Hvorfor ingenting kan adskille mig fra Guds kærlighed

“Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.” Filipperbrevet 3:12.

Paulus' vidnesbyrd er det samme vidnesbyrd som jeg har i mit liv. Og jeg vil aldrig give op. Jeg vil aldrig aflevere min rustning, hænge mit sværd op eller trække mig fra kampen. Jeg er fast besluttet på at give alt i denne kamp, mens jeg er på jorden – denne kamp mod synden i kødet. Jeg længes efter at have det samme vidnesbyrd i slutningen af mit liv, som Paulus havde; “Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.” Andet Timotheusbrev 4:7.

Men hvorfor er jeg så sikker? Hvad gør mig så sikker på, at min bestræbelse er sand, at jeg ikke bare lever ifølge min egen fremtryllede overbevisning, eller noget jeg blot har hørt fra nogle ældre i en kirke? Hvad gør mig grebet af at opgive mit eget liv og selvvilje hver dag – den smertefulde adskillelse fra mine egne syndefulde tendenser og begær? Hvorfor gør jeg mig besvær; hvordan ved jeg, at jeg får noget ud af dette?

Adgang til fuld kraft lige ved min side

Det er fordi jeg ved, at Gud er til. Jesus er til. Og det er ikke bare en drøm, en fantasi eller et koncept for svagsindede mennesker, der er ude af stand til at klare sig selv, uden at tro på en Gud større end mennesker.

Nej, Jesus er til; han er i live; han lever og taler til mig hver dag.

Han er min tætteste, mest personlige ledsager. Dette lyder måske mærkeligt og er svært at tro på, men jeg tvivler ikke på, at det er sandt.

Jesus lever, og han taler til mig igennem Helligånden (Hebræerbrevet 1:1-2). Dette er den samme levendegjorte ånd, som er godt kendt med vejen igennem Jesu kød, da han overvandt synden. Igennem Helligånden kan jeg få den samme kraft, omtanke og visdom, som jeg har brug for, for at få sejr som Jesus gjorde. Det er stort. At gå i kamp uden Jesus ved min side er det samme som at gå i krig uden at være i stand til at se og høre – umuligt.

Mit personlige forhold til Jesus

Jesus taler til mig i mit indre menneske, i mit hjerte. Jeg kan høre ham så klart og tydeligt; det er ikke noget jeg kunne have bildt mig ind i min fantasi.

“Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.’” Johannesevangeliet 14:23.

Jesus er en som jeg kan – og i stigende grad gerne vil – komme til med alt. Jeg taler til ham, før jeg tager beslutninger, store og små, så små som hvad jeg ville sige til en ven, hvordan jeg skal takle en given situation eller hvad jeg skal bruge min fritid til.

Jeg kan bede om direkte spørgsmål, og han svarer lige så hurtigt; svar som bringer dyb hvile og fred, svar som jeg har lært at stole på. Det er en indre forbindelse, som jeg ved går dybere og kan blive meget større, end jeg hidtil har forstået og oplevet; et dybt, stærkt samfund der ikke kan beskrives med ord.

Ofte kommer han med områder, hvor jeg kunne have gjort det bedre, end jeg selv var klar over; ting jeg skulle have sagt på en anden måde, eller slet ikke skulle have sagt. Han afslører mit hjertes diskrete motiver og bringer dem ud i lyset (Romerbrevet 7:18-23). Jeg søgte ære af mennesker her; jeg havde ladet mig selv blive bitter her; mine reaktioner var baseret på dømmende tanker. Hans formaninger og tugt er spot-on og virker en smertefuld anger i mit hjerte (Ordsprogenes Bog 3:11-12; Hebræerbrevet 12:11).

Han retter ikke kun, men trøster også. Han kender mit sind og ser min anger, omvendelse og vilje, når jeg er faldet. I den ydmyge situation, når jeg beder om tilgivelse, kommer jeg i kontakt med hans dybe, inderlige medfølelse. Hans intense, uendelige godhed og blide barmhjertighed har en knusende effekt i mit indre. Det er sådan det føles, når den ufortjente tilgivelse og kærlighed, jeg har modtaget fra Jesus overvælder mig så meget, at det antænder en stærk gudsfrygt. Når jeg ser hvor barmhjertig og tålmodig Jesus er, til trods for min stædighed, skaber dette en gudelig sorg, hvilket også skaber et ægte had mod den synd, jeg ser i mig selv. Den tvinger mig til at ville gøre det meget bedre, til ikke at falde igen, så jeg kan leve mit enorme kald, som jeg har modtaget igennem Jesus, værdigt, og den enorme gæld af taknemlighed og kærlighed, som jeg skylder ham.

Det eneste retfærdige svar

Når jeg tager tid til at tænke over alt det, Jesus og faderen gjorde, hvor meget kærlighed der tvang Gud til at give os sin enbårne søn, og hvordan Jesus villigt led i sine køds dage for os, så vi også fik mulighed for at blive frelst, mærker jeg noget, jeg ikke kan betale tilbage; det mindste jeg kan gøre er at leve ifølge hans ord og vandre på en måde, som er velbehagelig for ham!

“Vi elsker, fordi han elskede os først.” Første Johannesbrev 4:19. Når jeg tænker på min egen hårdhed og overmod. Hvordan min perfektionistiske, kontrollerende natur er skyld i at andre skal bære over med mig. Jeg kan se, hvor begrænset min egen kærlighed er sammenlignet med den kærlighed, som min mester allerede har udøst ufortjent over mig.

“Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.” Matthæusevangeliet 5:7. Tjeneren som ikke tilgav sin medtjener for hans gæld, på trods af selv at være blevet tilgivet en meget større gæld af sin mester, blev straffet som han havde fortjent (Matthæusevangeliet 18:21-35). Den eneste retfærdige respons til den barmhjertighed, jeg har modtaget fra Jesus er at vise den samme grad af barmhjertighed til dem, jeg har noget at gøre med. Så det kan ikke være retfærdigt for mig stadig at være træt af de andres ufuldkommenheder, eller noget de andre har gjort (Matthæusevangeliet 6:12; Matthæusevangeliet 6:14-15).

“Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.” Matthæusevangeliet 6:10. Det kræver en kraftig kamp med at fornægte mig selv og min egen elendige, stædige egenvilje for at være i stand til at gøre Guds vilje som den sker i himmelen. Hvis Guds vilje skal gøres på jorden, så har han brug for mennesker som kan udføre det. Det er opgaven, og det er derfor, jeg aldrig giver op, når jeg møder synden i mit kød.

Dette er ikke et vidnesbyrd om, at alt er mirakuløst, perfekt og nemt. Men jeg kan vidne om det, jeg tror på, det jeg kæmper for – mit forhold til Jesus, min gensidige kærlighed til ham, som jeg beder om vil vokse i stigende grad med hjertets oplyste øjne. Og hvorfor – på grund af hans uendelige kærlighed til mig. Jeg vil aldrig give op i denne kamp for at blive uden plet og lyde for hans åsyn, når det er tid til at møde ham.

“Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” Matthæusevangeliet 25:23.