Ikke bliv træt af at gøre det, som er ret

En tanke blev ved med at dukke op i mit sind; “Det er så uretfærdigt! Det eneste jeg ønskede var at gøre det godt for alle, og nu bliver jeg behandlet sådan her!” Det var en situation, hvor jeg følte, at der ikke rigtigt blev sat pris på min indsats, og negative tanker trak mig ned i modløshed. “Hvorfor gider jeg egentlig? Der er aldrig nogen der lægger mærke til, at jeg prøver så hårdt!” Så kom der et vers til mig fra Galaterbrevet 6:9: “Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op.” 

Der er nogle kraftige formaninger i dette enkle vers, som virkelig fik mig til at grunde over mine motiver. Først formaner det mig til “ikke blive træt af at gøre det, som er ret.” Alt i mit sind og krop ønskede at være modløs, for det synes som min indsats for at velsigne de andre og bede for dem ikke betalte sig overhovedet. Så hvad var meningen? Men det er den anden del af verset der giver et enormt håb: “vi skal til sin tid høste.” Det gik op for mig, at jeg bare skulle være tålmodig!

De små spirer

Jeg blev mindet om engang, hvor jeg prøvede at plante køkken-krydderier. Ihærdigt vandede jeg den lille potteplante hver dag, mens det virkede som om, der ikke skete noget. Og så, efter en uge, begyndte jeg at se små spirer. Spirerne blev til små planter, og planterne voksede og voksede, indtil de begyndte at afgive en vidunderlig duft.

Den tredje del af verset giver os en betingelse for at denne proces fortsætter: “blot vi ikke giver op.” Hvis jeg giver op og stopper med at bede for nogen, stopper med at velsigne nogen eller stopper med at vande jorden og senere spirerne, kan tingene gå meget galt. Væksten fra et frø til en plante er en meget fin proces, og små ting som mangel på vand og sollys, kan få spirerne til at dø. Jeg skal være ihærdig, skaffe mig af med modløse tanker og fortsætte i det gode arbejde, Gud kræver af mig.

Hvad motiverer mig?

For ikke at blive træt eller give op skal jeg være sikker på, at min motivation er i orden. Hvorfor tjener og velsigner jeg mennesker? Er det fordi, jeg forventer påskønnelse, kærlighed og taknemlighed til gengæld? Eller er det fordi, det er hvad jeg mærker, Gud beder mig om, ligemeget hvordan det bliver modtaget?

Der står i Johannesevangeliet 5:44: “Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud?”

Hvis jeg motiveres af, at mennesker påskønner mig, så vil jeg aldrig blive tilfreds. Trods alt har menneskene omkring mig en menneskelig natur, helt ligesom mig, og det betyder at vi ikke altid udtrykker taknemlighed, ikke altid lægger mærke til detaljerne af, hvor meget en har gjort for at gøre det godt for en eller hvor meget arbejder det krævede “bag scenen.” Det betyder ikke, at mennesker ikke er milde eller taknemlige, men de kan kun se dele af billedet. Hvis min lykke afhænger af dem, så bliver jeg altid skuffet.

Men der er en anden motivation, jeg kan have eller bede om: at jeg kun søger at behage Gud. For da, selvom mit hårde arbejde bliver kritiseret eller ikke lagt mærke til, kan jeg stadig være taknemlig for, at jeg får lov at tjene Gud, og det kan være nok. At være tilfreds med at modtage Guds ære kommer ikke naturligt; alle kan lide påskønnelse og anerkendelse fra mennesker, vi kan se og høre, men det er noget, jeg kan kæmpe for og bede om. Gud vil mægtigt styrke mig i det, fordi han sætter mere pris på det end alt andet, hvis jeg er villig til at tjene ham af hjertet, uden at have brug for nogen andens anerkendelse.

Gud giver væksten

Det gjorde mig også modløs, når jeg ikke så nogle “resultater” for min indsats. De frø blev bare i det skjulte, dybt nede i jorden og det synes som om, det tog en evighed for dem at vokse op igennem jorden. Så kom et andet vers for mig i Første Korintherbrev 3:7: “så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.” 

Jeg skal stole på, at Gud ser det større billede. Vigtigst skal jeg erkende og være sikker på, at jeg er villig til at fortsætte hans arbejde, ikke mit eget. Han ved, hvad menneskene har brug for, bedre end jeg gør. Han kan lige under jorden se det frø som er skjult for mine øjne. Så jeg beder med et oprejst hjerte og tjener de omkring mig efter min bedste overnevisning og forståelse. Men jeg skal først lægge hele situationen i hans hænder og lade ham give væksten. Jeg skal arbejde hårdt med en indstilling om at give Gud al æren, eller kan han bruge mit arbejde og så bærer det ingen frugt.

Hele situationen vækkede en dybere indre trang i mig til at stå for Guds åsyn og tjene ham, uden krav eller spørgsmål. Jeg har set mange eksempler omkring mig af mennesker, som har valgt at gøre dette, og det har gjort dem glade og tilfredse. Denne glæde og tilfredshed ville ikke være der, hvis de stadig var afhængige af menneskers anerkendelse af deres handlinger. Så det er eksempler, som jeg ønsker at følge, fordi jeg ønsker at være lykkelig som dem, uafhængigt at min situation, menneskene omkring mig eller mine følelser. Bare altid være glad, uden en “dårlig dag.” Det er muligt, så længe jeg har mine prioriteter i orden!