“Jeg står i en situation, jeg ikke selv har valgt.”

Når vi er unge og lægger planer for vore liv, har vi et godt helbred og er stærke, og det forekommer os ikke, at en dag kan denne styrke og helbredet blive taget væk. Vi ser på ældre mennesker og synes, de er en helt anden slags mennesker. Vi ender ikke som dem.

Min mand var fysisk stærk og var altid klar til at hjælpe andre med at flytte, lappe tag eller lægge fliser. Hans vision, når han blev pensioneret var at være i stand til at have mere tid til at passe børnebørn, tage på vandreture og brygge kaffe i naturen med sine venner.

Det var indtil han fik diagnosen Parkinsons syndrom i 50'erne, som gradvist tager hans styrke og balance, giver ham smerter og stjæler hans søvn. Det er ikke fatalt, men det stjæler den fremtid, han forventede at have, og for første gang i hans liv blev han fristet til depression og frygt for fremtiden. Som han sagde, “Jeg befinder mig i en situation, jeg ikke selv har valgt.”

Man kan spørge Gud, hvorfor ting som disse sker. Hvorfor en person der ønsker at være så hjælpsom skal tages ud af funktion på en sådan måde, og så permanent.

Guds mål er at gøre os klar til evigheden

Vi skal huske, at Gud har langsigtede planer. Hans prioritet er ikke at sikre, at vi har et liv der passer til vore ønsker. Han ønsker at gøre os klar til fremtiden, at danne os til at være nyttige for ham, at føre os til det punkt, hvor vi bevidst opgiver det, som kommer fra vor egen vilje – ligemeget hvor god den synes at være. Nogle gange sætter Gud os i en situation, hvor vor naturlige tendenser bliver konfronteret fra alle sider, for at hjælpe os med at se os selv. Han gør dette ved de mennesker, han elsker.

Som jeg ser min mand blive svagere og ser hans verden blive mindre, kunne jeg tænke, at livet ikke er retfærdigt.

Men det gør jeg ikke.

Og det gør min mand heller ikke.

Nyt land – guddommelig natur

Josva og Kaleb fik tro på at gå ind i det nye land, selvom det var invaderet af kæmper. I modsætning, så alle israelitterne kun de store kæmper og problemerne, og det mulige nederlag. Og på grund af dette nægtede de at gå ind:

“Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. Alle israelitterne gav ondt af sig …” Fjerde Mosebog 14:1-2.

Og selvfølgelig er det sådan vi har det efter naturen. Vores frygt for fremtiden, vores ubehag ved at møde noget ukendt binder os, ligesom hvis vi var i fængsel, og vi kan instinktivt reagere på samme måde som israelitterne, når vi møder problemer der virker som kæmper. Dog er dette nye land, hvad Gud har valgt for os, selvom det kan komme med problemer. Dette er vort land, og som Gud ønsker, vi skal flytte ind i. Og han vil have, at vi skal kæmpe for det.

Det eneste vi kan gøre, når vi bliver mødt med en ny og skræmmende situation er at få kraft fra Gud til at gå ind i det, der kræves af os. Når vi spørger Gud, vil han give styrke, kraft og mod til os, så vi kan blive modige. Vi kan møde fremtiden triumferende over det, vi frygter.

“Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog …” Andet Korintherbrev 2:14.

Så selvom min mand skal finde sig selv, mens han går ind i dette fremmede nye “land” som er beboet af kæmper af handicap og usikkerhed, sagde han for nyligt:

“Jeg vidste ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde fået Parkinsons. Gud har været meget god mod mig.”

Dette er, hvordan vi tænker, når vi følger Kristus. Disse prøvelser bliver vejen til guddommelig natur. Det bliver ting, vi ikke kunne klare os uden, fordi Gud fører os fra vore naturlige tendenser og bringer os ind i “et land der flyder med mælk og honning.” Et land der giver os fred, hvile og fællesskab med Gud, og med hinanden.