Hvordan angsten mistede sin magt over mig

Alison oplevede en fødselsangst der næsten var fysisk. Men hun vidste, at hun har en Gud som er stærkere end nogen angst.

Det var meget tidligt i min graviditet, at jeg vågnede midt om natten, da en bølge af angst pludselig skyllede ind over mig. Dette var tredje nat i træk, at dette var sket. Mærkeligt nok handlede denne angst ikke om barnets helbred; nej, denne angst – så ægte, at jeg næsten kunne føle det som en fysisk smerte – handlede om mig selv og den fødsel, jeg stod over for.

Dette var ikke min første baby, og jeg vidste, at det var ganske normalt at opleve fødselsangst. Men jeg havde aldrig oplevet en så dyb angst så tidligt i graviditeten. Mine tidligere fødsler havde været lange og ikke helt uden komplikationer. Men efter medicinske standarder havde de været relativt «normale». Jeg kunne ikke engang forklare for mig selv, hvorfor denne næsten irrationelle panik havde taget fat i mig på denne måde. Da jeg lå der, blev en ting klar: Jeg kunne ikke fortsætte som dette i syv eller otte måneder til – det måtte få en ende!

Jeg vidste, hvor jeg kunne få hjælp

Igennem tågen af frygt og angst vendte jeg mig til det eneste sted, hvor jeg vidste, at jeg kunne få den hjælp, jeg havde brug for: Til Jesus, som havde sagt: «Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!» Matthæusevangeliet 11,28.

«Kære Jesus,» bad jeg. «Giv mig den hvile. Pas på min baby og mig, men mest af alt, hjælp mig til at sejre over denne angst.» Jeg tænkte på andre løfter fra Gud i bibelen og læste disse vers for mig selv for at drive angsten væk.

«kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.» Første Petersbrev 5,7. (Også Filipperbrevet 4,6-7 og Andet Timotheusbrev 1,7)

Da jeg citerede disse vers for mig selv, kunne jeg mærke at fred og ro fra Gud overvandt frygten, og jeg kunne falde i søvn igen.

Sejr i kampen mod angst

I løbet af de næste uger oplevede jeg denne kamp flere nætter i træk. Men hver gang bad jeg og citerede vers for at drive frygten bort. «Jeg vil ikke give efter for denne angst,» bestemte jeg i mit hjerte. «Jeg vil være frimodig og stærk!» (Josvabogen 1,9)

Som tiden gik, mærkede jeg, at angsten begyndte at miste sit greb – selvom den fortsatte med at være en fristelse. Den kom sjældnere og var lettere at forvise. Jeg blev ikke længere hjemsøgt af den om dagen og gruede mig ikke længere til natten. Jeg oplevede, at Gud virkelig var med mig, og ved at stole på ham og at tro på hans ord, fik jeg den hjælp, jeg havde brug for, helt ligesom lovet!

Jeg indså også, at kampen mod angst var afgørende for, at jeg skulle beholde min tro og tillid til Gud. At lade angsten slippe ind ville være at tvivle på Gud og tvivle på hans løfter.

Da jeg var ca. fem måneder gravid, foreslog en af vore børn et navn til barnet. Jeg slog op i navnebogen og opdagede navnets betydning: «Symbol på sejr». Det var det navn, jeg ville, at min baby skulle hedde! Jeg skulle sejre over angsten, helt til det øjeblik denne baby blev født.

Fuld tillid til Gud bringer hvile

Da dagen kom, og min mand og jeg kørte til sygehuset, mærkede jeg endnu en gang den gamle fristelse til at være ængstelig. «Nej!» bestemte jeg. «Lige meget hvad der sker nu, vil jeg forblive i hvilen. Jeg har bedt Gud om at passe på os, og jeg ved, at han skal gøre det. Jeg skal ikke ængste mig!»

Og det var lige præcis det, jeg oplevede. Fred, mens timerne med at vente langsomt gik forbi, og sygehuset bestemte sig for noget for så at ombestemme sig. Hvile, da fødslen endelig var i gang – og fortsatte i timevis uden megen fremgang. Selvom der kom komplikationer og fødslen medicinsk set blev den værste jeg havde haft, kunne jeg stadig forblive i hvile.

Og da min baby endelig lå i mine arme, mærkede jeg, fysisk udmattet som jeg var, alligevel kun fred, ro og taknemlighed. Den angst som havde prøvet at hjemsøge mig i næsten ni måneder måtte nu forlade mig en gang for alle. Jeg var så taknemlig for, at jeg ikke havde givet efter, men havde kæmpet mod den, selv i de mørkeste tider. Jeg vidste med fuld overbevisning, at Gud havde været med mig og hjulpet mig, ikke bare sådan at babyen og jeg kunne komme trygt igennem det hele. Den største triumf var, at Gud havde været med mig i mit standpunkt mod angsten, og jeg havde sejret.
«Lauren Joy,» tænkte jeg, da jeg så på min lille pige. «Hendes navn skal betyde ‘Sejr’ og ‘Glæde’.»