Hvordan du kan tale Guds ord med frimodighed

«Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning!» Andet Timotheusbrev 4,2. «Og nu, Herre, se dog deres trusler, og giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed…»  Apostlenes gerninger 4,29.

Gud vil, at hans tjenere gør og taler hans ord med al troens frimodighed. Vi skal opmuntre og formane hinanden for at opbygge hinanden i vor tro. Men der er ofte mange tanker, som kan forhindre os i at gøre det.

Måske er du ikke pastor, præst eller apostel. Måske tror du, at du er for ung, eller at du mangler evnen til at beregne ting rigtigt. Det er let at begynde at tvivle på, at du har noget at give til de andre.

En tjeners sind

Jeremias, en profet i det gamle testamente, tænkte også sådan. Han sagde til Gud, at han ikke kunne tale; han mente, at han var alt for ung til at Gud kunne bruge ham. Men Herren sagde til ham: «Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå, og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale. Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig og frelser dig,« siger Herren.» Jeremias' Bog 1,7-8.

Gud holder sig ikke til normale standarder, når han finder sine tjenere. Du behøver ikke at være en bestemt alder, højde eller størrelse. Det er heller ikke nødvendigt for dig at være født i en bestemt familie, eller at tjene et vist beløb hvert år. Det vigtigste er, at du har lyst til at gøre Guds vilje, og at du er hurtig til at gøre det, han taler til hjertet.

Vor duelighed er af Gud

I Johannesevangeliet 8,12 siger Jesus“«Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.» Når vi følger Kristus på ydmyghedens vej, er det klart, at vi faktisk får livets lys! Dette er ikke noget fra os selv, eller noget der kommer fra vor egen intellekt eller personlige evner. Nej, det er noget der kommer fra Gud selv. «Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt …» Andet Korintherbrev 3:5-6.

I Esajas' Bog 41,10, siger Herren: «Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast.» Når vi har tro på Gud og vor duelighed er af ham, så kan vi have stor frimodighed i livets forhold, og gøre og tale det som han virker i vore hjerter. Det spiller ingen rolle, hvor svag og hjælpeløs vi føler os; Gud selv har lovet, at han skal styrke os til at fuldføre hans vilje.

Det ord vi vidner

Der står i Johannes' Åbenbaring 12,11, at de hellige besejrede Satan «ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.» Som kristne skal vi følge Kristus i sandhed og holde Guds ord med hele vort hjerte (Johannesevangeliet 14,23). Hvis vi gør dette, har vi magt og myndighed i vort vidnesbyrd. Så kan vi snakke om Guds ord med stor frimodighed, da vi personligt har oplevet Guds arbejde i vore liv. Satan, som også er kendt som «vore brødres anklager», vil ikke noget hellere end at få Guds folk til at tie. Når Guds ord tales i kraft og frimodighed, er Satan magtesløs. Derfor prøver han at skræmme os med anklagende tanker og følelser af mindreværd og svaghed og minder os om vore fejl. Igen og igen fortæller han os, at vi ingenting har at give, og at det er bedre, hvis vi bare forbliver tavse.

Men hvad siger Guds ord om denne sag? Det stik modsatte. «For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.» Andet Timotheusbrev 1,7. I stedet for at være bundet af frygt eller anklageånd kan vi snakke og skrive om Guds ord med krafts ånd.

I frimodighed kan vi vidne om hans løfter, hans trofasthed og hvad han skal gøre og har gjort i vore liv. Virkningen af dette er, at vi taler tro lige ind i vore egne hjerter, og ved at gøre det, bygges vort håb, og Guds ord bliver mere og mere levende for os! Vi vil ikke kun være i stand til at overvinde Satan, men vi vil være i stand til at opmuntre de andre og give dem evige ord som styrker og opbygger!

«For Zions skyld vil jeg ikke tie, for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs, før dens ret bryder frem som et lysskær og dens frelse som en flammende fakkel.» Esajas' Bog 62,1.