Hvorfor tillader Gud lidelser?

Hvordan kan en Gud som er kærlig og almægtig tillade lidelse på jorden? Kan Gud ikke gribe ind og skabe en verden, hvor der ikke findes lidelse? Kan han ikke tage smerten bort?

Dette er et svært, men også et meget almindeligt spørgsmål. For at forstå nogle af de store spørgsmål vedrørende dette emne, skal vi se på Guds helhedsplan.

Til at begynde med skabte Gud en verden uden lidelse. Dette var himmelen og jorden før syndefaldet. Alle englene, og alt som var blevet skabt, levede i harmoni med Gud. Der var fred. Glæde. Fuldkommenhed. Det var helt ligesom Gud ønskede, at det skulle være.

Men Satan, en af englene, valgte at gå imod dette og gøre ting på sin egen måde. Han ophøjede sig selv og forestillede sig, at han kunne være lig eller bedre end Gud. Dette var den første synd, der forårsagede et skille mellem Gud og Satan. Satans vej var uden for Guds velsignelse og derfor forbandet.

Guds skaberværk var fuldkomment. Adam og Eva, de første mennesker, fik en fri vilje, men de var rene og havde derfor direkte kontakt og fællesskab med Gud. Satan var fuld af ondskab og ønskede at ødelægge denne harmoni. Han mente, at hvis folket skulle vælge, ville de hellere synde end at adlyde Gud. Gud kunne bare have fået ham til at tie eller til og med tvunget ham til at ændre mening, men han har for megen respekt for den frie vilje, selv deres frie vilje som vælger at være ulydig mod ham. Så i stedet for at tvinge Satan tilbage til lyset, måtte Gud bevise, at syndens vej kun ville føre til lidelse.

Årsagen til lidelse på jorden

Da Gud skabte jorden, var hensigten, at den skulle være en forlængelse af freden og harmonien i himmelen. Alligevel fik Satan adgang til jorden, og han fristede Eva i Edens Have. Da Satan tilbød Eva valget om at følge Guds vej eller syndens vej, havde Gud inderligt håbet, at hun ville vælge hans vej. Alt Gud ønskede var, at menneskene skulle være lykkelige, og han vidste at den eneste vej dertil var, at de var lydige. Desværre valgte Eva at tro på Satans vej – forbandelsens vej, og hun overbeviste Adam om at gøre det samme. På grund af hans enorme respekt for deres frie vilje, måtte Gud tage et skridt tilbage og lade Adam og Eva høste konsekvenserne af deres handlinger.

Al lidelse, al smerte og hver tåre som er udøst på jorden, er enten et direkte eller indirekte resultat af synd. Selv naturkatastrofer sker, fordi verden blev forbandet (se Romerbrevet 8,20-21). Synden besudlede alt. Og det blev værre og værre efterhånden som tiden gik. Når et menneske syndede, høstede han lidelse, menneskene omkring ham led, selv jorden led. Selve naturen blev fordærvet med torne og tidsler. Dette var ikke en ondskabsfuld Gud, der overreagerede med straffene. Dette var et naturligt resultat af de love, som Gud havde lavet, længe før han skabte jorden. Han vidste, at synd medførte lidelse. Det er derfor, han gør en så ihærdig indsats for at forhindre os i at gøre det.

Hvorfor gør Gud ikke noget for at standse lidelsen?

Gud kunne når som helst gribe ind og stoppe lidelsen. Han kunne holde sin hånd ud og redde os ud af smerte. Han er trods alt almægtig. Men hvis han gjorde det, ville han aldrig kunne bevise over enhver tvivl, at Satan tog fejl. Synd forårsager lidelse. Gud ved det. Nu vil han bevise det for hele skabelsen.

Det gør Gud stor sorg at se sit skaberværk lide. Han længes efter at det skal blive slut, og at han kan række sin hånd ud og hjælpe os. Guds endelige mål er at gøre en ende på al lidelse for al evighed. Han vil, at hele skabelsen eksisterer sammen i fuldkommen harmoni, ligesom det var i begyndelsen. Men denne gang skal han være sikker på, at ingen kan tage synden med sig ind i den nye skabelse. Derfor må han kunne bevise over enhver tvivl, at det kun er synd, der fører til elendighed og lidelse. Og for at få dette bevis, skal Gud følge de love, som han selv har lavet.

Guds hensigt med skabelsen

Guds hensigt med os er ikke bare at bevise, at at synde bringer lidelser. Det er endnu vigtigere at bevise, at at leve uden at synde bringer glæde, fred og harmoni.

«Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet.» Efeserbrevet 3,8-10.

Dette er hele pointen med Guds plan med menneskeheden, det endelige, ødelæggende slag mod Satan. Ved at sende sin egen søn Jesus til jorden som et menneske kunne han én gang for alle bevise, at det var muligt at overvinde Satan og hans bedrag. Som et menneske blev Jesus fristet på alle måder som vi, men i ethvert forhold valgte han at gøre Guds vilje i stedet for sin egen, sådan at han aldrig gjorde synd (Hebræerbrevet 4:15, 5,7:9). Da Jesus blev korsfæstet og råbte, «Det er fuldbragt!» var sejren total. Satan havde aldrig været i stand til at tage kontrol over Jesu ånd, som nu kunne vende tilbage til Gud, fuldkommen og fuld af guddommelig natur.

Men det stoppede ikke der. Jesus gjorde dette, sådan at han kunne vise vej for andre. Nu danner Gud en brud for Jesus Kristus, som ved at leve et rent og helligt liv som han gjorde skal vise, at sejr over synd bringer sand, evig glæde og fred. Dette er menigheden ved hvem Guds mangfoldige visdom vil blive åbenbart for hele skaberværket.

Og denne glæde er ikke bare en belønning, vi får i evigheden. Den begynder nu.

Så selvom Gud skal lade jorden høste syndens løn, er han faktisk langt mere interesseret i at lade de som vælger at tjene ham høste fordelene af det.

«Lidelse i kødet»

Alle lider. Og de lidelser et menneske oplever på jorden, er ikke nødvendigvis proportional i forhold til hvor meget synd, de har begået. Men Jesu Kristi disciple, Guds tjenere, kan bruge denne lidelse til deres fordel.

I Første Petersbrev 4,1 står der: «Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden.» Fysisk lidelse i sig selv gør helt klart ikke færdig med synden. Tværtimod, når menneskene oplever smerte, tab og tragedie, så melder synden som bor i dem sig, og de bliver fristet til at føle sig sure, bitre eller modløse. Men en discipel gør hvad hans mester, Jesus gjorde: Han tager disse tanker, fornægter dem og døder dem. Og den synd, der kom frem i forholdet, dør. Dette kaldes at «lide i kødet», fordi at hindre kødet fra at kunne udføre sine lyster er det samme som at fornægte ens egenvilje, og det er smertefuldt. Det er dette, som Jesus gjorde, da han var på jorden, og det er Guds vilje for os. Resultatet er, at synden besejres og erstattes med dyd.

Når nok mennesker bevidst har valgt at lide i kødet, hellere end at synde og tage konsekvenserne af det, så vil Gud endelig kunne sige til Satan, «Se, din måde fungerer ikke. Synd fører bare til lidelse, men nogle mennesker har valgt min vej. De vælger ikke at synde. Det er blevet bevist gang efter gang; du har ikke noget at skulle have sagt!»

Og så bliver der et opgør.

Evigheden

Du kan forestille dig Guds vrede over Satan, når dommens time endelig er kommet, efter at have holdt sig tilbage alle disse tusinder af år. Efter Satans opgør måtte Gud se sit skaberværk lide år efter år, århundrede efter århundrede. Han har ventet med langmodighed på, at folk skulle vende sig mod ham og være lydige mod hans vilje, sådan at han på sigt kunne udrydde synden.

Men endelig kommer tiden til fred. Når alt er sagt og gjort, kastes Satan i ildsøen og al lidelse, al smerte, al elendighed vil være væk for altid.

Hvis vi er lydige mod Guds vilje i stedet for vor egen vilje, som er smittet af synd, er vi på Guds side og delagtig i at udføre hans plan. Jo mere vi vælger at leve i lydighed mod Gud her på jorden, des hurtigere vil opgørets time komme. Jo flere mennesker der vælger at lide i kødet (døde deres synd) og ikke lyde de syndige lyster og begær i sig selv, jo før vil Jesus komme tilbage og gøre en ende på al lidelse.

Hvad kan jeg gøre?

Det er svært at stå på sidelinjen og se på, mens lidelser spreder sig over hele verden, uden at vide hvad man kan gøre. Men de som er trofaste mod Gud har magt og ansvar til at lette lidelserne og gøre verden til et lidt bedre sted, hvor de er.

Vi kan være en velsignelse for dem omkring os ved at fornægte synden som så let frister os, og som fører til strid og ulykkelighed. Når vi er tilbøjelige til at svare igen med hårde ord, kan vi døde denne synd og hellere svare mildt og venligt. Når vi fristes til egoisme, kan vi øve os i gavmildhed. Når vi ser uretfærdighed og grusomhed, kan vi være forkæmpere for retfærdighed og medfølelse.

Vi kan også bede. «Et retfærdigt menneskes bøn har stor kraft og virkning.» Jakobsbrevet 5,16. Bøn er et mægtigt våben imod denne mørke verden. Hvis vi sørger for at leve i retfærdighed, har vore bønner magt til at hjælpe. Vi kan bede om helbredelse, bede om nåde, bede for de fattige, bede for de trængende, bede for verdensledere og regeringer, bede om at lys, liv og nåde kan komme til verden så meget som muligt. Gud hører disse bønner.

Og jo mere vi lever i retfærdighed, jo mere vi døder vor synd, og jo mere vi kæmper mod mørket, desto hurtigere vil dommens dag komme, hvor det for altid er slut med al synd og lidelse. «Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme.» Andet Petersbrev 3,11-12.

Den dag kommer snart – dagen hvor Jesus kommer tilbage, klar til at hente sin brud, ren og uden plet, hun som har valgt Guds vej igennem det hele.

Og så kommer den store finale. Satan bliver bundet og kastes i ildsøen for evigt (Johannes' Åbenbaring 20,10). Aldrig igen vil han være i stand til at friste folk til at følge hans vej og forårsage elendighed og lidelse. Så vil Gud endelig kunne skabe en ny himmel og en ny ord i fuldkommen fred, glæde og harmoni i al evighed. Ingen gråd, ingen tårer, ingen sorg. Ingen fristelse, ingen synd, ingen strid, konflikt eller ulydighed. Vi skal leve sammen med Gud og Jesus og de hellige. Ikke et fnug af lidelser kommer nogensinde til at eksistere i universet igen.

Endelig og for altid skal alt være godt.