Hvorfor du aldrig behøver at blive modløs igen

Hvor modløshed og tvivl egentlig stammer fra

Mismod og forsagthed har kun ét ophav, nemlig: synd. Den som ikke gør synd på nogen som helst måde, vil umuligt kunne blive modløs. Men man behøver ikke at blive modløs, når man har syndet. Der står ikke skrevet: «Modløs er de som har fået sine overtrædelser tilgivet», men tvært imod: «Salige er de som har fået sine overtrædelser tilgivet» (Romerbrevet 4,7).

Modløshed kommer af, at man først synder og så tvivler. Hvad tvivler man på? At synden er tilgivet i samme sekund, som den er bekendt – at den er fuldkommen tilgivet og glemt for evigt, at Gud elsker os alligevel, selvom vi har syndet, at man har ret til at være frimodig alligevel, at det nytter at bede, osv.

Hvorfra kommer denne tvivl? Fra vor modstander, djævelen, løgneren. Hvorfor tror du på ham? Er det ham du søger? Har du tillid til ham? Er det hans ord du gemmer og bevarer i dit hjerte? Hvem har han frelst og gjort salig?

Når man først er blevet modløs, hvad så? Jo, ved det har man tabt resten af sin modstandskraft. Følgeligt får synden endnu mere magt over en, sådan at det ikke bare bliver med den ene synd som gjorde mig modløs, men det bliver en hel serie af synder – en periode hvor synden behersker en på forskellig vis; hvor der lægges synd til synd.

En troens strid

Men det behøver ikke at være sådan for en eneste sjæl. Enhver kan lære at stride troens gode strid og vandre i troens frimodighed og være ved godt mod under alle forhold, også når man er faldet.

Denne troens strid kan deles i to dele. Det ene er at vandre trofast i ånden og ved tro, fra stund til stund, vågende og stridende, så man ikke samtykker i nogen fristelse, så man ikke fuldfører kødets lyst, sådan at det ikke undfanges synd af nogen slags (Galaterbrevet 5,16; Jakob 1,15). Så er man fuldkommen sikker på at holde modløshed borte, fuldkommen sikker på at besejre Satan. Så finder han ingen indgang, ingen hul i rustningen som han kan skyde sine brændende pile igennem.

Den anden del af troens strid består i at besejre Satan, anklageren, og fordrive ham, når man har syndet. Dette sidste er det vigtigste, siden det er det almindeligste, og det man først behøver at lære for at stå imod Satan.

Satan, anklageren, er en løgner

Når man har syndet, kommer anklageren med det samme og bebrejder en. «Så mange gange», siger han. «Ja, det er sandt», siger sjælen. «Der bliver ingenting ud af dig», fortsætter Satan. «Nej, det er sandt», indrømmer man. «Og der bliver ihvertfald ikke noget godt ud af dig», påstår han. «Nej, det ser ikke sådan ud», fortsætter sjælen med. «Hvad har du at gøre på møderne?» «Nej, man har vist ingenting at gøre der.» Hvis man kommer på mødet, siger Satan: «Det passer ikke for dig at bede». «Nej vel.» «Hvis du aflægger et vidnesbyrd, er du en hykler.» «Ja, det er bedst at tie», tænker sjælen. «Du kan ikke synge højt, for så tror man, at du har sejr», siger Satan. «Ja, det er sandt», mener sjælen.

Anklageren snakker som om, han er en sandheds apostel! Jo, jeg takker! Var det så ikke sandt, alt det han sagde? For det første var det ikke det. For det andet var meningen løgn, også der hvor bogstaven var rigtig. For det tredje må jeg tilføje: Og hvad så med alt det, han har fortiet?

Så kommer spørgsmålet: Havde du ikke noget sandt at sige til ham? Ikke ét eneste Guds ord? Ikke ét eneste våben? Nej, du var en dårlig stridsmand. Du var overhovedet ingen stridsmand! Du overgav dig til fjenden med det samme. Du huggede ikke sværdet én eneste gang for din egen sjæls frelse eller for din høvding! Du strakte villigt begge hænder ud til modstanderen og lod ham tage dine våben og sætte håndjern på dig for at gøre med dig, hvad han ville.

Våben som man kan slå tilbage med

Det er ikke for at lege «tyven – tyven», vi er her i verden. Du skal mønstre de stridendes rækker og kæmpe indtil blodet mod vor modstander, både for din egen og for andre sjæles skyld. Vi skal iføre os lysets våben, åndens sværd, som er Guds ord. Med dette kan vi i alle tilfælde fordrive og besejre Satan.

Når du har syndet, når du er faldet, så rejs dig op igen med det samme; bekend din synd, så ved du helt sikkert ifølge sandheds ord, at den er udslettet straks (Første Johannesbrev 1,9). Når Satan anklager, så hug løs på ham med dette sværd. Giv ham også nogle hug med Første Johannesbrev 2,1-2, samt med Ordsprogenes Bog 24,16. Mind ham om, at han lod den retfærdige blive korsfæstet, at han har tabt slaget, at han ingen del har i dig.

Kristus elsker dig! Han forsvarer dig! Han tilgiver dig gerne! Og selvom du – som Tordenskjold – skulle blive presset af fjenden så du bliver nødt til at hoppe i søen under kuleregn, så tag også sværdet med dig i munden, vær ved godt mod, og overgiv dig aldrig til fjenden. Sig hver gang som Tordenskjold sagde: «Den gang ej!»

Dette at besejre og fordrive Satan (modstanderen, løgneren, anklageren), når man har syndet, er overmåde vigtigt. Bedst er det selvfølgelig at sejre i fristelsen, så man ikke på nogen måde gør synd; men hvis man taber et slag, så gælder det så meget mere at vinde det næste! Det første slag drejer sig om en eller anden synd i tanke, ord eller handling. Hvis man har tabt dette, bliver der straks krig igen – om modløshed eller frimodighed. Der er kun ét af to udfald i hvert enkelt tilfælde. Enten sejrer du, eller du bliver besejret.

Hvem tror du på? Hvem følger du?

Satan anklager Guds udvalgte dag og nat (Johannes' Åbenbaring 12,10). Men Kristus forsvarer os dag og nat (Første Johannesbrev 2,1). Hvem tror du så? Hvem har ret? Hvem af dem taler sandt?

«For Gud har ikke givet os en fej [modløs] ånd …» Andet Timotheusbrev 1,7. Hvor har du så fået den fra? For hvem har du åbnet øre og hjerte? Mod hvem har du været lydig? Hvem har du vist tillid? Hvem har du modstået? Hvem har du underordnet dig?

« I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.» Jakobsbrevet 4,7. «Stå ham imod, faste i troen!» Første Petersbrev 5,9. «Og giv ikke plads for Djævelen.» Efeserbrevet 4,27. Hvem har du lukket op for? Hvem har du givet plads?

Vor fremtid og håb!

Af alt som i mig er, formaner jeg hver sjæl som af hjertet – og for enhver pris – vil blive færdig med synden: Vær ved godt mod! Vær frimodig! Hold ud! Om den stærke Satan altid er imod dig, så er den stærkere Kristus altid for dig! Tak og lov og pris! Sejren vil blive din til sidst! Satans arbejde er at anklage alle der falder. Kristi gerning derimod er at forsvare, støtte og oprejse alle de som falder (Salmernes Bog 145,14; Ordsprogenes Bog 24,16; Første Johannesbrev 2,1).

Du kan umuligt besejre Satan med følelser, meninger, ønsker og drømme! Du skal slå ham med sværdets eg, med Guds eget nøjagtige ord. Væbne dig nu, med sandheds ord i dit hjerte og ved din side. Hav altid dine våben klar! Så snart du fornemmer det aller mindste i dine tanker, som strider imod sandheden – så slå til! Skulle du alligevel komme til at synde, og du hører anklagerens røst: «Ja, men det er jo sandt, at du har gjort dette, og du er sådan og sådan», så svar: «Ja, men jeg ved også noget andet som er sandt». Og giv ham så det glatte lag med passende skriftsteder! Spar ikke! To eller tre skriftsteder kan jage ham langt bort; han er jo mørkets fyrste, og i lyset (Guds ords lys) kan han umuligt holde ud.

Tak og lov og pris! Vor fremtid er lys og lang! Og håbefuld! Frem, krigsmænd, til kamp og sejr – med sværd! Brug åndens sværd som er Guds levende, sande, uforgængelige ord. Det er noget der holder. Så bliver modstanderen modløs – og ikke du!
Dette er en redigeret version af en artikel der først blev publiceret med titlen «Modløshed» i BCCs menighedsblad «Skjulte Skatte» i februar 1927.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag