Hvorfor skulle Jesus dø på korset?

Gud er kilden til livet; han er livet, og i ham findes der ikke mørke (Første Johannesbrev 1:5). Guds antitese er Satan, hvis rige er mørke og synd. Fra begyndelsen gjorde Gud det klart, at synden vil lede til døden (Første Mosebog 2:17; Romerbrevet 6:23).

Synden adskiller os fra Gud

Da Satan med sin list bedragede Eva og dermed også fik Adam til ulydighed, fik synden også adgang i deres natur. Synden kom imellem dem og Gud som et forhæng og adskilte dem fra livets kilde. Åndeligt set var de døde i deres overtrædelser og synder (Efeserbrevet 2:1). Synden var kommet ind i verden, som var forbandet, og alle levende skabninger skulle lide en naturlig død.

Synden der var kommet ind i Adam og Evas natur, blev arvet af alle deres efterkommere. Dette “synden i kødet” er ikke skyld for begåede synder, men en stærk tilbøjelighed til at gøre sin egen vilje frem for Guds. Hvis vi følger denne tilbøjelighed, når vi for eksempel bliver fristet, så begår vi synd. For at hjælpe disse mennesker med at komme på rette kurs, gav Gud dem love som beskrev hans vilje for dem.

Desværre var alle mennesker utroligt svage, og ikke én person nogensinde klarede at holde sig ren fra synden. Faktisk syndede selv de bedste af dem dagligt i tanker, ord og gerning. Med andre ord, alle mennesker var skyldige, og Satan kunne bruge dette som et skyldbrev imod dem, og kræve at de skulle dø (Romerbrevet 5:12). I templet, Guds symbolske hus på jorden, hang der et stort, tykt forhæng foran det helligste af det hellige, hvilket symboliserer synden i kødet, som adskilte mennesker fra Gud. Enhver der gik forbi dette forhæng ville dø med det samme, fordi ingen synd kunne stå for Guds åsyn.

Tilgivelse igennem offer

Gud gav i sin langmodighed menneskene en chance: ved at ofre et dyr uden lyde, kunne mennesker få tilgivelse. En gang om året kunne ypperstepræsten gå ind i det helligste af det hellige med blodet fra ofrene og opnå forsoning for folket. Ved blodet fra et rent offer, kunne syndens gæld blive betalt (Tredje Mosebog 17:11; Hebræerbrevet 9:22).

Dog kunne blod fra dyr ikke tage problemets rod væk, synden i den menneskelige natur. Efter at deres synder var tilgivet, blev mennesker ved med at synde, hvilket betød at de skulle tilbage og ofre igen, år efter år. Ikke engang ypperstepræsten kunne hjælpe dem; han var selv en synder, og offeret var lige så meget for ham selv som for folket (Hebræerbrevet 10:1-4).

Gud hadede denne frygtelige situation. Hans længsel var at kommunikere med mennesker og at frelse dem. Han ledte efter en som kunne lede menneskene ud af de onde cirkler af synd og tilgivelse. Men til trods for det faktum, at der var retfærdige, gudfrygtige mennesker igennem historien, var ingen af dem lydefri, og ingen af dem kunne “stå i gabet” mellem Gud og menneskeheden. Så Gud sendte sin egen søn for at udføre det største værk i historien (Ezekiels Bog 22:30; Esajas' Bog 41:28; Esajas' Bog 60:16; Esajas' Bog 63:5; Johannesevangeliet 3:16-17)

Jesus: et menneske i alle ordets betydninger

Jesus var Guds søn, men han “udtømte villigt sig selv” og blev “menneskesøn” – et menneske i alle ordets betydninger, med den samme menneskenatur som os allesammen. Dette betød, at Jesus blev fristet ligesom os. Men Jesus blev også født med Guds ånd, og denne ånd vejledte ham igennem hele hans liv og gav ham kraften til at udføre den opgave, han var blevet sendt for at gøre (Lukasevangeliet 1:30-35; Filipperbrevet 2:5-8; Esajas' Bog 61:1-3)

“da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” Filipperbrevet 2:7-8. Det var som et menneske, Jesus lærte lydighed, fordi som menneske havde han sin egen vilje, eller synd i kødet, og blev fristet. Der lærte han at fornægte sig selv, “tage sit kors op dagligt” og bringe den synd i døden. Resultatet var, at han aldrig syndede (Hebræerbrevet 2:18; Hebræerbrevet 4:15; Hebræerbrevet 5:7-8).

Da Jesus talte om synd og imod de religiøse lederes hykleri på den tid, talte han med autoritet og overbevisning. Men fordi døden over synden skete i hans indre menneske, skjult fra menneskers åsyn, blev han misforstået af næsten alle, der levede i hans samtid. Så meget at han til sidst blev arresteret og korsfæstet. Den rene, retfærdige, skyldfrie mand døde som en kriminel, straffet for synder som han aldrig begik. Hvorfor?

Soning – og en vej at efterfølge

Det eneste menneske i hele historien som var fuldstændig ren og uden synder, var Jesus. Den eneste som kunne “stå i gabet,” den eneste som Satan ikke havde fundet skyldig. Han var den eneste, som ikke havde fortjent døden, hverken fysisk eller åndeligt. Men for at fuldføre formålet med at han kom til jorden, tilbød Jesus frivilligt sig selv. Han blev korsfæstet som det ultimative, skyldfrie offer. Han døde som Guds lam, soningen for hele menneskeheden. Han bar straffen for alle vore synder, og døde; den retfærdige for uretfærdige (Romerbrevet 5:10; Andet Korintherbrev 5:21; Første Petersbrev 3:18). Han døde ikke kun en fysisk død, men han oplevede endda adskillelse fra Gud, da han hang på korset (Matthæusevangeliet 27:46; Markusevangeliet 15:34). Ved dette offer har alle de som tror på ham mulighed for at opnå tilgivelse.

Jesu død på Golgata kors, som absolut er et af de mest betydningsfulde og kraftige begivenheder nogensinde på jorden, er kun en del af den kristne historie. Ved kraften af den ånd som var med ham fra fødslen, havde Jesus “lidt i kødet”, ved at fornægte det og ikke give efter for den tilbøjelighed til at synde, som han havde i sin natur som et menneske.  På denne måde blev synden i hans kød fordømt, og han “bragte det i døden,” ved at “korsfæste” lysterne og begæringerne. Så selvom han blev fristet, syndede han aldrig (Hebræerbrevet 2:18; Hebræerbrevet 4:16).

Da Jesus døde på korset, råbte han; “Det er fuldbragt!” På dette tidspunkt var hver en trevl af synd, som han havde arvet i sin menneskenatur, blevet korsfæstet, og hans arbejde på jorden var fuldbragt. Da Jesus døde, revnede det hellige forhæng i templet fra øverst til nederst. Gælden var blevet betalt; vejen tilbage til faderen var åben.

Jesu sejr over synd var også en sejr over døden. Han forblev ikke i graven, men opstod fra graven med et herlighedslegeme, som bestod af hele Guds egen natur. Fyrre dage efter for han op til himlen, hvor han sidder ved faderens højre side (Filipperbrevet 2:5-11; Kolossenserbrevet 2:9).

Jesu brødre!

Så hvordan var Jesu korsfæstelse og offer forskellig fra ofrene og tilgivelsen i den gamle pagt? Hvordan fjerner Jesu død på korset synden i vort kød? Hvorfor bliver vi stadig fristet? Det er fordi tilgivelse alene ikke var det ultimative mål med Jesu liv, det er heller ikke det ultimative mål for en kristen. Faktisk er tilgivelse kun begyndelsen. Jesus selv indikerede det meget klart: “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge mig.” Lukasevangeliet 9:23.

Jesu formål var ikke kun at være et forsonende offer for folks synder. Han ville have disciple, som følger ham. Vi kan ikke følge ham til døden på Golgata kors, men vi kan tage vort kors op dagligt!

Ved at følge ham på denne vej kan vi blive hans disciple, og han sender sin Helligånd for at give os den samme kraft, som han havde til at overvinde synden. Vi lider også i kødet, vi korsfæster også kødet med dets lyster og begæringer, vi bringer også “legemets gerninger” i døden ved ånden, og vi kan også blive færdig med synden, vi bliver “lemmer på hans legeme,” vi bliver Jesu brødre, og vi får del i guddommelig natur! (Første Petersbrev 4:1-2; Galaterbrevet 5:24; Romerbrevet 8:13; Første Korintherbrev 12:12-14; Hebræerbrevet 2:11; Andet Petersbrev 1:2-4).

Jesu død på Golgata kors var kulminationen af hans utrolige kærlighedsværk for os mennesker. Ved hans død forsonede han dem som tror på ham med Gud, og igennem hans liv åbnede han en vej tilbage til faderen for dem som følger ham. Ved død over synd overvandt Jesus døden (Hebræerbrevet 2:14-15). Ved sit liv gav han os liv. Må hans offer ikke være forgæves – må han have mange disciple, ham som ikke skammer sig over at kalde os brødre!