“Jeg tror; hjælp min vantro!”

I Markusevangeliet 9:14-24 læser vi om en mand, hvis søn besad en ånd. Han bragte sin søn til Jesu disciple for at få ånden drevet ud, men det kunne de ikke. Da Jesus kom, og disciplene fortalte ham, at de havde fejlet, bad han om at få drengen bragt til ham.

Manden spurgte Jesus om at drive ånden ud, “hvis han kunne”, og Jesus svarede: “Hvis du tror, alt er muligt for den som tror.” Så råbte manden “Jeg tror, hjælp min vantro!”

Er der en modsætning her? Sagde manden med fem ord, at han både kunne tro og ikke tro? Eller troede han, han troede, men indså så at han ikke gjorde, og tog det tilbage? Måske troede han, at Jesus ville høre ham sige, at han troede, men så indså at han havde løjet?

Jeg tror ikke, der er en modsætning her. Manden bragte sin søn til Jesus, fordi han havde hørt, at Jesus kunne helbrede ham; hvis han ikke havde troet, var han blevet hjemme. At bringe sin søn til Jesus, var en troserklæring. Hvorfor sagde han “hjælp min vantro?”

Tro på Gud vs. personlig tro

Vi skal ikke lede så langt væk for at få et svar. Millioner af mennesker omkring i verden går i kirke for at høre Guds ord og læse bibelen; disse handlinger kan betegnes som troserklæringer ved det vi hører og læser. Men hvad med troen for os selv? Har vi virkelig tro på, at Guds ord kan blive opfyldt i vore liv? Når vi hører verset “sig tak under alle forhold” (Første Thessalonikerbrev 5:18), siger vi så virkelige tak under alle forhold, eller kun det gode vi støder på? Det er ganske let at takke for gode ting, men vi skal takke under alle forhold. Det er godt at lære at kontrollere os selv og ikke lade vrede styre vore ord og gerninger, og det er godt ikke at lade bitterhed komme til syne i samtale med andre, men tror vi virkelig, at vi ved Guds nåde ikke bliver vrede eller bitre i det hele taget? (Efeserbrevet 4:31)

Når vi kommer op imod vor syndige natur og ser hvor dybt vor faldne natur er, og hvor let det er for os at komme til kort, kan vi have den nød i vore hjerter: “Kære Gud, jeg tror at du er til, og at dit ord er sandt, men hjælp mig til at tro, at det er muligt for mig at leve efter dit ord!”
Alt godt kommer fra Gud, og alle problemer og al ondskab kommer fra synden. Når vi får tro på at vi virkelig kan leve efter Guds ord og stoppe med at synde og virkelig ikke blive bitter og vred – så kan vi i sandhed have et godt liv, som Gud havde til hensigt (Første Johannesbrev 3:6-9).

Noget kan tage plads i dig!

Jeg blev personligt født i en menighedsfamilie og har været aktivt medlem af min menighed hele mit liv. Jeg kæmpede aldrig med tanker om, hvorvidt bibelen var sand, men at komme til personlig tro på, at Guds ord og vilje kunne udføres i mit liv, var et stort skridt ud over et barns tro på, hvad han hører. Dette råb “hjælp min vantro” er ikke en engangs-begivenhed: det sker hver dag, når vi finder synden og menneskenaturen i os selv, som vil forhindre os i at tilpasse vore liv med Guds ord og vilje for os.

Har du tro på, at Guds ord kan opnåes i dit liv? Tror du på, at det herlige ord du hører, virkelig kan ske i dig? Når vi kommer op imod denne indgroede mangel på tro, så kan vi virkelig råbe: “Jeg tror, hjælp min vantro!” At have denne bøn i vore liv er ikke svigt af tro: det kommer af en dyb længsel efter at leve et liv, der er velbehageligt for Gud.