Hvorfor kan jeg ikke få det som jeg vil?

Hvad er «min vilje» egentlig, og hvordan passer «min vilje» med at tjene Gud?

Hader du, når du ikke får det, som du vil? Det gjorde jeg også. Jeg var en klager; jeg klagede så snart det ikke gik, som jeg ville. Jeg blev irriteret, misundelig og til og med sur, når jeg ikke fik min egen vilje.

«Min vilje» er en uendelig liste over, hvordan jeg synes alt bør være. Det er de krav og forventninger jeg har til andre mennesker, og hvad jeg synes bør ske i livets mange forskellige forhold. «Min vilje» er mit ego. «Min vilje» er mine lyster og begæringer. «Min vilje» kommer fra min syndige menneskenatur. Bibelen omtaler denne menneskenatur som «kødet». I Romerbrevet 8,8 står der: «De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.» Jeg kan ikke behage Gud, hvis jeg lever efter kødets begær, eller lever efter «min vilje». Sandheden er, at «min vilje» overhovedet ikke passer ind i mit liv, hvis jeg ønsker at tjene Gud.

Fra «min vilje» til «Guds vilje»

Guds vilje er det modsatte af «min vilje», og der skal drastiske forandringer til, hvis jeg skal begynde at gøre de ting, som Gud vil, i stedet for det jeg selv vil.

Jesus sagde til Nikodemus, «Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.» (Johannesevangeliet 3,3) Nikodemus vidste, at man ikke fysisk kan fødes på ny, og han forstod ikke hvad det var, Jesus prøvede at sige. Jesus forklarede om en ny fødsel efter ånden. Når jeg giver mit liv til Gud, og overgiver det helt, så genfødes jeg. Jeg tager en bevidst beslutning om at stoppe med at leve efter synden i mit kød. (Efeserbrevet 4,22 og Romerbrevet 6,6) Det betyder, at jeg ikke længere giver efter for kødets egoistiske krav og forventninger. Så er jeg fri til at tjene Gud og finde hans vilje for mit liv, og Gud sender mig Helligånden til at instruere og vejlede mig – for at lære mig forskellen mellem «Guds vilje» og «min vilje», og for at give mig kraft til at adlyde ham! (Romerbrevet 8,11-15)

Udskifte «min vilje» til noget af evig værdi

«I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.» (Første Petersbrev 4,12-13) Lidelse giver ikke mening i forhold til mine følelser og menneskelige fornuft, men det er igennem Kristi lidelser – ved at korsfæste mine lyster og begæringer (min vilje) – at jeg får del i evig herlighed og glæde.

Midt i ethvert forhold prøver Gud at vise mig noget. Når bilen for eksempel får motorstop, går det helt klart, som jeg ikke vil. Men Guds vilje er noget helt andet, end hvad jeg vil efter min menneskelige forståelse. Måske vil han have mig til at se min egen stolthed; at jeg tror, at jeg har kontrol over mit liv, og at jeg hurtigt bliver utålmodig og bitter. Når jeg bevidst vælger at være stille i situationen, uden at give efter for vrede eller bitre tanker, så lider jeg i mit kød, fordi jeg ikke lader det få det sådan, som det gerne vil. Jeg får derimod noget af evig værdi i retur. «Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer.» (Første Petersbrev 5,10) «Lidelsen» er ikke, at min bil har fået motorstop, men at jeg ikke giver efter for mit køds tilbøjeligheder («min vilje»). I stedet for at klage, så sejrer jeg over den synd, der bor i min menneskenatur og bliver frigjort fra det!

Et håb som ikke kan sammenlignes

Med et håb om at sættes mere og mere fri, kan jeg gå frem og glæde mig i alle de forhold, som livet bringer. Jeg kan begynde at se på mit daglige liv på samme måde, som apostlen Paulus gjorde: «Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.» (Romerbrevet 8,18) Denne tankegang vil bringe en velsignelse, som «min vilje» aldrig kunne have gjort!