Hvordan ensomheden mistede sit tag på mig

I midten af teenageårene var jeg aktiv på alle måder. Jeg elskede sport, havde altid travlt på arbejdet og var meget involveret i aktiviteterne i menigheden. Jeg vidste, at jeg elskede Gud, og at jeg ønskede at være en discipel, men midt i alt dette, følte jeg mig alligevel meget ensom.

Jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner. Jeg tænker ofte: «Hvorfor mig? Alle har en ven, der altid er der; hvorfor vil Gud ikke give mig det?» Fordi jeg ofte havde et smil på læben, var der ingen som egentlig vidste, at jeg var så ensom, selvom jeg havde en tom følelse indeni.

Efterhånden indså jeg, at min selvtillid forsvandt, og jeg var meget optaget med mig selv, og hvor forfærdeligt mit liv syntes at være. Jeg var i gang med at bygge en indvendig mur af ærgrelse, der gjorde mig blind for alle behov, udover mine egne. Og selvom jeg indså, at denne mur var til stede, vidste jeg egentlig ikke, hvad jeg skulle gøre med den.

«Du skal stoppe med at leve for dig selv»

En weekend var de unge fra vores menighed samlet for at lave nogle aktiviteter, og jeg var modvilligt taget med. Men der gik ikke så længe, før jeg fandt mig selv siddende alene. En af de ældre ungdomsarbejdere, som jeg kendt og var glad for, så sorgen bag mit smil og satte sig ved siden af mig. Jeg åbnede døren til mit hjerte og fortalte ham, hvad der gjorde mig så urolig. Han lyttede nøje og smilede lidt, da jeg fortalte min historie om, at «jeg har ingen venner».

Hans svar ramte mig hårdt, og de ord kommer jeg altid til at bære med mig og være taknemlig for: «Lucy, du skal stoppe med at leve for dig selv, og give dit liv for andre. Bare vent og se hvor lykkelig Gud vil gøre dig.»

Inderst inde vidste jeg, at han havde ret; Jeg vidste, at det var mig, der skulle forandres, og ikke de andre. I Jakobsbrevet 1,14 står der, at alle bliver fristet, når de drages og lokkes af sin egen lyst. Det betyder, at problemet ligger hos mig; det er mine egne lyster og ønsker, mine krav og følelser af utilfredshed, der forårsager uro, og det der skal gøres noget med, uafhængigt af hvordan andre behandler mig. Den aften lagde jeg mig på knæ og bad inderligt til Gud. Jeg bad om, at han ville åbne mine øjne og give mig en trang til at hjælpe og velsigne andre, og at han ville gøre mig lykkelig.

Jeg kan ærligt sige, at mit liv aldrig har været det samme siden.

En bevidst kamp

I stedet for at lade mine tanker dreje sig udelukkende om mig selv og min situation, bestemte jeg mig for at begynde at leve for andre. Jeg tog en bevidst kamp op i tankelivet, imod tanker som ensomhed, modløshed og selvmedlidenhed, og for at lade fred råde i mit hjerte i stedet for (Kolossenserbrevet 3,15). Hver gang der kom en negativ tanke, så forestillede jeg mig, at jeg smækkede døren for den, sådan at den ikke skulle overtage eller have nogen magt over mig.

Udover at kæmpe mod disse tilbøjeligheder inde i mig, blev jeg også aktiv med de praktiske ting, som jeg kunne gøre. Jeg havde bedt til Gud den aften om at han måtte åbne mine øjne for andres behov, og det var nøjagtigt det han gjorde!

Gradvist begyndte jeg at se folk omkring mig, der følte sig ensomme eller udenfor, og som måske havde brug for mig som en ven, eller en som kunne hjælpe dem. Jeg brugte det, jeg havde, til at gøre det godt for de andre i små, dagligdags ting som at køre andre i min bil, købe noget godt til børnene og altid, så snart nogen kom op i mine tanker, så bad jeg for dem. Jeg gjorde, det jeg kunne, for at gøre andre lykkelige, og som følge af det blev jeg selv lykkelig.

Glæden slog ikke ned i mig med det samme, men den kom over tid.

Et nyt tankesæt

Efter nogle uger med at praktisere dette, kom jeg til aftenen på en travl dag og opdagede, at jeg ikke én gang havde givet efter for selvmedlidenhed, eller spildt tiden med at være optaget af mine egne problemer. Gud havde forandret mit tankesæt, og jeg var virkelig begyndt at have omsorg for de andre. Dem jeg tilbragte tid med og bad for, var blevet mine venner, uden at jeg havde lagt mærke til det! Og på grund af dette var ensomheden forsvundet; den havde ikke længere tag på mig.

I dag er min situation så anderledes. Før var jeg desperat efter at få venner, og selvmedlidenhed trak mig ned. Men da jeg stoppede med at fokusere på mig selv og begyndte at bruge min tid på ting, der har rigtige værdier, blev jeg i stand til at bygge varigt venskab med dem omkring mig. Gud åbnede mine øjne for ting jeg havde været blind for, og nu er mine tanker ikke længere baseret på «jeg, mig og mit».

Det betyder ikke, at der altid har været «klar sejlads». Satan er kommet flere gange for at prøve at føre mig tilbage til det mørke sted, jeg havde været i. Men jeg har modstået ham; jeg har valgt at tage vare på menneskene omkring mig, og at være en velsignelse og ven for de andre. Jeg har holdt Jesu ord om kærlighed ret foran mine øjne: «Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.» Johannesevangeliet 15,13.

Som et resultat har han velsignet mig mere, end jeg kan forklare! Jeg har solide, pålidelige og trofaste venner, alt for mange til at tælle. De er mennesker, som altid har været der, men som jeg ikke havde været i stand til at se på grund af mit egoistiske, tågede syn. Jeg fandt dem, da jeg valgte at stoppe med at fokusere på mig selv!