Hvorfor denne ikke-entutiast fejrer jul

Jeg er ikke en af disse mennesker som bliver helt oppe at køre over jul hvert åt, som hører julemusik i september, pynter huset i november og tæller dage ned i min kalender med stor forventning. Jeg har aldrig været helt vild med det med gaverne og maden og højtidsånden generelt. Men der er en del af julen, som jeg er meget taknemlig for, ikke kun til jul, men hele året rundt, og det er det liv, som Jesus levede, da han var her på jorden.

Vi har en højtid for at fejre Jesu fødsel, og vi har en højtid for at huske den dag, han døde for os på korset og så stod op igen, men det egentlige grund til at fejre, er alt som er imellem: det sejrende liv, som Jesus levede.

Hans hjerte var så bevæget af medlidenhed

Før Jesus kom ned til jorden, var han i himlen hos sin fader (Ordsprogenes Bog 8:27-31), og jeg er sikker på, at det var herligt der! Men han så, hvordan vi led på jorden. Han så, hvordan vi led under synden i vor natur, og hvordan vi aldrig kunne komme fri fra den, fordi ingen havde vist os hvordan. Hans hjerte var så bevæget med medlidenhed for os, at han opgav sin plads i himlen og kom ned på jorden for at vise os en ny måde at leve på. Han vidste, hvad han gik ind til, da han blev bedt om det. Han kendte de lidelser og de ofre, han ville møde ved at påtage sig kød og blod ligesom os (Filipperbrevet 2:5-8; Hebræerbrevet 2:14-15; Hebræerbrevet 5:7-8). Han vidste, at han ville blive fristet, ligesom vi gør (Hebræerbrevet 4:15). Men han var villig til at lide det hele ud, så vi af hans liv kan lære, hvordan vi kommer fri fra synden.

Og det er er noget, at være helt oppe og køre over.

Nej, Jesus kom ikke for at give os syndernes forladelse. Det havde de allerede før Jesus, ved at ofre i templet. Hvis Jesus kun var kommet med syndernes forladelse, ville han ikke have bragt noget nyt, ville han? Men nej, han kom for at vise os vejen til sejr! Nu, i stedet for at synde igen og igen og skulle bede om tilgivelse hver gang, kan jeg stoppe med at synde! Jesus viste os, hvordan vi kan rykke synden op med roden, da han sagde, “I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.” Matthæusevangeliet 5:27-28.

Dette er svaret, som Jesus kom med! Lige i mit hjerte – i mine tanker – kan jeg sige nej til fristelsen, og så vil den fristelse aldrig udvikle sig til synd, som er skyld i at jeg og menneskene omkring mig bliver såret.

Hvor håbefuldt for mig!

Det er sådan, Jesus tog det. Ikke én gang syndede han, selvom han blev fristet helt ligesom mig. Hvor håbefuldt for mig! Jeg har alle grunde til at fejre hans fødsel. Han tog et menneskes skikkelse på sig, da han kom til jorden, så han havde ingen specielle evner eller nådegaver, som gjorde det lettere for ham at få sejr, end andre (Hebræerbrevet 2:17-18). Det betyder, at hvis han gjorde det, så kan jeg også gøre det! Jeg kan tage synden ved roden – når det kun er et forslag i mine tanker – og jeg behøver aldrig plages med dårlig samvittighed som et resultat af synd.

Hvorlet og frit dette er! At give efter for synden har kun bragt sorg for mig og de omkring mig. Selviskhed, for eksempel, sætter ind som en sygdom, hvis jeg lader det leve. Det vokser og gør, at jeg bruger al tid på mit eget ego, og hvordan jeg kan komme frem, og hvad jeg kan få og have for mig selv. Men Jesus var så uselvisk og så bøjet for at gøre Guds vilje, at selv da han stod overfor døden på korset, var hans ord, “Dog, ske ikke min vilje, men din.” Lukasevangeliet 22:42.

Hvilken forløber! Jeg føler, at jeg skylder Jesus en stor gæld af kærlighed for at komme ned til jorden og lide og dø, for at åbne denne vej for mig. Og den bedste måde – faktisk den eneste passende måde – at tilbagebetale denne gæld, er at følge i hans fodspor og bruge enhver fristelse som en mulighed for at få sejr over synden, så hans lidelser for mig ikke er forgæves. Så bliver jeg fyldt med glæde, og jeg vil regere med ham i evigheden som hans bror, som er det han så inderligt ønsker.

“For når Gud, for hvis skyld alle ting og ved hvem alle ting er til, ville føre mange sønner til herlighed, måtte han føre banebryderen for deres frelse til målet gennem lidelser. For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre …” Hebræerbrevet 2:10-18.