Hvorfor tjener jeg?

Klokken er seks en lørdag morgen, og jeg kan se mine ånde på glasset, når jeg stirrer ud af bilvinduet, på den kolde prærie, som suser forbi. Rundt mig er der andre piger som prøver at indhente lidt tabt søvn.

Chaufføren hører musik for at holde sig vågen, men vi suser ned af motorvejen. Vi er på vej på dugnadsarbejde for vores menighed. Det er en 3 timers køretur, til vi når vort mål, og der er nok af tid til eftertanke. Det sker så meget i disse tider. Det virker som om det altid er en mulighed at være engageret, hvad enten det er at være leder i aktivitetsklubben for børnene, søndagsskolen, dugnad for menigheden, at hjælpe en ven, som har brug for det, at være engageret i ungdomsgruppen, osv. Der er nok at lave hver dag. Jeg er med, så ofte jeg kan. Men når jeg tænker på den lange dag foran mig selv, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg egentlig gør dette. Hvorfor ville jeg for eksempel stå tidligt op en lørdag morgen for at arbejde dugnad, når jeg godt kunne have sovet lidt længere, som de fleste andre på min alder gør?

Jeg har brug for at lære

Når jeg virkelig tænker over det, ved jeg, at det ofte bare er min egen dovne, egoistiske natur som hindrer mig fra at ville gøre noget for andre. Jeg vil hellere sidde hjemme og læse min bog eller se TV – listen er lang. Mig, mig, mig. Jeg vil lære at blive færdig med altid at tænke på mig selv! Jeg vil lære at opgive min egen vilje for hellere at tjene og velsigne andre. Jeg har indset, at det er noget, jeg virkelig må gøre, sådan at jeg kan lære at gøre Guds vilje fremfor min egen.

Og det er virkelig et arbejde; et offer. Jeg finder meget modstand i mig selv. At ofre betyder at opgive noget. Jeg er fristet til at klage og slæbe fødderne. «Jeg bør egentlig tage afsted, fordi det er min pligt, og hvis jeg ikke gør det, tænker folk måske på, hvorfor jeg ikke gjorde det. Jeg ville bare ønske jeg engang imellem havde lidt tid til mig selv.» Når sådanne tanker kommer op, tenker jeg på ordene i Andet Korintherbrev 9,6-7. «For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.»

En glad giver

Når jeg har bestemt mig for at være en glad giver og ikke til at hjælpe uden at have lyst eller af tvang, så kommer jeg med en god holdning. Jeg kan stadigvæk blive fristet til disse tanker, men så er der et fast og afgørende «Nej!» til at leve for mig selv, og tankerne dødes. Og jeg ved, at når jeg har dette sindelag, så vil Gud give mig al den styrke, jeg har brug for at «ikke blive trætte af at gøre det, som er ret.» (Galaterbrevet 6,9) Når der så kommer en anledning til at være med til at tjene og ofre, kan jeg være klar og have en god og opbyggelig ånd omkring mig.

Det er helt op til mig selv, hvilken holdning jeg har! Når jeg er glad og villig, så kan det kun gå godt, og jeg kan være en opmuntring for andre. Måske er der er, der har det lidt svært; så kan jeg lette byrden og være et eksempel. Hvis jeg har en klagende og modvilligånd, kan de andre mærke det, og det kan også trække dem ned.

Jeg oplever en velsignelse

Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor giver jeg min tid og indsats for at velsigne og tjene de andre? Det er sådan, at jeg kan være en del af det fællesskab, som jeg oplever, og den velsignelse jeg personligt har modtaget af det. Det er sådan, at jeg kan vokse i gudsfrygt og være et eksempel og en hyrde for de yngre. Når jeg er med, kan Gud bruge mig til at bygge menigheden. «For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.» (Første Korintherbrev 3,9).

Idèt bilen stopper ved den stald, hvor vi skal tilbringe dagen, vågner alle op og skynder ind så hurtigt som muligt for at komme ud af kulden. Ansigterne er stadigvæk søvninge, og der er meget godmodigt drilleri og latter. Alle er i godt humør. Jeg er omringet af en gruppe mennesker, som jeg ved tager det på samme måde, som jeg. Det sørger for en god atmosfære, og jeg er så taknemlig for, at jeg kan være en del af det. Jeg ønsker ikke at være en del af en, som bare hænger med på læsset. Jeg vil være en som er med til at trække det.