Hvordan jeg blev en bedre mor for mine teenagere

Jeg havde en meget vanskelig teenager der var helt ude af kontrol. Dette var til trods for al vor indsats for at skærme vores børn fra dårlig indflydelse. Jeg havde gjort alt, jeg vidste. Jeg havde bedt meget, lært børnene Guds ord og prøvet at være et eksempel for mine børn.

Jeg blev ved med at spørge mig selv: “Hvad gjorde jeg forkert?” Jeg bebrejdede mig selv og tænkte, at jeg på en eller anden måde var ansvarlig.

Et øje-åbnende vers

Men så læste jeg et vers som havde en virkelig øje-åbnende effekt for mig. Det var dette vers i Første Timotheusbrev 2:15: “Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.”

Dette gjorde, at jeg ikke længere så på min teenager, men satte forstørrelsesglasset på mig selv.

Med det samme begyndte jeg at måle mig selv efter dette ord: holdt jeg fast ved troen for min teenager og mig selv, selvom situationen så dyster ud? Viste jeg kærlighed, selv når de ikke fortjente eller ønskede det? Var mine handlinger vejledt af hellighed og besindighed? Jeg lagde mærke til nogle fristelser i mine tanker, som ikke var i tråd med Guds ord. Tvivls-tanker om situationen for eksempel. Jeg kæmpede også med frygt og så de værst tænkelige scenarier for mig. Så jeg kæmpede virkelig mod disse tanker ved at bruge Hebræerbrevet 4:12 som et våben: “For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.”

Det var så let at blive distraheret af min teenagers “overtrædelser”. Jeg undrede mig over, efter alt jeg gjorde for dem, kunne de ikke se eller forstå? Disse tanker skulle renses ud af mit sind. Efter mange bønner og ved at læse Guds ord for at styrke mig selv, så jeg så meget arbejde som skulle gøres i mig. Jeg tænkte; “Hvordan kan jeg pege fingre af min teenager, når jeg skal arbejde på så meget selv”. Der gik det op for mig, hvor meget barmhjertighed Gud havde for mig, selv når jeg ikke så min egen nød og var så indstillet op at forandre min teenager. Jeg indså ikke, at jeg prøvede at kontrollere min situation og skulle i stedet lægge alt i Guds hænder.

Barmhjertighedens øjne

Mere og mere begyndte jeg at se på min teenager med barmhjertighedens øjne. Gud havde elsket mig, selv da jeg stadig var en synder. Jeg begyndte at have en anden indstilling; jeg accepterede, at jeg ikke kunne gøre arbejdet, kun Gud kunne, så mit bønneliv blev kraftigt udvidet. Nu var mine bekymringer lagt over på ham. Nu vidste jeg, at Gud ikke kunne opnå, det han ønskede i mine trængsler, hvis jeg stadig holdt på min egen styrke. Disse er så høje tanker at tænke, at jeg på nogen måde kunne opnå noget godt selv!

Så jeg betroede min teenager fuldstændigt i Guds hænder. Og ja, Gud gjorde et formidabelt arbejde selvom det tog flere år. Jeg voksede i blind tro. Ligemeget hvad der skete fra det tidspunkt, eller hvordan situationen så ud, så vidste jeg at mine børn var i Guds hænder. Han ville ikke tillade at der skete dem noget, jeg ikke kunne bære (Første Korintherbrev 10:13; Andet Petersbrev 1:3).

En stor fred fyldte mit hjerte, som jeg aldrig havde kendt til! Jeg så ikke på stormen, men kun ind i Jesu øjne. Ligesom Peter da han gik på vandet.
Gud kunne frelse min teenager og jeg.