“Jeg plejede at være …”

Der er mange artikler i nyhederne for tiden om, hvordan livet plejede at være før social afstand, før ned-lukning og den globale pandemi. Regeringens officielle retningslinjer om hvordan vort samfund kommer til at fungere i de kommende måneder bliver publiceret dagligt. Nogle mennesker længes tilbage til, hvordan livet plejede at være, mens andre har fundet en anden måde at leve på, som passer dem bedre – mindre stress, mere fritid og begrænset ansvar.

Det er ikke bare en forandret status i samfundet, som kan få os til at se tilbage på, hvordan vi plejede at leve og vurdere de forskelle som er kommet over vore liv. Det er en normal del af at blive ældre som kan få os til at sammenligne her og nu med specifikke tidspunkter i vore liv.

Og i den forbindelse sagde min mand noget meget væsentligt til mig i vores køkken i denne uge.

Hvordan jeg plejede at være

Vi havde lige talt om minder fra vores bryllup, da vi snart har 45-års bryllupsdag – tænkte over fortiden, alle livets op – og nedture, det gode og det mindre gode og alle børnene, børnebørnene, og hvordan vi måtte forandre måden, vi havde vore firmaer på under ned-lukningen, og han sagde ud af det blå: “Jeg plejede at være sådan en hård person.”

Jeg plejede at være …

Og det er sandt; han plejede at være en hård person med principper, og måder tingene skulle gøres og specifikke prioriteter og husregler. Men det er han ikke længere.

Så jeg begyndte at tænke på mig selv, og hvilke ting som havde karakteriseret mig igennem årene, og den største var vrede. Jeg plejede at være en meget vred person som ville vrisse igen og igen om ting, andre mennesker havde sagt eller gjort, og hvordan det påvirkede mig eller oprørte mig. Men det er jeg ikke længere.

I plejede jeg at være.

Det ligger i vores forståelse at sige disse ord om hvert aspekt af vore menneskenatur, vi skal renses fra, så vi bliver som Jesus, som er vor ret og vort mål. Vi vil være i stand til at sige:

Jeg plejede at være jaloux.

Jeg plejede at være bitter.

Jeg plejede at være egoistisk.

Jeg plejede at være doven.

Jeg plejede at være arrogant.

Jeg plejede at være frygtsom.

Jeg plejede at være …

Hvordan jeg kan blive forvandlet

Den hurtigste vej til et mål på en ret linje, og der står skrevet at vi skal “lave rette stier for vore fødder”, og vi gør dette ved at tænke på Guds ord og “lærdommen.” Lærdom betyder egentlig en række overbevisninger, og den række overbevisninger jeg tror på er, at ved at fornægte mig selv og tage mit kors op, bliver synden i mit kød ødelagt lidt efter lidt. At tage et kors op er en proces af at fornægte noget menneskeligt, som vrede, indtil det dør.

Nogle gange, specielt når man er ung, kan denne proces føles som om den bliver ved for evigt, og man ikke rigtigt kommer nogen vegne. Og sådan følte jeg det også, men jeg lagde mit hoved ned, troede på Gud og fortsatte i blind tro.

Såvel som blind tro skal vi fastgøre vore liv på ordets sten – ord som disse:

“Jeg vil stå på min post, jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad han vil sige til mig, hvad jeg får som svar på min klage.” Habakkuks Bog 2:1.

Processen er ligetil.

1. Sætte os selv på voldene. Volde er en del af et forsvarssystem, et befæstet forsvarssystem – vort forsvarssystem er Guds ord og en indstilling af “der står skrevet.” Så fra starten er min position at stå modstand imod, om jeg har ret eller ej. Jeg er klar over, at jeg har svagheder på dette område, og jeg ønsker ikke det skal fortsætte. Jeg står fast her.
2. Lytte til hvad han vil sige til mig. Jeg skal lytte og være vågen. Jeg skal forvente at høre noget og acceptere, når jeg gør. Hvis jeg er vågen, hører jeg åndens stemme, når den første hvisken af en vred indstilling kryber over mig.
3. Hvad jeg svarer, når jeg bliver irettesat. Dette er mit svar, når jeg bliver klar over, at ånden dømmer mig om en stille betændt tanke, jeg måske har ignoreret eller undertrykket i håb om at den ville forsvinde af sig selv. Det vil den ikke. Denne dom er irettesættelse, og jeg skal acceptere den. Des hurtigere jeg siger “Ja, jeg føler mig krænket,” des hurtigere kan jeg tilføje, “og jeg afviser den.” Dette er et bevidst beslutning og et valg, et endeligt valg. Dette er den lige vej til at blive mere som Jesus, og det sker ikke, hvis jeg bare prøver at være god mod folk. Enhver kan være sød, men det gør dig ikke til en discipel.

Og for disciple gør det ingen forskel om vi er socialt adskilt eller ikke – at lytte efter irettesættelse er en vedvarende proces. Det virker for en hård person og for en vred person, for en jaloux, bitter, egoistisk, doven, arrogant, frygtsom person. Det virker for os alle.

I de kommende måneder ved jeg ikke, om jeg vil være i stand til at begynde face-to-face lektioner med mine studenter, eller hvad retningslinjerne er for patienter for at komme til mit kontor, eller hvornår vi vil være i stand til at besøge vort nye barnebarn. Men jeg ser frem til den dag, hvor jeg er i stand til at sige, “jeg plejede at være …” om disse områder i mit liv, fordi jeg står med forsvar, og jeg våger.