Hvorfor kan Jesu evangelium bedst beskrives som «Vejen»?

Når man skriver et stykke eller en bog, så sætter man en overskrift, og i denne overskrift er hele stykkets eller bogens indhold udtrykt. Overskriften udtrykker hvad det drejer sig om.

En beskrivelse af evangeliet

Når vi skal udtrykke indholdet i Jesu evangelium i al korthed, kunne man gøre det med mange forskellige ord. Så er det særligt interessant at se med hvilket ord de udtrykkede det, i den første tid. Vi ser så, at det var almindeligt at udtrykke det med en «vej».

Hun fulgte efter Paulus og os, mens hun råbte: »De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse.« Apostlenes Gerninger 16,17. Denne kvinde havde en spådomsånd. Denne ånd vidste sandheden og udtrykkede det med: frelsens vej. Og da de skulle udtrykke, hvad Apollos var oplært i, står der: «Han var blevet oplært i Herrens vej.» Apostlenes Gerninger 18,25.

«Men da nogle af jøderne ikke ville tro, men gjorde sig hårde og talte ondt om Vejen i forsamlingens påhør, forlod han dem …» Apostlenes Gerninger 19,9. «På den tid opstod der ikke ringe uro på grund af Vejen.» Apostlenes Gerninger 19,23. «Jeg har forfulgt denne Vej med død …» Apostlenes Gerninger 22,4. «Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud …» Apostlenes Gerninger 24,14. «Så udsatte Felix sagen. Han havde et ganske godt kendskab til Vejen.» Apostlenes Gerninger 24,22.

At udtrykke budskabet med en vej til frelse er rammende. I den gamle pagt var der egentlig ingen vej. De ofrede og syndede, og ofrede og syndede og kom ingen vegne (Hebræerbrevet 10,1-4). Det Jesus gjorde er, udtrykt med to, tre ord, at han indviede en vej.

«Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme.» Hebræerbrevet 10,19-20.

Jesus selv sagde, at den vej som fører til livet, er smal. De troende i almindelighed tænker ikke på en vej, men på oplevelser, velsignelse og forsoning. Derfor er der ingen udvikling, fremgang eller vækst.

I urskoven uden udvej

Hvor stor betydning det er, at Jesus har indviet en vej, kan vi få et lille indtryk af, om vi befandt os inde midt i en urskov og ikke kendte vejen ud. Hvis der er flere sammen, er der altid strid om, hvilken retning de skal gå, om lære og arbejdsmetoden, og hvem der skal være leder. Men hvis en af dem finder en vej, så råber han det ud, og alle får håb. Så er der ikke mere tvivl, så strides de ikke mere, om hvem der skal være leder. Når de begynder at gå på vejen, ser de med det samme, hvem der er leder.

Paulus siger: «Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.» Romerbrevet 7,18. Vort kød kan altså sammenlignes med en stor urskov, og Paulus skriver: «For dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.» Romerbrevet 7,5. Få mennesker har fundet vejen ud af denne urskov, og Jakob spøger, om de ikke ved hvor al ufreden og striden kommer fra: « Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer?» Jakobsbrevet 4,1-3.

Ja, hvorledes har de kristne ikke kæmpet og forsøgt i alle år for at komme ud af denne urskov af lyster og splid. De har læst Jesu bøn om, at alle som tror på ham skal være ét, ligesom han og faderen var ét, og der er talt meget om enhed og forsøgt med alliance og tolerance, men det er ikke blevet bedre.

Israel fik loven som en hjælp i denne urskov. Det blev for dem en stor hjælp til at holde de vilde dyr på afstand – til at bremse synden. Den kunne straffe synden, når den kom frem som gerning, men de kunne ved loven ikke til hvile [fra synden]. Loven var magtesløs ved kødet.

Men det som var umulig for loven, «det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet.» Romerbrevet 8,3. Først da fik menneskene en virkelig hjælp i urskoven. Gud ledte sin søn ud af urskoven, og han var lydig. Så når der står skrevet om, hvad Jesus lærte i sine køds dage, så står der: «…måtte han lære lydighed af det, han led.» Hebræerbrevet 5,7-9.

De troende venter i almindelighed på en velsignelse – noget underligt der skal komme over dem – så de kan komme ud af denne urskov. De venter på en bortrykkelse ligesom Filip oplevede (Apostlenes Gerninger 8,39). Nej, vi skal gå vejen, sådan som Jesus sagde: Hver dag tage sit kors op og fornægte sig selv, og væbne os med den samme tanke, «at den som har lidt i kødet, er færdig med synden.» Første Petersbrev 4,1-2.

Udvejen

Jesus har ikke gået vejen for os, men han har indviet den for os. Jesus ofrede sig selv i kraft af en evig ånd. Med den samme ånd blev de 120 i salen døbt, og vi bliver døbt med den samme ond til at være Kristi legeme (Apostlenes Gerninger 2,1-4; Første Korintherbrev 12,13). Ved denne ånd kan vi døde legemets gerninger. Døde dem! Korsfæste kødet med dets lyster og begæringer. Så kommer der hvile. Dette kaldes for Jesu død, som vi altid bærer med os i legemet. Den død gør ende på synden i kødet – dyrene i urskoven – og Kristi dyder bliver åbenbart i vort legeme (Andet Korintherbrev 4,10).

Så har vi fundet vejen ud af urskoven, og de første kristne var så begejstret over den nye og levende, og talte så meget om den, at budskabet blev udtrykt med disse ord: «Herrens vej», «frelsens vej» eller «Guds vej». På denne vej skal man ledes ved ånden. Det går ikke uden lydighed.

Det er virkelig et kongeligt liv med et dødeligt kød, hvori der ikke bor noget godt, og så leve Jesu liv midt iblandt ugudelige mennesker. Sådan gjorde Jesus, og han har givet os dette løfte: «Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone.» Johannes' Åbenbaring 3,21.

Dette er en redigeret version af artiklen «Vejen» der blev publiceret i BCCs menighedsblad «Skjulte Skatte» i marts, 1961.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag