeg rydde på i haven; hvis jeg bare havde mere tid, kunne jeg fuldføre mine projekter; og (til min mand) hvis du bare kom hjem til tiden, ville middagens ikke være kold …

Jeg har gradvist indset, at jeg kom med undskyldninger for mine omstændigheder; jeg kunne høre mig selv sige «hvis bare» for mange gange. Jeg bestemte mig for, at jeg skulle tage mig sammen og bare bagynde at se, hvad jeg faktisk kunne gøre ved at organisere min tid bedre og rydde op i haven uden kompostkværnen. Da jeg havde taget beslutningen, fik jeg en ny bølge af energi og inspiration. Des mere jeg bare satte i gang og gjorde en indsats, uden at tænke på hvor meget enklere det ville være, hvis jeg havde trægulv, højteknologisk havearbejdsudstyr, så blev tingene gjort og jeg fik en følelse af tilfredshed.

Men hvis vi er en «hvis bare»-person, når det gælder de praktiske ting i livet, har vi også en tendens til at være en «hvis bare»-person, når det kommer til det følelsesmæssige og åndelige sager, og det betyder at vi sandsynligvis ender med at skylde skylden på andre mennesker eller livets omstændigheder for, hvordan vi føler os. Dette har absolut været tilfældet for mig, og tankemønstre kan være sådan: Hvis min kollega ikke havde kritiseret mig, ville jeg være blevet nedtrykt. Hvis mine venner havde inviteret mig, havde jeg haft ondt af mig selv. Hvis jeg havde haft flere penge, kunne jeg have været gavmild. Hvis Gud havde givet mig en hyggeligere personlighed, ville jeg have været sødere. Hvis jeg havde haft et bedre arbejde, ville jeg være mindre stresset.

Hvis jeg var gift/single.

Hvis jeg ikke havde fået børn.

Hvis jeg var tykkere/tyndere/højere/kortere.

Hvis jeg boede i et varmt land med meget sol …

Og sådan kan det blive ved.

Et resultat af at leve i konstant utilfredshed med vore omstændigheder er, at vi bliver åndeligt passive og hele tiden venter på, at Gud skal ændre på ting. Og alligevel venter Gud på, at vi sætter i gang – han kan lede vor retning, hvis vi bevæger os, men ikke hvis vi sidder stille. Vi kan være overraskende uvidende om, at det der skal ændres er os selv.

Hvis du, som jeg, er tilbøjelighed til en passiv personlighed der undrer sig over, hvor meget livet kunne have været anderledes, hvis omstændighederne ikke havde «rottet sig sammen» mod os, så overvej dette: Næste gang du fristes til ønsketænkning om, hvad du kunne opnå, hvis du havde samme held og bankkonto som andre, så tag en kamp op.

For det første vil Gud hellere hjælpe os til at modstå misundelige tanker end at overøse os med penge, eftersom det at være tilfreds er mere værdifuldt for en discipel end at være rig. Og for det andet, serverer vi gæsterne kiks og kaffe, hvis vi ikke har råd til fine oste og god vin. Venner der ønsker samfund kræver ikke god mad og vil ikke dømme os på grund af servicet.

Og for det tredje har Gud oversigt over absolut alt. Han lader ting ske med os ​​og han lader ting ikke ske. Han har lange linjer med tanke på at danne os efter sin søns billede, og alle vore livsforhold er med i denne proces.

Det er ikke antal «talenter», Gud giver os, som definerer os – det er, hvad vi gør med dem, der tæller.

«Én gav han fem talenter, en anden to, og en tredje én …» Matthæusevangeliet 25:15.

«Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små … Gå ind til din herres glæde!» Matthæusevangeliet 25,21.