Hvordan det, at forlade min komfortzone, åbnede mine øjne enormt

Nogle gange kan vi undre os over, hvorfor Gud tillader os at gå igennem vanskelige situationer.

Skrevet af Karen Clarmo
Hvordan det, at forlade min komfortzone, åbnede mine øjne enormt

For nogle år siden startede jeg på et nyt job, som krævede at jeg flyttede til et andet land. Før jeg flyttede, havde jeg alle mulige idéer om, hvordan det ville være.

En kærkommen forvandling?

Hjemme havde jeg været involveret i en ungdomsgruppe – organiserede aktiviteter og arbejdede frivilligt regelmæssigt. Jeg havde en vennegruppe og arbejdede med mennesker, jeg havde kendt i årevis. Alt dette holdt mig ganske travl, hvilken jeg godt kunne lide. Det var behageligt.

Det var svært at rive mig selv op med roden, men jeg var også spændt på nye oplevelser. Til trods for at jeg ikke havde nogle forventninger, gik der ikke lang tid, fra jeg flyttede, til det gik op for mig, at dette ikke kom til at gå så smertefrit som jeg troede.

Jeg ønskede at tage ansvar i min nye ungdomsgruppe, men der synes ikke at være behov for det. Jeg prøvede at forstå et ny kultur, lære nye mennesker at kende og blive vant til mit nye arbejde. I tillæg til alt dette var der omkring seks måneders skyede dage i træk og for meget tid til at tænke – det er sikkert at sige, at jeg ikke havde den bedste tid i mit liv.

Bevæge sig baglæns?

Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg overhovedet var flyttet. Jeg følte at jeg gik baglæns i mit åndelige liv, fordi jeg lige pludselig så alt muligt i mig, som jeg ikke vidste var der før. Måske var jeg ikke den venlige, villige, betænksomme person, jeg troede, jeg var. Måske var jeg kun villig til at være venlig og glad på mine egne betingelser? Men hvordan kan man virkelig være lykkelig på sine “egne betingelser?” Livet forandrede sig altid, og hvis min lykke var på grund af mine jordiske situationer, så ville jeg være i en følelsesmæssig rutsjebane gennem livet.

Jeg ville ikke have, at tingene blev ved på denne måde. Jeg vidste, jeg ikke ville blive på dette nye sted for altid, og jeg ville ikke spilde min tid på at være utilfreds.

“Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Romerne 8:28.

Med al min ny-fundne tid til at tænke gik det op for mig, at det var godt for mig at blive taget ud af mit behagelige liv. Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg tilmeldte mig og organiserede ungdomsaktiviteter. Var det fordi, jeg elskede Jesus og ønskede at behage ham, eller var det bare fordi jeg godt kunne lide at have travlt? I mit tidligere hjem havde det været så let at tænke, at jeg havde det godt åndeligt, helt enkelt fordi jeg havde meget ansvar. Uden alt dette indså jeg, at jeg burde styrke mit forhold til Jesus og erkende, at enten ønskede jeg dette liv fordi det så godt ud udenpå, eller fordi jeg elskede Jesus og der er inge anden måde for mig at leve, end for ham (Andet Brev til Korintherne 5:14-15).

En re-evaluering

Disse nye situationer fremtvang så mange tendenser i mig – ting jeg troede, jeg var færdig med eller ikke vidste, jeg havde – som at blive irriteret, utilfreds, asocial, modløs og selv at tænke, at jeg var mere end andre. Jeg kunne ikke lide at se alt dette ubehagelige stof bane sig vej til overfladen, og for en tid skyldte jeg skylden på mine situationer. “Hvis bare tingene var anderledes …”

Hvis jeg er ærlig, har jeg flere gange ønsket, at jeg ikke var flyttet, fordi jeg savnede mit gamle, behagelige liv. Måske er det ikke så usædvanlig en tanke at have i en udfordrende situation. Så tænkte jeg på Jesus, og den indstilling han havde.

“Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.’” Matthæusevangeliet 26:39. Hvis Jesus – i de ekstreme prøvelser han skulle gå igennem – kunne have denne indstilling, burde jeg så i det mindste ikke have det på samme måde?

Der er ting som Gud skal føre os igennem for at nedbryde os, så vi kan se vor sande natur og gøre fremgang på den vej, han banede for os. Så bliver jeg nødt til at se, at bare at komme igennem disse situationer ikke fører til fremgang, men jeg skal erkende min synd og rense det ud, ellers forspilder jeg mine situationer. Hvis jeg ikke tager stilling til synden i mit kød, som jeg ser nu, så bliver det ved med at komme op til overfladen.

Kraften i selverkendelse

Når jeg endelig ser synden i mit kød, så er det Satans bedste tid til at så modløsheds-tanker. Han hvisker ting som “du er så meget dårligere end alle andre, du har ikke gjort nogen fremgang, du vil aldrig få sejr over synd, du burde bare give op.” Det er alt sammen fuldstændig løgn!

Jeg gik ikke baglæns i mit åndelige liv, bare fordi jeg pludselig så en ny side af mig selv. Den side af mig havde altid været der; mine situationer skulle bare forandres, før jeg kunne se det. Det er så håbefuldt, fordi det er Guds måde at vise mig, at han ikke har opgivet mig – ved at vise mig disse ting!

Der er utroligt kraft i at være i stand til at sige, “Ja, jeg er på denne måde, og jeg ved det ikke er godt,” for først da kan jeg døde den synd, jeg finder i mig selv.

Jeg behøver ikke ønske mine situationer væk. Det er ikke sådan, Gud fuldfører sit værk i mig. Når jeg er hurtig til at erkende sandheden om mig selv og bede Gud om hjælp, kan han hjælpe mig med at gøre fremgang mod mit mål; at blive som Jesus.

“… og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag …” Filipperne 1:6.

 

Måske er du interesseret i at læse mere på vor temaside om hverdagslivet, eller i artiklerne herunder.

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Skrevet af Elias Aslaksen

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.