Jeg kan ikke høre, hvis jeg ikke lytter

Jeg gjorde noget usædvanligt som en middelaldrende kvinde i Storbritannien. Jeg tilbragte en weekend i en ensom hytte langt væk fra alting. Jeg kunne ikke se nogle bygninger, høre nogle mennesker og havde ingen WiFi.

Sandheden var, at jeg havde en masse lave. Jeg havde taget mine bøger og computer med, så jeg kunne skrive ordentligt, da jeg havde en kommende deadline, jeg ikke var klar til. Det jeg havde brug for, troede jeg, var et sted helt fri fra forstyrrelser og menneskelig kontakt, hvor jeg bare kunne få ting gjort.

Jeg havde også taget min bibel med; hvor dejligt det ville være at sidde i aftensolen og langsomt bladre siderne og tænke på Guds ord. Så meget mere fredfyldt end at lede efter vers på min smartphone bibel-app. Men det der skete var en åbenbaring for mig, en rystelse over hvor travlt jeg havde ladet mit tankeliv blive.

Har du en nød?

Som ung mor havde jeg travl nok, du godeste, men det hektiske tempo i praktisk familieliv og nød-følelsen gjorde, at jeg hurtigt læste i bibelen i bibelen et par minutter tidligt om morgenen eller sent om aftenen – de var min livline og gav mig mod. Som jeg blev ældre, fik jeg mere forståelse og mine naturlige reaktioner i vanskelige situationer blev færre. Det er en god ting; men et sted på vejen, når vi bliver mere kompetente, kan vi nogle gange misten den nød som fik os til at søge daglig hjælp og vejledning.

Når jeg vågner op nu til dags, har jeg ingen børn at passe på. I stedet svarer jeg på de vigtigste email på min telefon og tjekker de blogge, hjemmesider og Instagram-profiler, som jeg skriver på. Jeg tjekker Twitter. Jeg tjekker LinkedIn. Jeg laver lister. Jeg prøver at få gjort en masse, næsten før mine fødder når gulvet. Jeg bruger store dele af min dag på min computer. Jeg reseacher, jeg tænker. Jeg skal altid tænke en masse …

Stille tid

Så jeg sad på højen ved min hytte, i skyggen ved duftende bonderoser og kaprifolier med en udsigt over dalen til bjergene bagved. Jeg kiggede på de tjavsede skyer som drev over den blå himmel, og jeg begyndte at læse Apostlenes Gerninger.

Jeg læser om, da Jesus stod op, da han sendte Helligånden og hvordan de tidlige menigheder blev vejledt og styrket af ånden, og jeg læser om tegn og undere. Og jeg genvandt den følelse af undring om, hvor dybt jeg kan gå ind i Guds ord, når jeg bare sidder og læser og lytter til, hvad han ønsker, jeg skal lære om mig selv, af det jeg læser. Der var ingen travlhed, ikke bare søge efter et vers efter jagt på et hurtigt svar på et opstået problem. Og jeg indså: jeg har brug for denne tid til at dvæle og tænke. Jeg har brug for at tid til at sidde stille og åbne mit hjerte og sige, “Her er jeg, og jeg lytter…”

Det er ikke bare “nice” at være i stand til at sidde og tænke. Jeg er kun brugbar på Kristi legeme til den grad, jeg hører og adlyder ånden i mit eget liv. Og for at høre ånden, skal jeg lytte, virkelig lytte, hvis jeg vil have åbenbaring om mig selv.

Da de ældre i Israel arresterede og lyttede til Peter og Johannes, benægtede de ikke, at der var sket et tydeligt tegn (Apostlenes Gerninger 4). De vidste det med deres hjerner. Men de havde ikke lyttet med deres hjerter og deres ånd, fordi deres eneste bekymring var, hvordan de kunne tysse på det, så sandheden ikke ville spredes videre og true deres autoritet.

Så, jeg er kommet hjem fra min hytte på højen med en nød om, at min travle liv skal inkludere tid til meditation for at sikre mig, at jeg lytter til ånden med min egen ånd. At jeg ikke bare fylder min hjerne med “gode vers”, som jeg forstår med min forstand, men som ikke gør et dybt indtryk på mit hjerte eller giver åbenbaringer som forandrer mit liv.

“Tænk på alt dette, lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt.” Første Brev til Timotheus 4:15.