Hvordan kan jeg være «korsfæstet med Kristus»?

«Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.» Galaterbrevet 2,19-20.

Ja, dette er centrum i kristendommen, den faste grund på Kristus. Indtil dette bliver sandt for den enkelte, er der jævnligt nederlag og fiasko. Så længe man lever selv, bliver det bare elendighed, for i os selv – i vort kød – bor det intet godt (Romerbrevet 7,18). Ingen magter af sig selv at vandre i Kristi fodspor, at gøre Guds vilje, eller at holde Guds bud.

Hvert menneske er efter kødet fordærvet, uforbederligt, kraftesløst og umuligt. Des mere man forsøger at gøre det gode, des mere finder man ud af, at det er håbløst. Hvad skal vi gøre med sådan et helt igennem fordærvet og umuligt menneske? Med denne erfaring og denne erkendelse, med denne sorg og i denne nød, åbner Gud vore øjne, for at vi blev korsfæstet med Kristus, at det ikke bare var vort skyldbrev, der blev naglet fast til korsets træ (Kolossenserbrevet 2,14), men også selve skyldneren.

Kristi værk indbefatter dette. Faderen regner sådan. Det er sådan. Paulus kunne i sandhed sige: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv». Det kan man jo heller ikke sige, og bør for alt ikke sige, al den tid man ikke lever et sejrende liv. Hvis jeg for eksempel bliver fornærmet, sur og bekymret, og siger at jeg ikke længere lever selv, men at det er Kristus som lever i mig – så bliver det jo det samme som at sige, at det er Kristus der bliver fornærmet, sur og bekymret, at det er Kristus der synder, og det ville jo være formasteligt! Hvem lever vel et helt igennem sejrende liv i denne verden? Det gør hver den som ved tro er korsfæstet med Kristus, hver den som ikke lever længere selv!

Det er da denne stilling, kære læser, som det gælder at indtage, og som det handler om at forblive i, efter at man endelig en gang har fået nåde til at indtage den. Dette er store og ufattelige ting! Men Gud er også stor, og hans navn er Under! Det er ham selv – han som i sin godhed har fundet for godt at kalde os til noget så stort – som skal gøre et så forfærdelig stort værk i os (Første Thessalonikerbrev 5,23-24).

At være korsfæstet med Kristus

Men enhver kan forstå, at ingen stræber efter at gribe troen på, at man er korsfæstet for noget, som man elsker at beholde. Altså: før man kan gribe troen på at være korsfæstet med Kristus, skal man være blevet træt af sig selv og alt sit eget, ja, man skal være dødtræt af synden og al selvvirksomhed, sådan at man er taknemlig for at kunne blive korsfæstet med Kristus, taknemlig for at få ham som herre over og leder af sit liv.

Når man har fået en sådan indstilling, så vil Gud også sørge for, at man får anledning til at gribe troen på at være korsfæstet med Kristus. Der skal to ting til for at blive korsfæstet med Kristus: 1. At ville det. 2. At tro det.

Tage sit kors op hver dag

«Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.» Matthæusevangeliet 16,24.

«Og henvendt til alle sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.» Lukasevangeliet 9,23.

Vi ser heraf, at det ikke er nogen selvfølge at efterfølge Kristus, selvom man er omvendt. Men hvis nogen virkelig vil følge ham efter, så får han her god besked om, hvad han skal gøre, hvis det skal lykkes.

Det store spørgsmål så længe vi er her til huse, det er og bliver, hvad vi skal gøre med vor egenvilje. Det er dette alt drejer sig om! Vi har alle en kolossal og mangfoldig egenvilje, der står Guds vilje imod. Det er da indlysende, at ikke begge disse modstridende viljer kan ske samtidig. Gør jeg min egen vilje, så bryder jeg Guds vilje. Hvis jeg gør Guds vilje, så har jeg også brudt, fornægtet eller korsfæstet min egen vilje.

Hvis jeg vil gå den samme vej, som Jesus har gået, den vej han har banet, så skal jeg hver dag fornægte min egen vilje og tage det kors op, hvor min egenvilje skal nagles; for det gjorde Jesus. Sådan er hans fodspor.

Kristus levede som korsfæstet hele sit liv (Hebræerbrevet 12,2). Han er mesteren i dette. Og han lærer det fra sig til sine disciple. Når det hedder, at Kristus fordømte synden i kødet (Romerbrevet 8,3), så betyder dette netop, at han fornægtede eller fordømte egenviljen, så denne aldrig kom til udførelse.

At være korsfæstet med Kristus, det vil sige at man i praksis i det daglige liv ustoppeligt siger «nej, nej» og atter «nej» hver gang man fristes. At samtykke og sige «ja, ja», det ville være at stige ned af korset. Vi skal igennem alle slags fristelser i livet. Det bliver det samme som en stadig servering af «nej» til al egenvilje. Her handler det om at være trofast, og ikke gøre nogen undtagelser, samt aldrig at blive træt af at sige «nej».

Et uddrag fra bogen «Jeg er korsfæstet med Kristus», som først blev publiceret i januar 1937 af Skjulte Skattes Forlag.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag