Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer?

Den unge dreng fra Paso Flores i Argentina observerer den lille forsamling omkring sig. Han indser, at han trækker gennemsnitsalderen i menigheden kraftigt ned. «Hvad laver jeg her?», tænker han.

Året er 1988 og Juan Carlos Maier, eller Hansi som han bliver kaldt er 14 år gammel. Den unge drengs familie har sin oprindelse i Tyskland. Der tilhørte de et meget konservativt trossamfund med en radikal forståelse, der gik på tværs af den tyske statskirke. På et tidspunkt gav de tyske myndigheder dem valget: Deres virksomhed skulle ophøre, eller de ville blive bedt om at forlade landet. Forsamlingen valgte det sidste. Kort tid efter var gruppen på ca. 80 personer på vej til Sydamerika.

I Sydamerika blev forsamlingen på 80 hurtigt til 30, eftersom splid og uenighed ræv dem fra hinanden. Heller ikke love og regler kunne bidrage til at holde dem sammen.

Den unge dreng fra Paso Flores i Argentina observerer den lille forsamling omkring sig. Han indser, at han trækker gennemsnitsalderen i menigheden kraftigt ned. Han prøver at fokusere på, hvad den gamle præst fortæller, men give op. «Hvad laver jeg her?», tænker han. Men han kender delvist svaret: Han har i det sidste år mærket en uforklarlig længsel, men han kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er.

Hansi kigger over på moderen. Hun virker trist. Hun og far har snakket og bedt meget til Gud i det sidste, «vi har brug for en vækkelse», hørte han moderen sige i morges.

Jeg blev udrustet til tjeneste for Jesus

Tyskland 1988: «Stefan, kan du komme ind til mig lidt?» Dette er noget nyt, det er ikke hver dag Stefan skal ind på chefens kontor. Chefen snakker, forklarer og gestikulerer frem og tilbage, men så stopper han pludseligt op. «Stefan, hører du hvad jeg siger?». Chefen ser bekymret på Stefan. Men Stefans andigt stråler af glæde. «Gud, du er bare så alt for god imod mig», tænker han for sig selv. Detaljerne i det chefen prøver at fortælle ham er irrelevant. Han har opfattet en væsentlig detalje, og det er nok: Vi har ikke længere arbejde til dig. Stefan tager sin jakke og ryster chefens hånd hjertelig,t før han finder vejen ud af bygningen i fuld fart.

To dage tidligere havde Stefan bedt inderligt til Gud sammen med en god ven. De har bedt meget sammen i det sidste, men denne gang kom der noget specielt over de to drenge på vejen hjem. Stefan, som allerede flere år tidligere havde modtaget Helligånden mærkede nu, at han fik en ny og kraftig åndsdåb.

«Jeg forstod det ikke helt dengang, men senere har jeg set, at jeg denne nat blev døbt med Helligeånden til tjeneste; jeg blev udrustet til at gøre en gerning for Jesus», fortæller Stefan Hofmeister, nu 24 år senere.

«Jeg så familier og enkeltmennesker for mig, som ikke har hørt om dette frigørende budskab endnu. Jeg havde det sådan at: Det skal ikke være på grund af mig, at disse ikke får evangeliet at høre. Jeg mærkede helt enkelt et ansvar for at være med til at hjælpe andre mennesker til det liv, som jeg selv oplevede, gjorde mig så lykkelig. Jeg bad inderligt om et tegn fra Gud, på hvad jeg skulle gøre.»

Og det er netop det, Stefan får denne dag på chefens kontor, og som fører til den noget usædvanlige situation på en, i udgangspunktet, negativ besked. For Stefan er dette en tydelig bekræftelse på det kald, og den dragelse han længe har mærket til at være med til at opfylde missionsbefalingen:

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende! (Matthæusevangeliet 28, 19-20)

Efter at Stefan har fået sin opsigelse, tager han hen til en god ven, Friedrich Holzwarth, som er et stort forbillede for ham. For Stefan er Holzwarth et af mange bevis på, at evangeliet om sejr over synd fungerer i praksis. Holzwarth har allerede arbejdet med mission i mange år – og Stefan mærker hvordan det er den samme kærlighed til Kristus, han nu selv kan mærke, som også er drivkraften i Holzwarths tjeneste.

Stefan mærker, hvordan det er kærligheden til Kristus, som er drivkraften

Bønnesvar

Paso Flores 1988: Der er ivrig samtale familien Maiers stue. De har hørt rygter om, at de får besøg af en tysk prædikant i dag. Mor og far snakker opløftet med hinanden. De kan mærke, at de har fået svar på sine bønner.

Den middelandrende mand fra Tyskland kommer ind i forsamlingslokalet. Hansis mor studerer ham nysgerrigt; spændt på hvad han vil foretage sig. Men manden kommer bare stille ind og sætter dig iblandt de andre tilhørere. Efter et kort stykke tid ser hun til sin store overraskelse, at der strømmer tårer ned af hans kinder.

Efter et kort stykke tid strømmer der tårer ned af hans kinder

Det Holzwarth ser, gør ham uendelig trist og fortvivlet på forsamlingens vegne. Ingen bøn, ikke noget livgivende Guds ord, ingenting – bortset fra en ældre mand, som fortæller historier. Mødet er slut, og han ved knapt nok, om han kan kalde det et møde.

Forsamlingen er imidlertidigt smertelig klar over sin tilstand. Flere af dem har bedt om vækkelse. De har en længsel efter Jesu liv, men de har kørt sig fuldstændig fast i uenigheder og uro. Det gør indtryk på dem at se den tyske mands reaktion. De har aldrig set nogen, der har grædt på deres vegne før.

«Nu bøjer vi knæ og ber til Jesus», siger Holzwarth. For første gang i mange år beder forsamlingen sammen! «I har et problem!», siger han så: «og det er, at I ikke kan tilgive hinanden!» Hansis mor kan mærke en bekræftelse inde i sig. Det er netop det, der er problemet. Så længe hun kan huske, har de altid peget på hinanden, når der er opstået udfordringer i forsamlingen. Dette har ført til uenigheder og splittelser.

Gæsten fra Tyskland kommer med et budskab, der taler direkte til hjerterne:

«Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer?», læser han fra Jakobsbrevet 4:1, før han fortsætter fra Romerbrevet 7, 18:

«Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.»

Budskabet er klart. Det er altså ikke de andre, der er problemet, men den medfødte synd, som bor i vor menneskenatur! Heldigvis finder der en redningsmand, Jesus, som var et menneske som os, med de samme fristelser til at gøre synd. Han kan fri os ud!

Det er altså ikke de andre som er problemet, men den medfødte synden som bor i menneskenaturen vår! Heldigvis finnes det en redningsmann, Jesus, som var et menneske som oss, med de samme fristelsene til å gjøre synd. Han kan fri oss ut!

For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. (Hebræerbrevet 4, 15-16)

»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie… Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.»  (Johannesevangeliet 8, 31-32 og 36)

Evangeliet i praksis

I Paso Flores oplever Holzwarth noget, han ikke oplever ofte. Denne umiddelbare accept viser, at forsamlingen er i en enorm nød over sin egen situation. Der hvor andre reagerer med foragt på budskabet om sejr over synd, bliver det her modtaget med åbne arme. Holzwarth møher her mennesker med en længsel og hunger efter sandheden – de har bare brug for hjælp til at se den.

Paso Flores 1990: For første gang i historien er der stevne på Paso Flores. Flere brødre fra Brunstad Christian Church er tilstede. Hansi mærker, at tårerne presser på bag øjenlågene. Den unge mand, som Holzwarth har taget med sig fra Tyskland, snakker med en udstråling og iver der påvirker Hansi stærkt.

Dette er ikke en tør teori, men en mand som snakker lige udfra sit eget liv; og det er så tydeligt, at han så gerne, gerne vil have, at hver og en i forsamlingen skal forstå det han snakker om.

Hansi fortæller også om, hvordan Stefan ikke bare talte Guds ord til dem, han kunne også tage dem med på både fisketurer og jagt. «Stefan Hofmeister udstrålte noget fra Gud», husker Hansi. «Og det var lige præcis dette liv jeg havde haft en længsel efter, og som jeg nu så foran mig i levende live.»

Et svært valg

«Han viste mig en så utrolig stor, personlig omsorg. Det gjorde indtryk! Han gav mig også mange vigtige råd, der har været afgørende for mig», siger Hansi, og nævner specielt et valg han måtte tage som 19-årig:

«Efter seks år på teknisk fagskole i en storby, flere timer fra mit hjem, fik jeg tilbud om et meget indtægtsbringende job ved et forskningsinstitut i samme by», fortæller Hansi. «Dette var imidlertidt en kritisk fase i mit kristenliv. Selvom jeg vidste, hvordan jeg burde leve, havde jeg hverken kraft eller tro på, at jeg kunne få sejr over mine lyster. Jeg vidste, at jeg havde brug for hjælpen og samfundet jeg fik i Paso Flores, hvis det skulle blive til noget.»

Dette bliver et svært valg for Hansi. En dag Hansi og Stefan er på jagt, får han et helt klart råd fra Stefan: «Hvis du bliver boende der, står du i fare for, at der ikke bliver meget ud af dit kristenliv» Stefan tilbyder så Hansi at rejse med ham som spansk tolk. Hansi kan med det samme mærke en bekræftelse i sit hjerte: det er dette han skal.

Nu følger flere vigtige år for Hansi, hvor han rejser rundt om i Sydamerika sammen med Stefan, for at besøge de kontakter Holzwarth tidligere har oprettet.

«Det gjorde virkelig indtryk på mig, at opleve hvordan Stefan var i samtale og omgang med forskellige mennesker, og samtidigt det liv han levede på nært hold», udtrykker Hansi. «Jeg havde aldrig personligt oplevet et menneske, der var så lidt selvoptaget, og med en lige så stor kærlighed og omsorg for andre mennesker.»

I denne tid bad vi også ofte til Gud sammen, og der gik ikke lang tid, før jeg fik den kraft og tro, jeg havde længtet sådan efter. Helligånden gav mig al den kraft og tro, jeg havde brug for for at få sejr.

Schweiz 2012:

Stefan fortæller om arbejdet i Sydamerika med et brændende engagement. Han fortæller om hvordan Gud ledede dem lige til sådanne mennesker, som for eksempel Hansi og hans familie.

Fra tusinder, skiller nogle få sig ud

«Ja, vi er helt afhængig af Helligåndens virkninger for at finde frem til disse mennesker», fortæller Stefan. «Og her opstår den ringe begyndelse til nye menigheder. Fra tusinder af mennesker, skiller nogle få sig ud, som er interesseret i budskabet om sejr over synd, og så går der fem år, ti år, hvor en efter en føjer sig til. Og til sidst har man en lille menighed med spirekraft, hvor Gud har fået lov til at komme ind og gøre en virkning.»

Det er ikke let at finde vejen alene

Hansi Maier fortæller om hvordan Stefan, sammen med flere, arbejdede mange år for at bygge Kristi legeme op i Paso Flores. (Første Korintherbrev 12, 12-30)

«I dette arbejde er opfølgning ufatteligt vigtigt», understreger Hansi. «Mange prædikanter rejser rundt i verden for at «plante» menigheder. De forkynder måske for fulde huse, og får hundredevis til at omvende sig og tage imod Jesus, men så rejser de videre med det samme.»

Hansi er tydeligt opgivet over denne måde at drive mission på:

«Denne måde at arbejde på er som at sætte en baby ud i vind og vejr uden mad. Den overlever ikke længe.» Hansi tænker på, hvordan de selv var som en åndelig baby, helt afhængige af omsorg, kærlighed, retledning og åndelig næring.

«Det er ikke let at finde vejen alene», siger Stefan. «Det er godt at have nogen rundt dig, som kan hjælpe dig, give dig trøst og ord i rette tid. Specielt i begyndelsen af et kristenliv, er det vigtigt.»

Guds ord med spirekraft

I dag er der en lille, etableret menighed i Paso Flores. Hofmeister bliver rørt, når han tænker tilbage på første gang, han kunne sætte sig bagerst på et møde i Paso Flores, og bare lytte til de unge.

«Hvis mindst én af dem har et ord fra Gud med spirekraft, så er de i stand til at opbygge sig selv», forklarer han. «Sådan var det med for eksempel Hansi. Han havde ord fra Gud, som var blevet levende i ham, og kunne derfor være til stor oppbyggelse for vennerne. Og det skal jeg sige han stadigvæk har – i en stadig større grad», afslutter Stefan.

Intet mindre end et under

Paso Flores, Maj 2012: Der er indvielsesfest for et helt nyt stævnested på Paso Flores. Stefan og Hansi giver hinanden et hjerteligt håndtryk, og fortroligt blik. Det er svært at holde tårerne tilbage. Hvem af dem kunne have set dette for sig 24 år tidligere?

Hansi tænker på, hvordan de sidste år har knyttet vennerne i Sydamerika endnu stærkere sammen. Han smiler for sig selv, når han tænker tilbage på den første tid; på kulturkrigen der opstod ved mødet imellem de spirituelle chilenere og den stærkt konservative flok fra Paso Flores.

Det er med taknemlighed, han tænker på, hvordan Gud har givet den enkelte af dem hjælp til at se sin egen synd i de forskellige situationer, i stedet for at skylde på de andre. På den måde er de vokset nærmere og nærmere hinanden, og fået det fantastisk godt sammen. Og nu kan de altså fejre, at stævnecentret står færdigt.

Det er med taknemlighed, han tænker på, hvordan Gud har givet den enkelte af dem hjælp til at se sin egen synd i de forskellige situationer, i stedet for at skylde på de andre.

Hansi skænker sin himmelske Far en taknemlig takkebøn. Det han har gjort i og for dem alle er intet mindre end et under.