Jeg tror, Gud kaldte mig ved navn

“Alle hader mig, ingen kan lide mig, jeg spiser nogle orme.”

Vi sang denne lille sang for fuld hals som barn. Vi synes, det var sådan en sjov sang.

Som jeg blev teenager gik det op for mig, at det faktisk var let at tænke sådan. Ikke at jeg ville spise orme! Men når tingene ikke gik, som jeg havde tænkt eller planlagt, eller jeg ikke blev inviteret til noget, var det let at tænke at ingen kunne lide mig, eller at alt var imod mig.

Et lurende mindreværdskompleks

Som voksen gik det op for mig, at det også var let at tænke, at Gud var imod mig, når tingene gik "forkert" i mit liv. Denne tvivl på Guds kærlighed har plaget mig det meste af mit liv. Jeg har brugt forskellige vers til at kæmpe med at få sejr i specifikke situationer, men dette mindreværdskompleks lurede altid i baggrunden. Det snedige er, at Satan kommer som en lysets engel (Andet Korintherbrev 11:14). Han får det til at virke “ydmygt” at tænke, at jeg ikke er vellidt eller ikke god nok, eller at jeg ikke bliver inviteret til forskellige ting, fordi jeg ikke fortjener bedre.

Over en kort periode for nogle år siden oplevede jeg flere store begivenheder, hvor jeg oplevede at miste, både i form af nogle jeg holdt af og i form af at miste evnen til at bruge min højre arm, som også første til konstant fysisk smerte. Jeg havde kontrollen og stædigheden til at vise en positiv attitude, men inde i var jeg knust. Efter lidt tid gik det op for mig, at jeg var stoppet med at tro på, at Gud elskede mig eller overhovedet holdt af mig. Hvordan kunne en som elskede mig lade disse ting ske? Eksisterer Gud overhovedet? Hvad havde jeg gjort, som var så dårligt, at jeg havde fortjent denne slags behandling? Jeg mærkede, at jeg langsomt blev trukket ind i en tilstand i mørke og fortvivlelse, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne komme ud. Jeg mistede endda viljen til at leve – det var for hårdt og for smertefuldt, og jeg følte mig så alene.

Vers skrevet specifikt til mig

Midt i dette tog en ven sig tid til at spørge, hvordan jeg virkelig havde det. Han opmuntrede mig og bad for mig, og han gav mig versene i Esajas' Bog 43:1-5. Han fik mig til at love at læse de vers hver eneste dag, og at sætte mit navn ind. Det lovede jeg. Og det var dette, jeg læste:

“Men nu siger Herren, han som skabte dig (Charis), Jakob, han som dannede dig (Charis), Israel Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig (Charis), jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser. Jeg giver Egypten som løsepenge for dig, Nubien og Seba som betaling, for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Jeg betaler for dig med mennesker, med folkeslag for dit liv. Frygt ikke, for jeg er med dig. Fra østen bringer jeg dine børn, fra vesten samler jeg dig.’” 

Jeg læste disse ord hver eneste dag. I begyndelsen, som jeg læste dem, undrede jeg mig over hvem de var skrevet til, for de var ihvertfald ikke skrevet til mig. Men jeg blev lydigt ved med at læse dem. Langsomt, ved Guds nåde, begyndte troen at vokse, og jeg indså, at de var skrevet specifikt til mig. Gud elskede mig, han udvalgte mig; det gjorde han faktisk! Ja, der ville være tider, hvor jeg skulle igennem ild og vand, men han ville være der sammen med mig og styrke mig.

Frihed!

Så slog det mig: dette var min mulighed for at få roden på denne store vantro og mindreværdighedskompleks, som havde plaget mig hele mit liv og virkelig give det et dødsstød. Hele situationen var Guds nåde, så jeg kunne komme fri fra det slaveri, de bånd og den sorg som kom sammen med at leve i tvivl. Jeg havde haft det som Job, at alt var imod mig, men så kom verset i Jakobsbrevet 5:11 til mig: “Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.”

Dette blev en åbenbaring for mig: ser jeg hvordan Herren vil lade det gå? Ser jeg, at disse situationer, som bragte mig til en ende på mig selv og min egen styrke, faktisk var svaret på mine bønner om at komme fri fra tvivl og tjene Gud af hele mit hjerte? Disse situationer som jeg ville have givet alt for at komme ud af, blev det som reddede mit liv. Det var sådan Herren ville lade det gå. Alle disse ting blev sendt af Gud, fordi han elskede mig og ønskede, at jeg skulle blive lykkelig og fri.

Men Gud ville ikke lade dette ske på magisk vis; jeg blev nødt til at erkende sandheden og overvinde disse ting som havde bundet mig, siden min barndom. Jeg blev nødt til at kæmpe: kæmpe mod tvivl og vantro og kæmpe for at tro på Romerbrevet 8:28. “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Guds ord blev mit våben og var det eneste som var effektivt mod denne kæmpe tvivl. Min egen fornuft og tanker var ubrugelige.

Nu har jeg fred inde i, fordi jeg endelig er overbevist om, at Gud elsker mig; at jeg er dyrebar for ham, og at han styrer og arrangerer hver lille detalje i mit liv til mit eget bedste. Jeg har ingen frygt for fremtiden, fordi jeg ved, at Gud har styr på det, og at han vil være med mig ligemeget hvad fremtiden bringer. Jeg ved, at jeg ikke er helt færdig med mit mindreværdskompleks endnu, men det har mistet sin magt og kontrol over mig, så det er kun et spørgsmål om tid. Jeg er så taknemlig for Guds ord og den magt, det har, over mørke, og taknemlig for omsorg og bønner fra gudfrygtige mænd og kvinder.