"Ishockey var min lidenskab – alt hvad det indebærer."

Når en ny sæson begynder, køber drenge på alle aldre nye skøjter, stave og hjelme. For nogle er det første gang, andre håber at forbedre sig fra sidste års sæson, og hver eneste af dem kan ikke vente til at komme ud på isen. For mange canadiere er ishockey ikke kun er sport – det er en livsstil.

Jeremy (24) er en af de mere erfarne spillere fra menigheden i Vancouver. Han er vokset op i et kristent hjem i British Columbia og svingede sin første kølle, da han var 7 år gammel. Jeg skal hen at snakke med ham om Canadas største sport en time før den ugentlige træningssæson begynder. Dette er en aktivitet for børn og voksne mellem 12 og 36 år, som han og 25 andre kommer til sammen hver uge.

En tikkende bombe

Han er afslappet og har ikke noget imod at snakke med mig, selvom det ikke er behageligt for ham at huske tilbage på alt. “Gennem ishockey kunne jeg fremme mig selv – ikke mindst i min egen opfattelse. Alt drejede sig om hvem der kunne spille bedst, hvem der kunne spille hårdest.”

“Jeg var en tikkende bombe,” siger han til mig, mens han tænker. Når tingende ikke gik som han ville, mistede han sit temperament; hvis han missede ét skud for meget, eller nogen tacklede ham, ville vrede og frustration få bugt med ham. Han indrømmer, at det var fordi han var viklet ind i sine egne ting.

Men det er ikke denne dreng som sidder foran mig. Han er glad – det kan ikke beskrives anderledes, han er bare glad. Jeg spurgte ham om, hvad der havde forandret sig.

“Nu spiller jeg ishockey af en helt anden grund,” forklarer han entusiastisk. “Når vi unge samles for at spille, er udbyttet, at vi alle har det godt sammen.”

Mere og mere som Kristus

Jeremy ser nu helt anderledes på livet sammenlignet med den frustrerede, aggressive dreng han var. Han har valgt at leve sit liv helt for Gud. Nu forstår han, at ikke alt drejer sig om ham. Han spiller stadigvæk ishockey, for det var aldrig ishockey der var problemet; overvindelsen af vreden og egoismen har forandret ham. “Jeg nyder mere at spille ishockey nu, og jeg spiller uhæmmet fordi jeg ikke behøver at opretholde et bestemt rygte. Der er ikke længere gode og dårlige dage”, er hans afskedskommentar, da han går ud for at tage sit udstyr på.

At være ishockeystjerne er ikke Jeremys mål længere. Han har fundet en enkelt opskrift på at blive lykkelig, ikke kun når han spiller ishockey, men også i hans hverdagsliv. Hans længsel efter at blive mere som Kristus er hans lidenskab nu.