Hvordan bliver Guds kærlighed fuldkommen i os?

Den fuldkomne Guds kærlighed: Gensidig kærlighed

Det er en almindelig antagelse, at man i en særlig grad er genstand for Guds kærlighed, når man bliver overøst med nådegaver. Dog bliver denne kærlighed kun udvist fra Guds side og ikke vores. Gud har ingen garanti for, at vi elsker ham uden dette, at vi holder hans bud.

Vi ser ofte under vækkelser sjæle meget overøst med nådegaver, og man skulle tro at sådanne rigt benåede sjæle havde en stor genkærlighed til Gud. Men når år og dage glider hen over livet, viser det sig som oftest, at netop disse sjæle snubler i de mindste lydighedsgerninger. De var begejstrede så længe, de blev overøst med gaver, så længe der ikke blev stillet krav til dem. Men lige så snart Guds krævede en lille lydighedsgerning af dem, sank de sammen i dyb modløshed og forsagthed. Er dette den prøvede tro, som er mere kostelig end guld? Nej! Derfor siger apostlen: «men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.» Første Johannesbrev 2,5.

Kærligheden er ikke fuldkommen, når den kun er at finde hos den ene part. Den skal være gensidig, hvis den skal kunne siges at være fuldkommen. Først da kan det siges, at vi er i ham og han i os (Første Johannesbrev 3,24).

Guds kærlighed bliver fuldkommen i samfund med faderen og sønnen

Kærlighedsbudet er et gammelt bud, så længe der kun er sandhed i ham; men holder vi hans bud, så vil det gamle bud blive til et nyt bud som bliver sandt i os, ligesom det er sandt i ham. Denne gensidige kærlighed vil fordrive mørket, og det sande lys vil skinne i sin fulde kraft. Det profetiske ord er som et lys der skinner på et mørkt sted. Dette er det hellige bud. Når vi holder hans bud, vil dette mørke sted i hjertet blive oplyst. Det som var lyst og sandt i ham vil blive lys og sandhed i os. Ved stadigvæk at give agt på de hellige bud vil dagen bryde frem, og morgenstjernen gå op i vore hjerter (Andet Petersbrev 1,19).

«… det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.» Første Johannesbrev 1,3-4.

Holde Guds bud: Den fuldkomne Guds kærlighed

Det er umuligt at have samfund med faderen og sønnen uden at holde hans bud. Glæden bliver, uden dette, heller ikke fuldkommen. Hvor man bedrager sig selv, når man lever sit liv ubekymret hen – uden at spørge efter Guds vilje med sig. Men lever sit liv i stadig tilbageblik over de dage, hvor man blev frelst, da man fik åndens dåb, da man fik tungemålsgaven. Apostlen Paulus glemte det som var bag, og jagede efter det som lå foran ham. Skal vi have fremgang i Guds rige i de dage som kommer, så spørg efter Guds bud, kend hans vilje, ofre dig i kraft af en evig ånd. Du vil på denne måde blomstre som en herrens have, og de som anså dit liv som idel trældom skal sukke i stum forbavselse, når de ser at dette alligevel – mod alle deres formodninger – var Guds vej, den de havde bespottet.