Hvordan jeg kan bidrage til verdensfreden

For nylig læste jeg et vers, som jeg ikke tror, jeg nogensinde har lagt mærke til før. Det beskriver nogle mennesker, som “sønnerne af tumult.” (Fjerde Mosebog 24:17, engelsk oversættelse). Det vers gjorde øjeblikkeligt et stort indtryk på mig. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som en “dramaqueen.” Men pludseligt tvivlede jeg på mig selv. Er jeg faktisk en der skaber tumult, på grund af min indstilling og handlinger? Jeg indså, at jeg er meget på den måde! Jeg havde aldrig set mig selv sådan før.

Jesus sagde, “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” Matthæusevangeliet 5:9. Jeg har altid tidligere tænkt at det, at være en fredsstifter er en som ikke rigtigt skændes og måske kan hjælpe andre med at stifte fred. Lidt som en generelt behagelig person, men det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Men nu kom det til mig som aldrig før, at fred er langt meget mere end dette.

Hvis jeg klager, skaber jeg så fred? Hvis jeg er misundelig, skaber jeg så fred? Hvis jeg er bange eller stresset? Hvis jeg insisterer på, at andre skal se tingene på min måde? Hvis jeg taler negativt om andre? Hvis jeg gør ting som er bedst for mig selv på andres bekostning? Hvis jeg ser ned på andre? Hvis jeg er nysgerrig efter at blande mig i andres sager? Hvis jeg insisterer på (selvom det kan være ubevidst!) at andre ligger mærke til mig? Hvis jeg forsvarer mit eget ego? Alle disse ting er på grund af synden i mit kød! Hvis jeg ønsker frelse, skal jeg erkende min egen egoisme – min egen synd. Når jeg erkender det, så kan Gud gøre et arbejde i mig.

Al klage og protest fra min sjæl kommer af ikke at være forenet med Guds vilje for mit liv. Hvis jeg ville elske og gøre hans vilje, så ville han bevare mig i fuldkommen fred. For at gøre dette skal jeg ydmyge mig selv og fuldstændigt opgive min eget ego og tanker. At komme til fred, til hvile, til frelse er min top-prioritet, og ligemeget hvad jeg skal opgive for at komme til dette, er det værd at give op.

Paulus formaner os Romerbrevet 12:18: “Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer.”

Det gik op for mig at, at det at stifte fred er i alle aspekter af mine handlinger og gøremål hver dag, med Gud og mennesker. Jeg kommer ikke til fred ved at bruge min egen forstand og fornuft i mine situationer. For at komme til fred, skal jeg søge visdommen ovenfra som først og fremmest er ren, dernæst fredsommelig (Jakobsbrevet 3:17). Ved at overvinde mine menneskelige reaktioner, mit eget ego, ved at ydmyge mig selv og søge at gøre Guds vilje, får jeg denne rene fred. Mine handlinger er rensede fra al synd. Ikke ved at være optaget af mit eget bedste og stresse om det, og være bekymret og misundelig og utilfreds.

Når jeg regner mig selv – mit ego, min vilje, min fornuft, meninger og “kundskab” – korsfæstet med Kristus, da har jeg adgang til Gud og adgang til helligåndens kraft. Så bringer jeg mine syndige reaktioner i døden, og der kommer en livgivende ånd af fred og hvile som følger mig i alt, jeg gør. Den ånd kan også velsigne og hjælpe andre. Så de kommer i kontakt med mig, kan de opleve Kristi liv, hellere end Kathryns hektiske liv. Kristus skal leve i mig! Det er hele meningen, at jeg formindskes og han øger i mit liv (Andet Korintherbrev 4:10; John 3:30).

I Apostlenes Gerninger står der skrevet om en mand, som beskrives som “trøstens søn” (Apostlenes Gerninger 4:36). Mit mål i livet er, at jeg kan blive forvandlet fra at være en søn af tumult til at være en trøstens søn, og en søn af Gud. Det hjørne af verden jeg arver kan ihvertfald være fredeligt, så langt det afhænger af mig.

“Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham.” Salmernes Bog 1:3.

Hvis vi allesammen tog det på denne måde, ville verdensfreden ikke være et problem.