Hvordan Satan forfører Guds folk

Satan har sans for det der hører mennesket til. Ved denne sans afpasser han lokkemidlerne, eftersom det passer for den enkelte. Blandt Guds folk ville det ikke falde i smag, hvis han optrådte som en brølende løve; men når han kommer som en lysets engel med fagre, smigrende ord og med et smil på læben, så skal der meget til, hvis ikke også den troende lader sig dåre. Ligemeget om han kommer på den ene eller den anden måde, så holder han ubarmhjertigt fast ved sin hensigt om at føre mennesket bort i fordærvelse.

Man tjener Satan ved at søge sit eget og bryde med Guds vilje og åndens drift.

Gud lod Israel vinde sejr i Josvas dage; men da Akan tog af det bandlyste gods optæntes Herrens vrede mod Israels børn, så tre tusinde mænd af folket skulle flygte for mændene fra Ai (Josvas Bog 7). Gud stred for Israel, så længe de var Gud lydig; men når de adlød Satan, led de nederlag. Satan virkede ved denne anledning ved lysten.

Da Saul havde syndet og sparede kvæget, selvom Gud havde befalet ham, at de skulle dræbes, siger han til Samuel: «Jeg har syndet, for jeg har overtrådt Herrens bud og dine befalinger; men jeg var bange for folkene og føjede dem.» Første Samuelsbog 15,24. Den næste synd fulgte snart efter, idét han ville, at Samuel skulle lade som om, der ingenting var sket og ære ham fuldt for folkets ældste og for Israel.
Satan brugte folkets begærlighed, hvilken var så stor, at Saul, selvom han kendte Guds vilje, af fejhed adlød folket.

Salomo havde fået et vist og forstandigt hjerte, så hans lige ikke havde været før ham, ej heller skulle opstå efter ham (Første Kongebog 3,12). Men Satan bedrog ham: «Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder … om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem.» Første Kongebog 11,1-2. Allerede i dette overskred Salomo Herrens befaling, og det næste fulgte efter. «Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, … Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne.». Første Kongebog 11,4-6. Salomo brød visdommens love, og den veg fra ham; for den som gør hvad ondt er i Herrens øjne er ikke længere vis. Han adlød sine hustruer mere end Gud, og det blev hans fald.

Da Jesus gav sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftlærde, og slås ihjel og opstå på den tredje dag; så «tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Matthæusevangeliet 16,22-23. Satan vidste godt, at hvis Jesus havde sparet sig selv for lidelser og død, ville han heller ikke have kunnet opstå. Og hvis Jesus ikke var opstået, så var vor tro forgæves, og vi var de ynkværdigste af alle mennesker (Første Korintherbrev 15,19). Det havde ikke været Satan imod.

Satan angriber også i dag, hvor mennesket har sin svage side. Han bruger lysten i menneskets fordærvede natur som våben, eftersom han godt ved, at det smager mennesket at få tilfredsstillet sine lyster. Men skriften kalder lyst i denne retning for «at vende sig bort efter Satan» (Første Timotheusbrev 5,15).

Gud har til hensigt at styrke vor vilje, at rense vort sind, at gøre os karakterfaste og stålsatte på alle måder, og hvad mere kan et menneske ønske sig? Men vender vi os til forfængeligheden, moden, æren, rigdommen, fejheden, blødagtigheden osv., så vender vi os mod Satan, som gør os karakterløs, fej, løgnagtig og til krybende og usle væsener.

Da vi nu ved, at Guds folk har tilbøjeligheder både til at være på moden, til forfængelighed, fejhed, ære og blødagtighed, som alt tjener til at fjerne korset og kraften, så konkluderer vi igen deraf, at Satan er yderst virksom blandt Guds folk, og at det gælder om at optage kampen med ham, for at vi kan få sejr og kraft og blive stående efter at have overvundet alt (Efeserbrevet 6,13).