Kast al bekymring på Gud

Bekymring er ren vantro. Det er at gøre Gud lille og sig selv stor. Egentlig er det at gøre Gud til en løgner.

Der står et løfte til disciplene: «Søg da først Guds rige og hans retfærdighed, så skal I få alt dette i tilgift.» (Matthæusevangeliet 6,33). I den forbindelse står der, at vor himmelske far ved, at vi trænger til alt dette. Han ved det, han er ikke dum. Ved vor vantro erklærer vi Gud for at være blind, dum og lidet oppegående. Men vor himmelske far er hverken blind eller senil. Han følger nøje med, ja, hvert eneste hovedhår er talt. Du kan være helt tryg: Han har talt alle dine kroner og euro. Han ved nøjaktig hvor mange du har brug for i morgen, i overmorgen og det næste årti. Gud kan alt og ved alt.

En forbindelse til den Almægtige

Hvordan er det så med os? Jesus siger: «Magter I da ikke engang det allermindste, hvorfor er I da bekymret for det øvrige?» (Lukasevangeliet 12,26). Altså, han magter alt, vi magter ikke engang det allermindste. På baggrund af denne sandhed burde det være en rimelig tanke at starte lydigheden mod dette ord: «Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer». (Første Petersbrev 5,7) Men da må vi jo have forbindelse med ham. Egentlig er det kun disciplen, som har en sådan forbindelse, ham som er genfødt til et levende håb. Er man uden Gud og håb i verden, er det ikke så enkelt at kaste al sin bekymring på ham. Da er man bekymret, og det med god grund.

Det er ved at tro på Ordet, at store fjelde af bekymring løsner og kaster sig i havets dyb. Hvor megen bekymring er tilbage, når man har fået en levende tro på Romerbrevet 8,28? «For vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem som elsker Gud, dem som efter hans råd er kaldet.»
Da forsvinder al bekymring som skygger, og retfærdighedens sol går op med lægedom under sine vinger. Bekymring gør os gamle før tiden, den er årsag til mavesår og hjertesår, til træthed og ufred pga. latterligt ubetydelige ting.

Nye, opbyggelige tanker

Formaningen lyder: «Vær ikke bekymrede for noget». (Filipperbrevet 4,6) Normalt er man bekymret for stort set alt. Det er en tærende sygdom, som en slange som kryber rundt i ens tankeliv og kvæler ens liv med Gud. Tankerne bevæger sig ind i mørke labyrinter – om og om igen de samme dræbende tanker.

Ved at kaste alt det, som tynger, på Herren, åbner himlen sig. I  Johannes' Åbenbaring står der: «…og se, en dør var åbnet i himlen, …og en røst sagde: Kom op her!» (Johannes' Åbenbaring 4,1) Der var der lyst – nye opbyggelige, taknemlige tanker havde ligget der fra før verdens grundvold blev lagt. Nu kom de ned i hjerte og sind og klarede blikket: «Se, her kommer jeres Gud!» (Esajas' Bog 40,9) Ser man Gud, bliver man selv så lille og ens egne problemer så latterligt små. Før spiste bekymringen energien og tiltagslysten op, nu tilføres der i stedet energi, så man får lyst til at stå op og tjene. Man plager sig ikke længere med sine tanker. Bekymringens åg brydes i eget liv, så man kan være med til at sætte andre fri og trøste en lidende sjæl. Da oprinder lyset i mørke, og natten bliver som midt på dagen. (Esajas' Bog 58,10)

Der står en god formaning i samme kapitel: Sæt det frem til andre, som du selv har lyst til. Det er et kraftigt slag mod bekymring. Det lægger Gud mærke til og belønner.

Gud kan gøre det umulige

Ja, lad os øve os i gudsfrygt, øve os i at kaste al vor bekymring på ham. Dette må så absolut være en af de mest nyttige «åndelige idrætsgrene» som findes.

Når Gud er så god, at han kaster alle vore synder i havets dyb, så bør vi benytte os af dette utrolige tilbud: Kaste al vor bekymring på ham. Han kan gøre noget med det, som for os er umuligt.