Kærligheden opblæses ikke

Jeg sad og døsede i en af de sidste timer før ferien, halvt-lyttende til professorens foredrag om verdenssituationen. Min opmærksomhed blev hurtigt fanget, da jeg hørte hende spørge klassen, “Hvorfor tror I stadigvæk der er så mange krige og konflikter rundt omkring i verden?”

Der var stille mens de studerende tænkte over dette spørgsmål og de mulige svar.

“Grådighed,” foreslog en elev. “Fattigdom,” sagde en anden. Læreren rystede på hovedet. “Det er også korrekt, men der er et andet punkt, jeg ønsker at drøfte.” Endelig rakte en dreng hånden op. “Fordi de fleste mennesker, tror de altid har ret, og når der opstår uoverensstemmelser, nægter de at give sig.” “Eller,” en pige svarer, “den ene side har ret, og den anden side kan ikke acceptere, at sådan er det.” Læreren nikkede, “Og hvorfor er det så svært for begge sider at enes med den anden?” En hævet klassediskussion begyndte, alle prøvede at svare på hvorfor mennesker ikke kan holde fred med hinanden.

Hvad er årsagen til vanskelighederne?

Som jeg tænkte på de uophørlige konflikter og krige, vi dagligt hører om, undrede jeg mig over; “Hvad med alle de uoverensstemmelser og konflikter der begynder i det små, på det personlige plan? Hvordan appellerer dette til mig, i mit dagligliv?” Jeg huskede en vanskelig diskussion, jeg havde havde haft med en anden person og den bitre eftersmag, den havde efterladt. “Hvad var årsagen til det?” spurgte jeg mig selv. “Hvorfor er det så svært for mig at enes med nogle mennesker, eller acceptere at jeg ikke har ret?”

Hvordan appellerer dette til mig, i mit dagligliv?

Så kom jeg i tanke om et vers i bibelen, fra Første Korintherbrev 13:4 “Kærligheden opblæses ikke…” Det gik op for mig, at jeg ikke havde fundet fred og kunne enes med den person på grund af mit ego. Jeg troede, jeg havde ret og forsvarede min egen retfærdighed, i stedet for at bede Gud om at hjælpe mig. Igennem hans visdom og ikke min egen. Jeg stolede på mit ego i stedet for Gud, hvilket er en stor fejltagelse og førte til denne uoverensstemmelse.

Kundskaben opblæser

Den eneste kraft der kan bygge og opbygge er kærlighed. Gud kan ikke hjælpe mig, hvis jeg er så opblæst og indbilsk, at jeg ikke kan høre hans vejledende stemme. I en sådan tilstand er det umuligt at elske Gud og andre mennesker. I Første Korintherbrev 8:1-2 står der: “Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op. Hvis nogen mener at kende noget, kender han det endnu ikke sådan, som han bør kende det.” Jeg bliver nødt til at spørge mig selv, “Hvad er det egentlig jeg ved? Har jeg spurgt Gud om hans mening? Stoler jeg på, at han ved bedst?”. Hvis jeg virkelig tror, at al visdom kommer ovenfra, så bliver jeg ydmyg i egne øjne og indrømmer, at jeg har et kød (ego), hvori der ikke bor noget godt. (Romerbrevet 7:18)

Hvad er det egentlig jeg ved? Har jeg spurgt Gud om hans mening?

Guds visdom

Kødet svækker min evne til at se mig selv og andre mennesker korrekt. Men hvis jeg virkelig hader mit ego, kan jeg i stedet bruge Guds vidsom til at stifte fred i alle situationer, ligemeget hvilken side som har ret, i stedet for bare at optrappe konflikten. “…kundskab, den skal forgå.” Første Korintherbrev 13:8. Kundskab kan imponere eller medføre ære et stykke tid, men det er midlertidigt og medfører ikke frelse og fred, eller gør mig i stand til at velsigne og elske andre. Det kan være nyttigt i praktiske situationer, men viser mig ikke hvordan jeg kan have en ren og glødende kærlighed til Gud og alle mennesker, som Jesus gjorde. Gud kan gøre et fantastisk værk, hvis jeg ydmyger mig selv og accepterer hans visdom i mine situationer. Så bliver der overflod af kærlighed!