Jeg kæmper for min evighed

Hvorfor er det så vigtigt ikke at lade en lille tanke leve, når jeg ved, at den er ikke er rigtig?

I Højsangen 2,15 står der, «Fang dog rævene, de små ræve! De ødelægger vingårdene!» Jeg har et løfte om en evighed, som er værd at kæmpe for, og de små tanker er som «små ræve», der kan ødelægge alt .

Tanken dukkede op i mit sind, ligesom jeg troede. Det var ikke en ædel og ren tanke (Filipperbrevet 4,8). Det var ikke en tanke, som jeg ville have valgt at tænke. Men jeg var så træt. Jeg følte, at jeg egentlig ikke havde energi til at fornægten den denne gang. Jeg blev virkelig fristet til at bare lade det være. Jeg skulle tage en bevidst kamp op for at sige «Nej! Jeg skal ikke lade denne synd leve!»

Jeg bad til Gud, om at han ville styrke mig til at stå fast i fristelsen, og jeg tænkte på bibelvers, hvor der står om, hvad jeg skal gøre med sådanne tanker. Selvom jeg var stærkt fristet til at lade denne tanke leve, gav jeg ikke efter. Jeg sejrede i kampen, og Satan fik et slag.

Hvorfor skal jeg kæmpe mod synden?

Men så kom tanken til mig: «Hvorfor skal jeg egentlig ikke give efter, når jeg fristes til en sådan tanke? Er det egentlig synd?» Jeg ved, at det, at synde er at gøre det, jeg på forhånd ved er imod Guds ord og vilje. Der står i bibelen, at vi skal tage enhver tanke til fange (Andet Korintherbrev 10,5). Så jeg ved, at det, at gøre synd faktisk begynder i mit tankeliv. Det er ikke bare den ydre manifestation som er synd. Men i baghovedet tænker jeg faktisk stadigvæk, «Hvilken skade gør det egentlig? Det er jo ikke så slemt. Det kommer egentlig ikke til at have nogen indvirkning på nogle andre; ingen vil nogensinde få det at vide.»

Men så tænker jeg på min himmelske brudgom; den egentlige årsag til at jeg skal døde al den synd, som kommer op i mit tankeliv. Han levede her på jorden og blev fristet i alt ligesom jeg, men uden at synde! (Hebræerbrevet 4,15-16) Og fordi han gjorde det for mig, efterlod han fodspor, som jeg kan følge. «Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund…» (Første Petersbrev 2,21-22) Det er selve grunden til, at jeg skal bringe alle disse tanker i døden; ingenting kan få lov til at leve. Efter alt det han har gjort for mig, er det dette, jeg skal gøre for at leve velbehageligt for en sådan brudgom, og være ham værdig.

Jeg lever for evigheden

Selvom jeg er her på jorden, lever jeg for evigheden. Hvordan jeg kommer til at tilbringe evigheden er helt afhængig af, hvordan jeg har levet her på jorden. I Matthæusevangeliet siger Jesus: «Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.» I et evigt liv er der ikke plads til noget synd.

Og om jeg kan se det i fristelsens stund eller ikke, kommer der altid dårlige resultater af at give efter for synd, ligemeget hvor lille og skjult den er. «For syndens løn er død.» (Romerbrevet 6,23) Det er ikke det, at Gud vil, at jeg skal lide, eller ikke vil at jeg trives. At overvinde synden er virkelig kun til mit allerbedste, på alle måder. Jeg oplever allerede resultaterne her på jorden og siden i al evighed. Verset fortsætter: «Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.»

Det er dette jeg virkelig kæmper for: mit evige kald med Jesus Kristus, min evige brudgom. Jeg ønsker at være en brud uden flæk eller rynke, som er ham værdig. Det er et utroligt kald. Der findes ingenting på jorden, som er der værdt at miste dette kald for. Ligemeget hvordan jeg føler mig, skal jeg opgive mine egne tanker og vilje og kun være lydig mod det, som Gud taler i mit hjerte.